Hjælp Twang ud på vinyl

Twang
Foto: Frank Nielsen

Tekst: Jakob Wandam

Det danske string band Twang har været i studiet og indspillet sit andet studiealbum, som vil blive udgivet under titlen Propaganda. Twang vil gerne have albummet ud på vinyl, og som alle musikere ved, er produktionsomkostningerne ved et sådant fysisk produkt betragtelige.

Derfor har Twang igangsat en crowdfunding-kampagne via portalen Indiegogo. Her kan man forudbestille et signeret eksemplar af lp’en eller blot støtte projektet med et mindre beløb. Alt efter størrelsen af beløbet er der mulighed for at modtage Twangs merchandise, en kuglepen og en bærepose med bandets logo. Håbet er at kunne afsende vinylplader og merchandise i juni 2024.

Peter Banks
Foto: Frank Nielsen

Twang er en trio, der består af Spencer Gross, Thyge Søndertoft van Dassen og Peter Banks. De synger trepartsharmonier og spiller et væld af strengeinstrumenter, inklusive violin, guitar, kontrabas og mandolin. Udtrykket er baseret på amerikansk folkemusiktradition og inkorporerer blues, bluegrass og oldtime med mere.

Kræset

Bandet laver arrangementer af traditionelle melodier, men skriver også egne numre, og Twang lover, at de har ”kræset om alt fra sangskrivningen til artwork” på Propaganda. Selve udsmykningen af albummet er lagt i hænderne på den københavnske kunstner Patrick Steptoe, mens musikken er mikset og mastereret af Lars Krarup.

Twang
Foto: Frank Nielsen

Twang albumdebuterede i 2017 med cd’en Bibzy beddle. I 2019 kom streamingudgivelsen Live tapes, volume 1, som var en koncertoptagelse fra Bartof Station på Frederiksberg (læs anmeldelse her). Og i 2020 slog de pjalterne sammen med den svenske blues- og folkemusiker Svante Sjöblom på det enkelt betitlede album Svante Sjöblom & Twang (læs anmeldelse her).

I 2018 blev Twang nomineret til en pris ved Danish Music Awards Blues, og tidligere i år optrådte trioen i forbindelse med DMA Blues-prisoverrækkelsen i Ridehuset i Randers (læs her).

Klik her for at se, hvordan du kan støtte vinyludgivelsen af Propaganda og forudbestille albummet.