“The Blues” i Apotekergården

Steen Frederiksen

Lørdag den 1. juni er der atter blå toner i Apotekergården i Horsens. Blueskartellet har bestilt godt vejr, levende bluesmusik og skummende fadøl. Der er fri entré, og det begynder klokken 12.

Apotekergården er blevet lidt af en institution i den horsensianske sommer. De fleste lørdage i sommerhalvåret er der koncerter i den hyggelige gård, så indkøbsturen kan kombineres eller afsluttes med livemusik, en varm pølse og noget koldt at drikke.

Erfarne kræfter

Jais Kurečko Eriksen
Foto: Frank Nielsen

Lørdag den 1. juni er det Blueskartellet, der står for underholdningen. ”The Blues” er det simple og sigende navn på en ny bluestrio af erfarne kræfter. De tre medlemmer har spillet masser af jobs sammen i flere forskellige konstellationer, og for to af medlemmernes vedkommende går den musikalske historie helt tilbage til 1985.

Frontmand Steen Frederiksen (Århus Bluesband, Bob Till U Drop, Frederiksen Band m.fl.) og bassisten Jais Kurečko Eriksen (Big O & the Blue Quarters, DHBB, Two Stroke m.fl.) har spillet sammen siden ungdomsårene. Trommeslageren Jens Kristian Dam (Mike Andersen, H.P. Lange, Ester Brohus m.fl.) gik på konservatoriet i Aarhus sammen med Steen, hvor de to hurtigt fandt fælles fodslag i bluesmusikken.

Apotekergården ligger midt på Søndergade i Horsens, bag apoteket. Der er masser af siddepladser, og de gratis løjer begynder som nævnt klokken 12.

Jens Kristian Dam
Foto: Frank Nielsen