Peter Skjerning forlader The Black Tornado

Peter Skjerning ved European Blues Challenge 2017 – “Opening Night” i Horsens

Tekst: Jakob Wandam
Foto: Frank Nielsen

Lørdag den 29. september spillede Peter Skjerning sin sidste koncert med Thorbjørn Risager & the Black Tornado. Det skriver guitaristen på sin Facebook-væg, hvilket bekræftes af bandet på deres Facebook-side. Skjerning har spillet med The Black Tornado siden 2010.

Peter Skjerning fortsætter: ”Tiden er kommet til at gå videre. Til nye oplevelser, udfordringer og ting som fremtiden slæber ind ad døren og lægger i skødet på én.”

Om det er bandet Turnip Greens, der skal levere de nye oplevelser og udfordringer, meddeler Peter Skjerning ikke. Men Turnip Greens vendte tidligere i år tilbage efter tolv års albumpause med udgivelsen A day in the life of a dollar bill, som Bluesnews.dk blandt andet beskrev med ordene:

Thorbjørn Risager og Peter Skjerning på Randers City Blues Festival 2017

” … en frisk og opfindsom plade, som tåler mange gennemlytninger. Man vil nyde at gå på opdagelse i A day in the life of a dollar bill og afdække musikkens mange lag” (læs hele anmeldelsen her).

Så det er ikke utænkeligt, at Peter Skjerning ønsker at lægge mere tid og energi i dette band, hvor han fungerer som guitarist, sangskriver og primus motor.

Peter Skjerning understreger i øvrigt, at han og The Black Tornado er skiltes som venner. Om Thorbjørn Risager nu skal ud og lede efter en ny leadguitarist, eller om bruddet kommer til at betyde, at Risagers eget, ganske glimrende guitararbejde kommer til at spille en mere fremtrædende rolle (hvilket Bluesnews.dk flere gange har efterlyst), må tiden vise.