Tekst: Jakob Wandam
No border blues er et projekt søsat af Chicago-bluesmanden Johnny Burgin (også kendt som Rockin’ Johnny) og produceren Stephanie Tice. De to opsøger bluesmusikken uden for dens vante geografiske rammer – det vil sige uden for USA – og sætter spotlyset på kunstnere, som spiller blues uden selv at have rødder i hverken Chicago, Texas eller Mississippi.
Projektet har blandt andet resulteret i albummet No border blues Japan (2020), hvor Johnny Burgin spiller sammen med musikere fra Osaka, Kyoto og Tokyo og dermed dokumenterer den japanske ”undergrunds-bluesscene” – vel at mærke på det hæderkronede amerikanske bluespladeselskab Delmark Records.
Ikke mindst er No border blues en podcast, som har eksisteret siden december 2020, og som gennem foreløbig 22 afsnit har bragt interviews med kunstnere fra alle verdens hjørner.
Nogle vil være velkendte for danske lyttere – Aki Kumar fra Indien, Trickbag fra Sverige, Ghalia Volt fra Belgien, The Jelly Roll Men fra Norge og Kai Strauss fra Tyskland har for eksempel alle besøgt landet – mens det måske vil virke mere eksotisk, når Stephanie Tice og Johnny Burgin taler med bluesmusikere fra Nepal, Australien, Colombia, Brasilien, Rusland, Polen eller Korea.
Blueskoryfæer
I afsnit 22 kommer de imidlertid helt tæt på, idet gæsten her er den danske guitarist Ronni Boysen. I podcasten fortæller Ronni Boysen om, hvordan han opdagede bluesmusikken, om at spille sammen med blueskoryfæer som Mud Morganfield, James Harman og Lazy Lester og om den danske bluesscene i Aarhus og i miljøet omkring Mojo Blues Bar i København.
Der bliver også talt om The Kokomo Kings, som Ronni Boysen er medlem af, og om det nye, instrumentale ”exotica-band” Las Palmeras, som Boysen dannede under pandemien sammen med Rune Højmark og Thomas Crawfurd.
Endelig er der flettet et par musikalske småbidder ind i interviewet, hvor Ronni Boysen giver prøver på sin kunnen.
No border blues #22 med Ronni Boysen kan ses nedenfor. Sidder man bag rattet, vil vi dog anbefale, at man i stedet lytter til podcasten via en af de gængse streamingtjenester, hvor man naturligvis også kan finde tidligere afsnit.