Anmeldelse: The Kokomo Kings: A drive-by love affair (Rhythm Bomb Records RBR 6010)

Af Peter Widmer

The Kokomo Kings har deres egen stil og spiller et originalt musikmix, der blandt andet består af blues, sumpet pop, boogie og et skud hillbilly-musik. Desuden mangler deres musikalske udtryk heller ikke inspiration fra rock og rul-musikkens verden.

Kvartettens musikalske frembringelser har således bred appel. Orkesterets lyd er herligt skramlet og beskidt med et blik i bakspejlet og bliver leveret af særdeles kompetente, velsammenspillede musikere.

The Kokomo Kings består af tre svenskere, nemlig trommeslageren Daniel Winerö, der også trakterer maracas, sangeren og guitaristen Martin Abrahamsson og bassisten, guitaristen, sangskriveren og produceren Magnus Lanshammar, der også synger kor. Hertil kommer det danske element i form af guitaristen Ronni Auðar-Boysen.

The Kokomo Kings har scoret flere priser og har fået særdeles positiv omtale fra mange forskellige sider, siden de i 2013 udsendte deres første fuldlængdeudgivelse Artificial natural. Albummet holder i dén grad endnu. Det samme gælder også opfølgerne Too good to stay away from fra 2017 og Fighting fire with gasoline fra 2019 (læs anmeldelser her og her).

Nu er deres fjerde fuldlængdeudspil, A drive-by love affair, så på gaden, og atter en gang må man konstatere, at kvartetten holder niveauet fra deres hidtidige udgivelser og har lavet endnu en perle af et album.

Samme kommer i orkesterets sædvanlige, indbydende (fold-out) cover-indpakning med spøjse trykte tekster og understøttende illustrationer af Henrique San, der også bidrog til kvartettens 2019- og 2017-udgivelser.

Samtlige 12 numre på A drive-by love affair er skrevet af Magnus Lanshammar med undtagelse af den indledende skæring, ”The wonder man”, som er skrevet af hovedkomponisten og David Winerö. Sangen drives fremad af Magnus Lanshammars kontrabas og af David Winerös pulserende trommespil.

Desuden er der diskret glidende og snerrende guitartoner og Martin Abrahamssons – i øvrigt overalt – gode vokal at glæde sig over i dette inciterende indledningsnummer.

Samme glider ubesværet over i den huggende, Chuck Berry-agtige ”Buckle up”. Her er prominent guitarspil, godt korarbejde og en fed lille guitarsolo, der som resten af kompositionen må fremprovokere et smil hos enhver lytter.

I det hele taget har man det gevaldigt godt i selskab med dette album i cd-afspilleren, og det er meget svært at sidde stille, når The Kokomo Kings-musikken kører. Alle albummets numre er korte og koncise, og tempoet er generelt ret højt, men ikke to numre er ens. Og så er der tale om velfungerende kvartet-teamwork hele vejen igennem.

På ”She’s shaking up a storm” er der pumpende elbas og gnækkende guitartoner med rumklang på. Den ska-agtige ”A million stars” rummer en fin, økonomisk guitarsolo, og der er godt gang i slide-guitararbejdet på ”Gotta get it off the hook”. Det samme gælder ”A drive-by love affair”, og også her er der aner til 1950’ernes rock & roll. Slide-guitarspil præger også den fine, kompakte ”The smile of a shark”.

Der sluttes af med den atypiske, men velfungerende, country-lignende ”Drinking fire and eating the ash”. Man bliver glad i låget tone efter tone, hvor flere rå hjørner godt kunne lyde, som om de var rundet med inspiration fra en meget tidlig, snusket udgave af The Pretty Things tilsat et stænk ”bluesabilly.”

The Kokomo Kings forstår at variere deres udtryk fra album til album og inden for rammerne af hver enkelt fuldlængdeudgivelse, så lytteren aldrig oplever et kedeligt øjeblik. The Kokomo Kings har atter lavet et helstøbt, velproduceret album uden ét eneste ringe musikstykke.

A drive-by love affair udkommer i dag den 1. oktober 2021 på cd, på vinyl og på diverse streamingtjenester.