Koncertanmeldelse: Kent T. & the Delta Grinders, Bygningen, Vejle

Tekst: Peter Widmer
Foto: Frank Nielsen

Endelig skete det. Det nye bluesband Kent T. & the Delta Grinders var denne solbeskinnede søndag eftermiddag ude at spille for første gang, og publikum blev således vidne til en verdenspremiere. Debutkoncerten med Kent T. & the Delta Grinders var berammet til at starte klokken 15.00 i Bygningen i Vejle.

Grundet vandskade i kælderen, hvor Bluesforeningen Crossroads plejer at afholde sine koncerter på Spillestedet, fandt koncerten med eftermiddagens band sted i Bygingens Store Sal. Orkesterets første optræden var grundet coronaen blevet udskudt et par gange, men nu var tiden så endelig kommet for bandet til at kridte banen op, og dét gjorde de.

Alle myndighedernes forskrifter i relation til coronaen var på plads, og der var pænt fyldt op med forventningsfulde publikummer, der sad på stolerækker. ”Vi er 80-90 stykker med det hele,” sagde formanden for Bluesforeningen Crossroads Peter Buhl, før han præsenterede Kent T. & the Delta Grinders, der hurtigt kom på banen. Kent T. & the Delta Grinders består af fire garvede musikere (læs interview med Kent Thomsen her).

Samme entrerede scenen til tiden, idet de sang ”Join the band” som appetitvækker, nøjagtigt lige som navnkundige Little Feat gør det på deres fremragende live-dobbeltalbum Waiting for Columbus fra 1978. I relativt mageligt tempo fik de fire musikere sig placeret på deres respektive siddeapparater, for sidde ned skulle den gode kvartets medlemmer.

Vårharer

De er jo ikke ligefrem en samling vårharer, og har vel efter utallige år i musikkens tjeneste ret til en smule magelighed under udførelsen af deres job. Således var mundharpemanden og vokalisten Henrik Hansen, der her sang kor, placeret på en stol midt på scenen.

Til venstre for ham sad orkesterlederen Kent Thomsen på sin stol, hvorfra han trakterede adskillige elguitarer samt en enkelt akustisk. Desuden hørtes han på leadvokal. Til højre for Henrik Hansen sad så Morten Husted, der spillede elbas, kontrabas og mandolin. Desuden sang også han kor.

Sidst, men ikke mindst sad den solide trommeslager Ib Krause-Kjær bag sit trommesæt. Samme var ikke just af Billy Cobham’ske dimensioner, men mindre kan jo også gøre det. Han passede sit arbejde og lavede, hvad han skulle. Her var ingen store armsving, men Ib Krause-Kjær lagde en god og velfungerende bund.

Nu er det sådan, at dette orkester er et humorbefængt et, og især Kent Thomsen er kendt for sine finurlige og underfundige bemærkninger. Dem fik han sandelig også fyret af i rigt mål, og det lige fra starten af bandets optræden. Da ”Join the band” var klinget af, og kvartetten have fået sig sat ned, lød det fra Kent Thomsen:

Natlæge

”Jeg har haft natlæge,” og Henrik Hansen supplerede: ”Vi har glædet os helt vildt,” hvorefter kvartetten kastede sig ud i en velfungerende, hårdtslående boogie-agtig version af det traditionelle nummer ”John Henry”, der er en afroamerikansk folk-ballade. Dén drejning af nummeret var orkesterets helt egen, og den virkede.

Kent Thomsen fremturede med rå vokal og inciterende slide-elguitarspil, Henrik Hansens dybe mundharpetoner var prominente, og Morten Husteds kontrabasspil drev sammen med Ib Krause-Kjærs tunge trommer nummeret fremad til publikums store begejstring. Samme fik Kent Thomsen til at udbryde:

”Som Troels (Jensen) sagde, er det lidt svært at holde humøret nede, når man hører blues,” og så fulgte ”en sang, der handler om champagne og hash. Så er det sagt,” bedyrede Kent Thomsen, og så stod den på Muddy Waters-nummeret ”Champagne and reefer”. Samme blev leveret i en velturneret, tung, slæbende version med levende basspil, solidt trommespil og herlig ping-pong mellem Kent Thomsen og Henrik Hansen.

