Tedeschi Trucks Band tilbage til Danmark

Tedeschi Trucks Band i Odense, juni 2016

Tekst og foto: Jakob Wandam

Det populære amerikanske blues-, soul- og southern rock-ensemble Tedeschi Trucks Band har flere gange tidligere besøgt Danmark, og hver gang til overstrømmende anmeldelser. Sidste år besøgte de bl.a. Værket i Randers (læs her), og netop hertil vender de også tilbage næste år.

Første stop bliver dog Amager Bio i København, hvor Tedeschi Trucks Band ligeledes tidligere har optrådt. Her kan det tolv mand store band opleves den 11. april 2019. Dagen efter, altså den 12. april 2019, er det så Værket i Randers, der står for tur.

Derek Trucks og Susan Tedeschi

Tedeschi Trucks Band ledes af ægteparret Susan Tedeschi og Derek Trucks, som dannede orkestret i 2010. Guitaristen og sangerinden Susan Tedeschi var da allerede en etableret solist med seks album bag sig, og også guitaristen Derek Trucks havde udgivet otte plader med sit Derek Trucks Band – flere af dem med Tedeschi som gæstemusiker.

Parret blev gift i 2001, og siden slog de sig altså også sammen i professionel sammenhæng. I denne konstellation har de udgivet tre studieplader og to live-album, senest Live from the Fox Oakland i 2017.

Tedeschi Trucks Band er inspireret af grupper som Joe Cocker’s Mad Dogs & Englishmen, Derek & the Dominos og ikke mindst The Allman Brothers Band, som Derek Trucks var medlem af i omkring 15 år. Hans onkel, Butch Trucks, var et af de oprindelige medlemmer, og Derek Trucks gled i 1999 ind på legendariske Duane Allmans plads som især slide-guitarist.

Trucks er en højt respekteret guitarist, og Susan Tedeschi – der også spiller glimrende guitar, men som i Tedeschi Trucks Band hovedsageligt koncentrerer sig om vokalen – er et forbillede for mange yngre sangerinder. Svenske Ida Bang er den af dem, der nævner Tedeschi som en stor inspirationskilde.

Med sig har de to et band med blandt andet to trommeslagere, tre korsangere og tre blæsere, så der er garanti for en stor og fyldig lyd, når Tedeschi Trucks Band kommer til Danmark til foråret.

Billetter til de to koncerter sættes til salg i dag, den 18. september kl. 10.00. Vil man til Amager Bio, kan man erhverve sig billetter via Ticketmaster her, og billetter til koncerten på Værket kan købes her.