Under radaren: Henrik Hansen

Tekst: Jakob Wandam

Mundharpespilleren, sangeren og sangskriveren Henrik Hansen er en af de mange store musikere, som udsprang af det aarhusianske bluesmiljø under 1980’ernes blues-boom, hvor han var med til at danne orkestret Trouble Cats. Her slår Henrik Hansen stadig sine folder, men samtidig ses og høres han i diverse andre musikalske sammenhænge, senest som medlem af Kent T. & the Delta Grinders (læs her og her).

I artikelserien ”Under radaren” afdækker Bluesnews.dk netop de mange sammenhænge, som de danske bluesmusikere har indspillet i. Nogle af disse indspilninger er velkendte, og måske har vi endda skrevet om dem tidligere. Andre er plader, som er gået under radaren her på siden og måske også hos læseren, og netop derfor sætter vi spotlyset på dem nu.

Pladedebuterede

Trouble Cats hed i begyndelsen Blues ’n’ Trouble og blev dannet i 1987 og pladedebuterede med albummet Risky business i 1990. The Trouble Cats, som de nu kaldte sig, bestod af Martin Blom Hansen på guitar og sang, Morten Brauner på bas, John Simoni på trommer og percussion og Henrik Hansen på mundharpe og sang. På Risky business medvirkede desuden Martin Ottesen på orgel samt et antal korsangere. Sangene på albummet var bandets egne, de fleste skrevet af Martin Blom eller Henrik Hansen.

Risky business var indspillet i april-maj 1990, men allerede inden da – i januar samme år – havde Henrik Hansen været i studiet med Gary Snider Group. Dette band var dannet omkring guitaristen og sangeren Gary Snider, som stammede fra Canada, men som havde boet i Danmark siden 1973. Gary Snider Groups øvrige medlemmer var Frank Thøgersen (trommer), Erik Sandager (bas) og Lars Brinck (keyboards).

På albummet, der blot hed Snider (1990), medvirkede desuden en række kendte ansigter fra Aarhus’ bluesmiljø, så som vokalisterne Birgitte Laugesen og James Loveless og altså Henrik Hansen på mundharpe.

The Trouble Cats udsendte album nummer to i 1992. Plugged bestod af live-optagelser fra forårets koncerter rundt om i Danmark – Aarhus, Fredericia, København, Holstebro, Viborg, Esbjerg og Aabenraa – og det sagde måske noget om, hvor populært et live-navn ”bøvlemisserne” var blevet. Besætningen var nu udvidet til en kvintet, da guitaristen Michael Nadolny havde sluttet sig til bandet.

Ivan Pedersen

Ligeledes i foråret 1992 var Henrik Hansen i studiet med Ivan Pedersens Backseatboys. Henrik Hansen og hans mundharpe gæstede på titelnummeret på albummet Wind me up. Esben Just var med i Backseatboys på dette tidspunkt, og også Pia Trøjgaard kunne høres på albummet.

Backseatboys var opstået i miljøet omkring et lille spillested i København, som blev kaldt ”Sejlklubben”. Her fandt man også blandt andre den norske trommeslager Frank Marstokk. Han dannede her Marstokks Mafia, og hjemme i Norge var han en del af bandet Freak. På Freaks album Spredd før aille vindæ (1991) hørtes Henrik Hansens mundharpe på nummeret ”Bingo på Mo”.

Blandt Henrik Hansens mange medmusikanter på Aarhus-scenen var guitaristen Kent Thomsen, som Hansen skulle komme til at arbejde sammen med mange gange. I 1994 var Kent Thomsen producer (og musiker) på Carsten Kjærs album Og andre skrøner fra det virkelige liv. Albummet var indspillet i perioden 1990-1993, og Henrik Hansen var med på pladens sidste skæring, ”Mor kom og se”.

Da singer/songwriter’en Poul Krebs i januar 1995 gik i studiet i Aarhus, vidste han næppe, at den store succes var lige om hjørnet, men det resulterende album Små sensationer (1995) skulle blive hans folkelige gennembrud. Henrik Hansen spillede mundharpe på sangen ”Den sidste tamburin”. Blandt pladens øvrige medvirkende sås guitaristen Knud Møller og tangentspilleren Niels Ole Thorning.

Vestkyst-trubadur

Knud Møller var naturligvis også med, da den jyske vestkyst-trubadur Johnny Madsen i 1998 tog livtag med den engelsksprogede bluesmusik på albummet, der blot hed The blues. Pladen var optaget live på Krogården på Fanø, og Henrik Hansen spillede på syv af pladens fjorten skæringer. Med var også blandt andre Niels Nello Mogensen, Martin Jønsson og Johnny Madsens søn Rasmus Madsen.

