Forårets blues i Vejle

Kent Thomsen
Foto: Frank Nielsen

Tekst: Jakob Wandam

Et nyt år er begyndt, og i landets bluesforeninger betyder det, at man tager hul på forårets koncertprogram. Hos Bluesforeningen Crossroads i Vejle har man leveret blues til vejlenserne (og os andre) siden 1999, og i foråret 2024 betyder det musik fra Danmark, Sverige og Ungarn.

Crossroads’ koncerter finder sted i Bygningen, der ligger på adressen Ved Anlæget 14 B i Vejle. Billetter til arrangementerne kan købes i forsalg via Bluesbilletten her. Er man medlem af Bluesforeningen Crossroads, er der penge at spare; læs mere på foreningens hjemmeside her.

Original og humoristisk

Kent T. & the Delta Grinders
Foto: Frank Nielsen

Sæsonen begynder fredag den 19. januar klokken 20, hvor det er Kent T. & the Delta Grinders, der er på plakaten. Orkestret debuterede i 2020, men frontmanden Kent Thomsen har spillet blues i forskellige sammenhænge siden 1968. Efter jobs som sideman for blandt andre Allan Olsen og Peter Belli udgav Kent Thomsen sit første album som bandleder i 2012, Så’n er dét. Albummet afslørede en original og humoristisk sangskriver, men også en formidabel bluessanger og -guitarist med et intenst, ind-til-benet musikalsk udtryk.

Henrik Hansen og Kent Thomsen
Foto: Frank Nielsen

I Kent T. & the Delta Grinders suppleres Kent Thomsen (guitar og vokal) af en række musikere fra cremen af dansk blues og musik i det hele taget: Multiinstrumentalisten Morten Husted (bas, mandolin m.m.) kendes bedst fra Helge Engelbrechts band, men har spillet med gud og hver mand, Henrik Hansen (mundharpe og vokal) er med i Trouble Cats og har tidligere været medlem af Mojo Hands og Thomsen-Nello-Hansen, og Claus Daugaard (trommer) slår også sine folder i Ole Frimer Band og Shades of Blue.

Olav Poulsen
Foto: Emil Andresen

Endelig har Kent T. & the Delta Grinders som ny fast mand fået slide-guitaristen Olav Poulsen. Denne har tidligere gjort sig som medlem af Blues and Beyond, trioen Loveless-Poulsen-Snider og Blues Jamboree, lige som han har indspillet med blandt andre Henrik Barner, H.P. Lange, Terji Krossteig og Chris Andersen. I 2003 udgav han duo-albummet Ryes Passage med Michael Staun.

Bluestrubadurer

Tim Lothar
Foto: Frank Nielsen

Bag koncertkonceptet Traveling Blues Nights står de to danske guitarister og bluestrubadurer Tim Lothar og Jesper Theis samt det ungarske orkester The Mojo. Tim Lothar var oprindeligt trommeslager og spillede med bands som King Biscuit and the Crackers, Lightnin’ Moe and his Peace Disturbers og Peter Nande Band. Lothar lærte sig selv at spille guitar og debuterede i 2006 med Cut to the bone, der viste ham som en glimrende fortolker af den akustiske country blues. Og ikke mindst har Tim Lothar med den efterfølgende række af albumudgivelser markeret sig som en af dansk blues’ allerbedste sangskrivere.

Tamás Szabó og Tim Lothar
Foto: Frank Nielsen

Tim Lothar turnerer flittigt i Europa, og på en af sine rejser stødte han på det ungarske bluesband Mojo Workings, som siden forkortede sit navn til blot The Mojo. De indledte et samarbejde, der har resulteret i to album og flere koncertrækker, hvor man har kunnet høre den flotte kombination af Tim Lothars melodiske country blues og The Mojos eklektiske bluesform, der favner alt fra amerikansk jug band- til Balkanmusik. The Mojo består af Tamás Szabó (mundharpe og vokal), Imre Olivér Honfi (guitar), János Mazura (tuba), János Horváth (guitar og vokal) og István Mezofi (trommer).

