Tekst: Jakob Wandam
Trioen Twang kan kalde sig Årets Rootsnavn, efter at Danish Music Awards (DMA) Roots lørdag aften holdt prisoverrækkelsesfest på Magasinet i Odense i forbindelse med festivalen Resonator.
Ved ceremonien, der blev afholdt af genreorganisationen Tempi i samarbejde med Resonator, Kulturmaskinen og Magasinet, blev der uddelt seks priser i kategorierne Årets Rootstrack, Årets Nye Rootsnavn, Traditionsprisen, Årets Rootskomponist, Årets Rootsudgivelse og Årets Rootsnavn.
Desuden blev der overrakt fire særpriser i kategorierne Koncertoplevelse, Brancheprisen, Koncert & Venue og Æresprisen.
String band-musiktradition
Modtageren af aftenens sidste pris, Årets Rootsnavn, blev altså Twang, der vandt foran de øvrige nominerede AySay, Mikael K & Landstrygerne, Stundom og VÍÍK.
Twang er eksponenter for en string band-musiktradition, der trækker på oldtime-folkemusik, bluegrass og blues. Bandet består af Spencer Gross, Thyge van Dassen og Peter Banks, og de har udgivet tre album i eget navn samt en kollaboration med Svante Sjöblom (læs anmeldelse her).
Deres seneste albumudgivelse er Propaganda, der udkom tidligere i år (læs anmeldelse her). Albummets sange er næsten udelukkende komponeret af gruppens medlemmer selv, og faktisk var Twang også DMA-nomineret både i kategorien Årets Roostrack – for sangen ”UFO” – og kategorien Årets Rootskomponist. Her gik priserne dog til henholdsvis Åkervinda og Basco.
De resterende priser blev tildelt Som Os (Årets Nye Rootsnavn), Gangspil (Traditionsprisen), AySay (Årets Rootsudgivelse), Akabanga (Koncertoplevelse), Kaylee Pearson (Brancheprisen), International Musikfestival Sonamos Latinoamerica (Koncert & Venue) og Poul Lendal (Æresprisen).
Twang har tidligere været nomineret ved DMA Blues, og de optrådte ved DMA Blues-prisoverrækkelsen i 2023 (se her).