Repertoiret bestod denne eftermiddag primært dels af diverse engelsksprogede bluesnumre i hjemmestrikkede, veltwistede versioner, dels af Kent Thomsens kompositioner, der især blev afleveret med tekster på dansk. I det første af koncertens to sæt fik man således eksempelvis den akustiske ”Trawtorhus blues”.

Klassiker

Nummeret er faktisk identisk med ”Plovstæwn’ boogie” fra det uforlignelige album Så’n er dét med Kent Thomsen & de Dyre Drenge fra 2012. På dette album fremføres nummeret, med samme tekst, dog i elektrificeret udgave, så det var interessant at høre sangen i en succesrig u-elektrisk version, og det endda med fornemt, fremtrædende mandolinspil ved Morten Husted.

Tilmed blev nummeret spillet uden bas og med Kent Thomsen på akustisk guitar, og det var forfriskende at høre en ny og anderledes biform af originalen. En anden Kent Thomsen-komposition fra Så’n er dét – ”Karbonaden i mit liv” – fik det veloplagte publikum også serveret af et yderst veloplagt orkester, hvis leder præsenterede sangen således:

”Når man nu skal sige noget pænt om kvinder – og det skal man da hurtigst muligt – er det tit betegnelser som ”en smækker makrel” eller ”en dejlig steg,” der bliver brugt. Men nu er det sådan, at jeg er vild med karbonader, så her er ”Karbonaden i mit liv”. Konen skulle jo ha’ en sang.”

Nummeret blev leveret i en blødt vuggende udgave med effektfuldt kontrabasspil, fornemme mundharpetoner, fed vokal ved orkesterlederen og en fin lille guitarsolo ved samme herre. Et veritabelt scoop, der affødte begejstret applaus fra publikum.

Gospel

Med første sæts syvende og afsluttende nummer, den akustiske gospelhymne ”(You’ve got to) stand your test in judgement”, med marchtrommer, en fin mandolinsolo ved Morten Husted, inciterende mundharpespil ved Henrik Hansen og med Kent Thomsen på leadvokal og akustisk guitar blev der rundet af på bedste vis.

Nummeret var måske umiddelbart en smule bart uden bas, men Kent Thomsen leverede faktisk nogle virkningsfulde basgange på sin guitar, så det hele fungerede. Desuden var der jo masser af fine instrumental- og vokalindsatser til at bære nummeret til dørs, hvilket lykkedes orkesteret på bedste vis.

Koncertens andet sæt startede klokken 16.10 med ”When did you leave Heaven”, populariseret af Big Bill Broonzy. Her var Kent Thomsen fremme med fint fingerspil på halvakustisk guitar og en fin solo. Nummeret lød her næsten muntert og ledte op til en genpræsentation af ”mit orkester – The Delta Grinders” ved Kent Thomsen. Orkesterlederen var med rette tydeligvis stolt af sine musikere.

Derefter fulgte en Kent Thomsen-komposition, nemlig ”En ærlig svindler”, der blandt andet fik følgende ord med på vejen af Kent Thomsen selv: ”Nu ska’ vi ha’ en sang om mig sæl. Jeg kan lisså godt sige det med det samme. Det bliver ikke så kønt. Det skal vi jo – bekende – i disse tider.” Blind for tendenser i tiden og i samfundet kan man ikke kalde Kent Thomsen.

Fuldfed

Den underfundige ”En ærlig svindler” blev kørt i stilling som en tonstung blues med vægtige trommer, vild elguitar og mundharpe samt elbas. Sidstnævnte pumpede nummeret fremad i en sådan grad, at publikum spontant klappede i takt med de fremaddrivende bastoner. Hertil kom snerrende guitartoner og en ditto solo fra Kent Thomsens side.