The Mojo, Tim Lothar, Jesper Theis
Foto: Frank Nielsen

Også Jesper Theis har taget sin bluesmusik ud i verden fra Nordjylland til Barcelona, hvor han nu residerer. Jesper Theis har et væld af amerikanske bluesnumre siddende på rygraden, men han skriver også sine egne sange, som han indtil videre har indspillet på to album. I 2021 lancerede han sit Delta Roots Band, der blandt andre talte netop Tim Lothar. Søndag den 11. februar klokken 15 kan man altså høre Jesper Theis, Tim Lothar og The Mojo i forskellige kombinationer i Bygningen under overskriften Traveling Blues Nights.

Heftig og publikumsvenlig

Svenske Bluebirds underholder lørdag den 2. marts klokken 20. Der er tale om et særdeles erfarent band, som debuterede helt tilbage i 1990. De opstod på ruinerne af det hedengangne R&B-orkester Saigon Blues og brød igennem med 1997-abummet Walkin’ on thrills, indspillet i København.

Bluebirds

I alt har Bluebirds udgivet syv album. Stilen er hovedsageligt en heftig og publikumsvenlig blanding af jump blues, rhythm & blues og rock & roll med inspiration fra navne som The Fabulous Thunderbirds og strejf af Fleetwood Mac.

Bluebirds har tidligere spillet i Danmark, men orkestret, der stammer fra universitetsbyen Skövde, har også turneret så langt væk som Californien og Australien. De er i dag en kvartet, hvor Patric Carlsson (guitar og vokal), Magnus Johnsson (bas) og Peter Hamberg (trommer) har været med fra begyndelsen. Fjerdemanden er Johan Johansson på klaver og orgel.

Veteraner

Hans Knudsen og Ronni Boysen
Foto: Peter Widmer

Et par veteraner fra den danske scene står klar hos Crossroads søndag den 24. marts klokken 15. Hans Knudsen & Ronni Boysen har begge været kåret som Årets Danske Bluesnavn (i henholdsvis 2014 og 2013), og hver især har de gennem mange år sat deres præg på dansk blues, såvel som de har figureret i internationale sammenhænge. Ved søndagens matinékoncert vil der kunne høres Chicago blues, West Coast blues, New Orleans rhythm & blues og boogie-woogie med mere, for de to herrer orienterer sig bredt i musikken.

Hans Knudsen og Ronni Boysen
Foto: Jakob Wandam

Hans Knudsen spillede oprindelig banjo og guitar i traditionelle jazz- og rhythm & blues-orkestre som Søren Houlinds Copenhagen Ragtime Band og Søren Sørensens Swing Cats. Her kom Hans Knudsen i 1970’erne også til at spille bag amerikanske navnkundigheder som Polo Barnes og Roy Brown. I 1980’erne skiftede Hans Knudsen instrument til klaver og var årtiet igennem pianist i New Orleans-sangerinden Lilian Bouttés band. Han dannede sit eget Hans Knudsen Jump Band i 1990, som han stadig fungerer som leder af, men Hans Knudsen kan også i dag ses i mange forskellige sammenhænge på især de københavnske blues- og jazzscener.

Ronni Boysen
Foto: Sven Levandowsky

Duoen med guitaristen Ronni Boysen er et af de tilbagevendende projekter. Ronni Boysen dukkede op i det aarhusianske bluesmiljø i 1990’erne og spillede med bands som King Biscuit and the Crackers og Lightnin’ Moe and his Peace Disturbers. Senere trådte han ind i Peter Nandes band og var med i USA, da Nande indspillede med folk som James Harman, Nathan James og Junior Watson. Ronni Boysen blev fast mand i Mud Morganfields tourband og medlem af svenske The Kokomo Kings, men i dag har han trukket sig fra det internationale turnéliv og spiller udelukkende i hjemlige sammenhænge, for eksempel i Nello & the Helping Hand Blues Band, Las Palmeras og altså makkerskabet med Hans Knudsen.