Ti år senere udgav Rasmus Madsen albummet Pixi zoo (2008). Her medvirkede Henrik Hansen på titelnummeret samt på sangen ”Møntvask system”.

Inden da var et nyt band dog sat i søen. Rhythm & blues-orkestret Mojo Hands blev stiftet i 1995 af Henrik Hansen og Michael Nadolny, og på debutalbummet Rockin’ the roots (1997) medvirkede også Trouble Cats-trommeslageren John Simoni samt Dave Stevens, Esben Just, Birgitte Laugesen og Johs Stærk.

Michael Nadolny havde skrevet de fleste af sangene, men der var også bidrag fra Dave Stevens og Henrik Hansen og en version af countrysangeren Vince Gills ”I’m almost ready”. Genremæssigt bredte albummet sig over blues, rock & roll, country m.m.

Alsidig blanding

På opfølgeren Rockville (1999) var Mojo Hands udvidet med bassisten Poul Madsen og trommeslageren Erik Lodberg. Esben Just var atter gæst på klaver og orgel. Numrene var igen egne kompositioner og en alsidig blanding af covers med sange af for eksempel Dr. Feelgood, Barbara Lynn, T. Rex og Nick Lowe.

På Live in Falkenberg (2002) var det Niels Ole Thorning, der betjente tangenterne, og på bas hørte man nu Anders Petersen, der gik under navnet Nold. Optagelsen stammede fra en koncert på Falkenberg Jazz and Blues Festival i Sverige, og hovedvægten var på coverversioner – denne gang især af mere traditionelle blues- og rhythm & blues-numre af for eksempel Little Walter, Roy Brown, Wilbert Harrison, Jimmie Vaughan og Omar Dykes.

Ellers var der stille på indspilningsfronten fra Henrik Hansen i årtusindet første årti. I 2012 blev hans samarbejde med guitaristen, sangeren og sangskriveren Kent Thomsen atter dokumenteret, idet Henrik Hansen medvirkede på det første og eneste album med Kent Thomsen og de Dyre Drenge, Så’n er dét. Henrik Hansen spillede på to af pladens skæringer, ”Sangen om Larsen” og ”Bussemand blues”.

Samarbejdet fortsatte i trioen Thomsen-Nello-Hansen, hvor tredjemanden ikke overraskende var Niels Nello Mogensen. De udsendte et album med bluesstandarder i 2013, Three chords and the truth.

Sidste album

Samme år udkom Henrik Hansens sidste album med Mojo Hands, Voodoo you love. Bandet havde nu engageret sangerinden Zenia Levring Madsen, Lars Thomsen var kommet med på bas i stedet for Anders Petersen, og guitarist i bandet var nu Jan Kølle, som havde erstattet Michael Nadolny. Esben Just dukkede igen op på tre numre.

Herefter forlod Henrik Hansen Mojo Hands (der fortsatte med ny besætning; læs for eksempel her og her).

Til gengæld begyndte der atter at komme liv i Trouble Cats. Bandet (som med tiden havde droppet det foranstillede ”The”) var blevet opløst i 1997, hvorefter det flere gange genopstod med forskellige besætninger og navne, men alle uden Henrik Hansen.

I forbindelse med en jubilæumskoncert for spillestedet Fatter Eskil i Aarhus – som var stedet, hvor Trouble Cats oprindelig var opstået – fandt de fire originale medlemmer imidlertid atter sammen i 2013. Året efter tog de på turné (læs mere her).

Der skulle gå et par år, før Trouble Cats igen indspillede musik, men et tilløb blev taget på Martin Bloms udgivelse Sange fra ødekirken (2016). Her spillede Henrik Hansen mundharpe på ”Workin’ poor man’s blues”.

Comeback

I 2017 kom så ”comeback-albummet” Live in Aarhus 2017 (læs anmeldelse her), mærkværdigt nok indspillet i 2016, men ganske rigtigt i Aarhus – naturligvis på Fatter Eskil. John Simoni havde dog forinden valgt at stoppe, og hans plads i trommestolen blev nu udfyldt af Henrik Thorsen (læs mere her).

Albummet bestod udelukkende af egne numre, flere af dem nyskrevne (med bidrag af både Simoni og Thorsen).

Trouble Cats havde tydeligvis genfundet den kreative åre, og året efter kom så et nyt studiealbum med den enkle titel 4 (læs anmeldelse her). Igen var det bandets egne kompositioner, der fyldte pladen ud, supplereret med en enkelt Kim Wilson-sang.

4 indeholder de seneste indspilninger, der er udkommet fra Henrik Hansens side. Han er dog stadig så aktiv, som den aktuelle coronakrise tillader det, og for eksempel Kent T. & the Delta Grinders har truet med at gå i studiet. Så vi har næppe hørt den sidste pladerille fra den store mundharpemand.