Tekst og foto: Peter Widmer
Det var en relativt lang vej, den nordjyske blues-troubadour Jesper Theis skulle betræde, før han sprang ud som fuldtidsmusiker. Jesper Theis – hvis fulde navn er Jesper Theis Jørgensen – er uddannet folkeskolelærer og virkede som sådan på den lokale skole i Gug, der er en forstad til Aalborg, fra 2014 og et par år frem.
I 2017 tog Jesper Theis springet ud i det store intet for at blive fuldtidsmusiker. Samtidig besluttede han desuden at rykke de nordjyske teltpæle op og flytte til Spanien med sin kæreste. Et nyt hjem blev fundet et stykke uden for Barcelona, og dér har Jesper Theis sin faste base (læs mere om Jesper Theis her).
Det første fuldlængdeudspil fra Jesper Theis skulle oprindeligt have heddet Bread ’n’ butter, men i sidste instans kom det til at hedde Narrow line. Albummet blev indspillet med både finske og danske musikere og udkom sidst i 2017 til fine anmeldelser (læs for eksempel her).
Siden da har Jesper Theis haft ganske godt med spillejobs. Han har både spillet alene og sammen med andre, og han har spillet indendørs såvel som udendørs. For eksempel har han musiceret sammen med bassisten med mere Søren Lindholt og med den yderst veletablerede Tim Lothar under åben himmel (se eksempelvis her).
Kommende fuldlængdeudspil
Desuden har Jesper Theis spillet indendørs med udenlandske musikere så som ungarske The Mojo (se her). Jeper Theis har også spillet under tag som medlem af The Blues Train (se her). Ydermere har Jesper Theis dannet makkerpar med legendariske Kent Thomsen til en særlig indendørs koncert (læs her).
En stuekoncert er det også blevet til, hvor Jesper Theis spillede sammen med sin gamle musikmakker, den alsidige nordjyske bassist Olav Gudnason (læs her). Jesper Theis har i det hele taget været godt omkring i næsten alle afkroge af Danmark som bluesmand, og i Spanien har Jesper Theis desuden spillet med lokale musikere.
Imidlertid er Danmark den nation, hvor Jesper Theis primært tjener til sit ”bread ’n’ butter,” og det er også i Danmark, at det kommende andet fuldlængdeudspil fra den akustisk orienterede spanske nordjyde for ganske nylig blev indspillet. Det blev det nemlig i sidste uge af oktober måned 2020.
Egentlig skulle albummet have været indspillet i starten af juni måned i år. Imidlertid fik coronaen sat en kraftig stopper for dét projekt, men nu er det kommet i kassen, fortæller Jesper Theis, der er vendt tilbage til Spanien, til Bluesnews.dk. Jesper Theis meddeler endvidere, at albummet kommer til at bestå af Jesper Theis-kompositioner.
Numrene på albummet er, lyder det fra Jesper Theis, kommet til verden gennem fem danske musikeres virke – inklusive Jesper Theis. I Spanien sidder nu Jesper Theis og arbejder på sit nye album, for ”nu skal sangene lige færdigpudses, og coveret skal laves,” som Jesper Theis slår fast, før albummet er klar til udgivelse.
Det varer forhåbentlig ikke længe, før man kan lægge øre til albummet, og man kan godt begynde at glæde sig til nyt fra Jesper Theis.
Bluesnews.dk følger snarest muligt op med et interview med Jesper Theis.