Boganmeldelse: Lea Thorlann: Katten Snooze synger kattejammer blues – og historien om Karl Åge (Lea Thorlann)

Af Jakob Wandam

Historien om Karl Åge er den anden fortælling i Lea Thorlanns serie af e-bøger om katten Snooze, der synger bluessange om (katte)livets store og især små genvordigheder.

Katten Snooze synger kattejammer blues – og historien om Karl Åge indeholder – lige som forgængeren Katten Snooze synger kattejammer blues – og historien om onkel Henning (læs anmeldelse her) – dels en historie rettet mod de 5-9-årige, dels Lea Thorlanns indspilninger af de ni korte bluessange, der indgår i fortællingen.

I bogens fortælling flytter Snooze og hans menneskefamilie i et år til Sønderjylland – mor Sysser er under uddannelse som læge og skal i turnus – og det resulterer blandt andet i et møde med egnsskikke som ringridning og sønderjysk kaffebord. Først og fremmest møder familien dog den hjemløse Karl Åge, hvis tillid Snooze på bedste kattevis vinder som den første.

Som i den første bog udviser Lea Thorlann en evne til at beskrive skæve eksistenser og skrive med forståelighed og charmerende lune om et lidt tungt emne, uden at det bliver nedladende over for hverken læseren eller persongalleriet. Historien får en romantiserende krølle til allersidst, som den godt kunne have været foruden, men ellers skal Lea Thorlann roses for at skildre mennesker, der opfører sig menneskeligt, og katte, der nok har mennesketræk, men som også opfører sig ret katteagtigt.

På sangene er Lea Thorlann ledsaget af Jakob Frandsen og Paul Banks på guitar, og disse små musikalske indslag tjener først og fremmest til at understøtte historien og fremkalde smil. Det er glimrende lavet; Lea Thorlann er en karakterfuld sangerinde med glimt i øjet, og det akustiske akkompagnement er blidt og uden dikkedarer.

Formatet med tekst plus korte, afdæmpede sange gør Katten Snooze synger kattejammer blues – og historien om Karl Åge velegnet til højtlæsning for de små. Denne anmelder har i øvrigt med succes testet bogen som godnatlæsning også for et lidt større barn – også her bredte hyggen sig.

Forhåbentlig kommer der også en treer i serien; det er i hvert fald vores opfordring fra store og små. Dén må så godt lige få en ekstra omgang i korrekturen, for der er altså nogle forstyrrende småfejl og en del problemer med sær- og sammenskrivninger, ikke mindst i sangtitlerne (”Bade blues”, ”Snorke blues” ”Larme blues” etc.).

Katten Snooze synger kattejammer blues – og historien om Karl Åge udkom den 17. december 2021. Den kan købes og downloades her.