Derefter fulgte en ligeledes tung, fuldfed udgave af Son House-nummeret ”Preachin’ blues” med fine indsatser fra alle fire musikere, hvor man blandt andet bed mærke i en fin slide-guitarsolo ved Kent Thomsen. ”Nu skal vi lidt ned i gear; det er jo søndag,” sagde Kent Thomsen som indledning til næste nummer.

Det var Sonny Boy Williamsons ”The skies is crying”, der var tale om, og nummeret blev afgivet i en gribende smuk udgave med fint, følt mundharpespil, indfølt vokalarbejde og en fornem kontrabassolo. Jo, man kom virkelig ”ned i gear.”

Så var det op i gear igen med næste nummer, nemlig ”Godt nyt i dag” fra albummet Dissing – bedre kendt som Nøgne øjne – fra 1969 med tekster af Laus Bengtson og musik af Povl Dissing, The Beefeaters og Benny Holst. ”Når vi spiller dén hér hjemme i Varde, er det lige før, de holder op med at rafle,” lød det indledningsvis fra Kent Thomsen.

Indtrængende

Derefter fik man så en behageligt tungt drejet ”Godt nyt i dag” med en Kent Thomsen-vokal, der var langt mere indtrængende, end hvad Povl Dissing præsterede i sin tid. Desuden var der en formfuldendt skramlet guitarsolo ved Kent Thomsen, en god mundharpesolo, fint elbas-arbejde ved Morten Husted og virkningsfuldt korarbejde ved Henrik Hansen og Morten Husted.

Kent Thomsens ”Skraldemand blues” fra Så’n er dét fulgte. Imidlertid fik man her nummeret i en helt anden version end originalen. Først hørtes Kent Thomsen på vokal og guitarsolo. Dernæst kom de andre tre musikere til, og så blev kompositionen til en vuggende blues med prægnant kontrabas, og stadig i et helt andet arrangement end på Så’n er dét.

Det var i det hele taget forfriskende med de mange finurlige drejninger, numrene på dagens repertoire indeholdt, og Kent T. & the Delta Grinders skal have ros for den nytænkning, de præsterede. Så var det tid til at takke publikum og Crossroads-folkene for deres respektive indsatser, og derefter fulgte sidste nummer.

Det blev ”Stop your messing” – ”en spjæt-mazurka, jeg skrev engang for 40 år siden,” lød det fra Kent Thomsen – og så fik den ellers på alle tangenter med yderst dynamisk kontrabasspil samt fine mundharpe- og guitarsoli og levende trommespil. Desuden demonstrerede Henrik Hansen og Kent Thomsen et fornemt musikalsk parløb.

Mere

Kent T. & the Delta Grinders takkede behørigt af, og det var tydeligt, at alle fire musikere var mindst lige så glade for denne eftermiddag som det begejstrede publikum, der hujede og klappede som vilde. Folk ville have mere, og det fik de så i form af et ekstranummer.

Samme var måske en kende uventet for mange, for nummeret ”Trust yourself”, der altså blev eftermiddagens allersidste, er såmænd skrevet af selveste Bob Dylan og var på ingen måde et decideret bluesnummer. Det tjener således til orkesterets ære, at ikke et eneste bandmedlem har næsen stukket ensporet i bluesfuren.

Derimod er de fire musikere med åbent sind, men selvsagt med en stor viden om – og kærlighed til – bluesmusikken, som de forvalter på fornem, yderst kompetent og vidende vis.

Nu blev det dog dylanske toner, der blev fortolket afslutningsvis i form af den slæbende, men insisterende ”Trust yourself” med fine indsatser fra hele musikerholdet. Klokken 17.00 var koncerten slut, og man stod tilbage med en reel fornemmelse af, at man havde overværet et brag af en debutkoncert.