Trin-for-trin-anvisning på en fest

Dana Fuchs

Tekst: Jakob Wandam
Foto: Peter Widmer

Sangerinden Dana Fuchs er en hyppig gæst på de danske scener, og hun er glad for Danmark og glad for Odense. Det betroede hun da også publikum, da hun gæstede Jam Days Festival i den fynske hovedstad den 3. august. Med sig havde hun sit Big Soul Band, så der var lagt op til store armbevægelser og fyldig lyd fra Amfiscenen foran museet Brandts.

Det seks mand store backing-band indeholdt blandt andre saxofonisten Aaron Liddard og trompetisten Noel Langley, som tidligere har spillet bag Amy Winehouse. De skulle tilføje noget svulstig soul-lyd som supplement til Jon Diamonds guitar, Piero Perellis trommer, Walter Latupierissas bas og Nicky Venturinis klaver og orgel.

Høj volumen

Dana Fuchs, Jon Diamond, Aaron Liddard, Noel Langley

De åbnede ballet uden sangerinden med de første takter af ”Ready to rise”, en bas-tung bluesrocker med et touch af soul, som blev fyret af ved høj volumen. Dana Fuchs entrerede nu scenen, og det stod hurtigt klart, at hun havde tænkt sig at give den gas. Allerede fra dette første nummer skreg hun sig igennem teksten, mens hun rystede manken det bedste, hun havde lært.

Sangen stammede fra Fuchs’ seneste album, Love lives on, der udkom tidligere i år. Og faktisk fik Dana Fuchs Big Soul Band spillet sig igennem næsten samtlige skæringer fra albummet, og det var ganske rigtigt et sæt, som lænede sig kraftigt i retning af soul.

”Callin’ angels” fik Memphis soul-stemning af blæsere og orgel, og den blev fulgt op af Otis Reddings ”Nobody’s fault but mine” samt ”Sittin’ on”, alle fra Love lives on. Igennem det hele poserede Dana Fuchs i power-positurer, sprang rundt og gav hånd til de nærmeste tilskuere og rystede og rystede de krøllede lokker.

Kalkuleret

Publikum var i det store hele begejstrede, men på Bluesnews.dk’s udsendte virkede det hele lidt kalkuleret, gennemøvet og overfriskt – som at se Céline Dion i Las Vegas.

Dana Fuchs. I baggrunden Noel Langley

Balladen ”Faithful sinner” gav et lille pusterum fra rockmama-stilen, men Dana Fuchs luftige vokal var til gengæld ikke helt i pitch. På den funky ”Sad solution” var vi tilbage ved den rystende hårpragt, om end blæsernes bidrag var glimrende, ikke mindst den flotte lyd fra Noel Langleys trompet.

Lidt mere finesse kunne man til gengæld godt have ønsket sig fra Piero Perelli, der næsten konstant hamrede løs i trommerne, som gjaldt det livet. Fuchs poserede planmæssigt ved hans side, mens han tæskede sig igennem den Springsteen-svulstige ”Backstreet baby”.

Til gengæld kunne Perelli holde en pause under den akustiske ”Fight my way”, som blev fremført af en siddende Dana Fuchs alene med Jon Diamond på guitar.

Hårdt rockende

Tempoet og ikke mindst volumen kom hurtigt op igen med en – naturligvis – hårdt rockende udgave af The Beatles’ ”Helter skelter” i et medley med Don Nix’ bluesklassiker ”Going down”. Dana Fuchs headbangede, kastede sig ned på knæ og ”sang duet” med Jon Diamonds guitar.

Dana Fuchs og Nicky Venturini

Tilhørerne foran scenen var ellevilde, og Dana Fuchs måtte atter frem på scenekanten og trykke hænder til lyden af den bluesy ”Same sunlight”, der rundede sættet af. ”Gi’ mig noget klaver,” råbte Fuchs til Nicky Venturini, der kvitterede med, nåja, en orgelsolo, inden tonerne fra blæsere og guitar eskorterede sangerinden ud fra scenen.

Man må respektere folkets dom, og der var ingen tvivl om, at langt de fleste kunne lide, hvad de hørte og så. Denne anmelder kedede sig lidt. Dana Fuchs virkede forstillet, som en prægrogrammeret festmaskine, der fulgte en trin-for-trin-anvisning på, hvordan man fremstår som en rigtig rock-chick.

Koncertens bedste

Bedst blev hun egentlig i ekstranumrene, særligt hendes omarrangerede, akustiske version af June Carter Cash’s ”Ring of fire”, som faktisk var koncertens bedste nummer. Det var måske ikke udpræget blues’et, men det lød rigtig godt og var et originalt tag på en klassiker.

Dana Fuchs Big Soul Band

Der blev sluttet af med ”Long long game” fra Bliss Avenue (2013), en country/folk-agtig melodi, som dog i dén grad blev spillet som rock.

Et ”Tusind tak, Odense!” rundede koncerten af – en koncert, der forløb planmæssigt som en soul/rock/blues-fest, men som altså ikke formåede at bevæge sig ud over det rutinerede.