Hyldestkoncert

Peter Thorup
Foto: Heinrich Klaffs

Inden for dansk blueshistorie er der få, om nogen, der kommer op på siden af Peter Thorup. Thorup var en af hovedkræfterne i den oprindelige version af bluesrock-bandet Beefeaters, der både lavede banebrydende plader i eget navn og sammen med Povl Dissing. Efterfølgende tilbragte Peter Thorup en årrække i udlandet som sparringspartner for den engelske bluespionér Alexis Korner. Da Thorup vendte hjem, genoptog han samarbejdet med Povl Dissing og arbejdede også med blandt andre Sebastian og Anne Grete.

Ole Frimer
Foto: Frank Nielsen

Peter Thorup døde i 2007, men inden da havde han spillet en del sammen med vennen Ole Frimer i ”Den Sprøde Duo”. I 2018 spillede Ole Frimer så den første Peter Thorup-hyldestkoncert sammen med The Blues Overdrive i regi af foreningen Blues Egtved, og siden er succesen blevet gentaget flere gange. Oftest har det netop været i Egtved, men lørdag den 13. april klokken 20 spiller Ole Frimer & The Blues Overdrive deres Peter Thorup Tribute i Bygningen i Vejle.

The Blues Overdrive
Foto: Sven Levandowsky

Københavnske The Blues Overdrive har aldrig lagt skjul på deres beundring for Peter Thorup, som de også har hyldet på plade med nummeret ”Mr. 16 Tons (Blues for Thorup)”. Bandet, der pladedebuterede i 2012, består i dag af Martin Olsen (guitar og vokal), Andreas Andersen (guitar), Thor O. Boding (bas) og Louisian Boltner (trommer). De har været en veritabel dansk eksportsucces med internationale priser og masser af spillejobs i udlandet, som elsker deres boogie-orienterede blues. Udlandet har også ofte bud efter Ole Frimer, der siden 1990’erne har været anerkendt som en af Danmarks bedste bluesguitarister i front for Frimer Band, Blue Junction og gennem de seneste år Ole Frimer Band.

Duellerende guitarer

Knud Møller
Foto: Frank Nielsen

Sandelig om ikke Ole Frimer vender tilbage til Vejle og Crossroads lørdag den 31. august klokken 20. Her er der koncert med Ole Frimer Trio med Knud Møller. Ole Frimer Trio er en nedbarberet udgave af Ole Frimer Band med Ole Frimer (guitar og vokal), Jesper Bylling (bas) og Claus Daugaard (trommer). De suppleres så med stjerneguitaristen Knud Møller, der sidste efterår sprang til ved en række koncerter i Per Chr. Frosts sted, efter at Frost pludselig døde i marts.

Knud Møller har i mange år spillet blues og beslægtede genrer sammen med Hans Theessink i deres uhyre populære duo. Han tiltrak sig oprindelig en del opmærksomhed og stor anerkendelse som mangeårig guitarist i Johnny Madsens band, men har også fungeret som sideman for blandt andre Ester Brohus og Poul Krebs. Desuden spiller han sammen med blandt andre Krølle Erik og Don Powell i Don & the Dreamers.

Ole Frimer
Foto: Frank Nielsen

Ole Frimer er et produkt af Aarhus’ frodige bluesscene i 1980’erne og 90’erne. Hans Frimer Band pladedebuterede i 1990, og siden var han som nævnt med til at danne Blue Junction sammen med blandt andre Uffe Steen. I slutningen af Blue Junctions levetid begyndte Ole Frimer at skrive dansksprogede tekster, og det er han fortsat med på et par meget roste album med Ole Frimer Band. Live veksler han gerne mellem de nyere, danske sange og det engelsksprogede repertoire, som også inkluderer udvalgte covers, og det bliver der nok også tale om, når han og Knud Møller lader de duellerende guitarer gnistre.