Koncertanmeldelse: Hans Knudsen & Christian Bundgaard, Seniorhus Odense

Tekst: Jakob Wandam
Foto: Peter Widmer (hvor ikke andet er nævnt)

Det var ren forkælelse: Koncerten i Seniorhus Odense var blot annonceret som ”Two Generations” – Hans Knudsen & Christian Bundgaard med band. Bandet viste sig at være en stjernespækket affære, hvor ikke blot superguitaristen Ronni Boysen (Trainman Blues, The Kokomo Kings m.fl.) medvirkede, men også tre femtedele af Jazz Five – Stefan Andersen på trommer, Jonas Starcke på bas og kor samt Johan Bylling Lang på tenor-, alt- og barytonsaxofon.

Med Christian Bundgaard og Hans Knudsen på hver sit klaver samt vokal var det således lidt af en supergruppe, der stod på scenen søndag eftermiddag den 1. oktober i regi af Jazzens Venner Fyn.

Aldersmodne

Koncerterne i Seniorhus Odense er, som stedets navn antyder, primært rettet mod den aldersmodne målgruppe, men alle er velkomne.

Og med de erfaringer, Bluesnews.dk har gjort sig med stedet (læs også her), tør vi godt garantere god stemning og danselystent publikum.

Koncerten med Hans Knudsen og Christian Bundgaard var ingen undtagelse. Selv om første sæt var plaget af lydproblemer – fra publikumssiden var f.eks. Jonas Starckes vokal slet ikke hørbar – fik orkestret hurtigt skabt god stemning og et swingende groove.

Louis Jordans ”Let the good times roll” åbnede ballet, og med bluesstandarden ”Ain’t nobody’s business” kom de første dansende par på gulvet.

Hans Knudsen og Christian Bundgaard delte leadvokalerne imellem sig, og på førstnævnte sang indgik de ydermere i indbydes call-and-response.

Gribende

Ronni Boysens guitar lå generelt lidt for lavt i mikset, men lyttede man efter, kunne man høre mange elegante soloer fra hans side.

Ronni Boysen mestrer om nogen kunsten at få det vanskelige til at se let ud, og de gribende blues-jazz-soloer flød fra hans strenge i en lind strøm.

Dagens repertoire bestod af traditionel blues, jump blues, boogie-woogie og New Orleans-rhythm & blues med mere. ”Hello Josephine” af Fats Domino var et eksempel på sidstnævnte stilart, sunget i fællesskab af Knudsen og Bundgaard.

Christian Bundgaards vokal stod usædvanlig stærkt denne dag, og på dette nummer pressede han den ud i nogle veloplagte og velfungerende rhythm & blues-knæk.

Bundgaard spillede endvidere med rigtig god bluesfornemmelse, og det samme gjorde Johan Bylling Lang, som blandt andet brillerede med skønt bluesspil på et medley af ”Goin’ down slow” (St. Louis Jimmy) og ”How long, how long blues” (Leroy Carr).

Her bemærkede man også Stefan Andersens fine touch på trommerne, og Hans Knudsen gav en af sine bedste vokalpræstationer på Leroy Carr-nummeret.

Funky indslag

Allen Toussaints ”Get out of my life, woman” var eftermiddagens mest funky indslag, men nok også det nummer, der vækkede mindst genklang hos publikum, som sivede fra dansegulvet. Der blev ikke spillet meget mere funk derefter.

De lydtekniske besværligheder var da også efterhånden blevet så omfangsrige, at bandet tog en præmatur pause. Det var ærgerligt, for musikerne var egentlig ved både at finde en rigtig god indbyrdes rapport og skabe god publikumskontakt.

Pausen sendte Christian Bundgaard og Johan Bylling Lang på overarbejde med teknikken, men efter cirka 25 minutter kunne der atter spilles musik fra scenen.

Hans Knudsen og Ronni Boysen lagde ud med et par duo-numre, som de også gerne har på sætlisten, når de spiller koncerter i dét format (læs for eksempel her): Buddy Boldens ragtime-blues ”Make me a pallet on the floor” – en Hans Knudsen-favorit – og Ramsay Lewis’ instrumentale ”Blues for the night owl” i et arrangement af Ronni Boysen.

Vokal storform

Så kunne resten af bandet komme på banen igen, og heldigvis var de ikke længe om igen at finde fælles fodslag både med hinanden og med publikum. Jump bluesen ”So long” (alias Lowell Fulsons ”Reconsider baby”) sendte atter folk på dansegulvet, og Johan Bylling Lang kvitterede med en saxofonsolo, der gav mindelser om David ”Fathead” Newman.

Christian Bundgaard var stadig i vokal storform både på denne og den efterfølgende ”St. James Infirmary” med skønne soloer af Hans Knudsen og Ronni Boysen, veltilrettelagt trommespil af Stefan Andersen og lækkert outro-spil ved Johan Bylling Lang.

Hermed var scenen atter sat for en rundtur i New Orleans, der fortsatte med Professor Longhairs signaturmelodi ”Mardi Gras in New Orleans”. Jonas Starcke og Hans Knudsen sang kor bag Christian Bundgaard, inden Knudsen og Bundgaard kastede sig ud i en heftig klaver-duel.

Ballade

Så kunne Bundgaard og Boysen til gengæld sidde over på den efterfølgende ballade ”Do you know what it means to miss New Orleans?”, fremført af Hans Knudsen med let og elegant akkompagnement fra Jonas Starcke og Stefan Andersen.

Christian Bundgaard-favoritten ”Marie Laveau” af Oscar “Papa” Celestin sluttede andet sæt af, men frikvarteret blev kort – efter blot femten minutter var Hans Knudsen, Christian Bundgaard og Stefan Andersen klar til at åbne tredje sæt i trio-format.

Med to pianister i bandet skulle der naturligvis spilles boogie-woogie, og dét blev der med ”Swanee River boogie”, Albert Ammons’ arrangement af Stephen Fosters “Old folks at home”.

Det gik så godt, at de valgte at snuppe en boogie-woogie mere, nemlig en hæsblæsende og meget veloplagt version af Ray Charles-hittet ”Mess around” (der bygger på “Cow Cow blues” og “Pine Top’s boogie woogie” af henholdsvis Cow Cow Davenport og Pine Top Smith).

Megahit

Resten af ensemblet sluttede sig til på en jumpy udgave Little Walters blues-megahit ”My babe” med Jonas Starcke – som i øvrigt er en glimrende sanger – på kor og Johan Bylling Lang på barytonsaxofon.

Bylling Lang skiftede til tenorsax på Guitar Slims ”The things that I used to do”, sunget af Hans Knudsen, inden publikum blev engageret til en omgang call-and-response på Gary ”U.S.” Bonds’ ”New Orleans”, som også bød på en fed Hans Knudsen-solo.

Når vi nu var i New Orleans, fandt Christian Bundgaard det passende med endnu et – ikke planlagt – Professor Longhair-nummer, nemlig dennes store hit ”Tipitina”. Den blevet sunget som en Bundgaard/Knudsen-duet med Johan Bylling Lang på altsaxofon.

Bevingede ord

Efter at formanden for Jazzens Venner Fyn, Knud Theil Nielsen, havde sagt et par bevingede ord, var orkestret klar til at runde af med Dr. Johns ballade ”Such a night” til en drævende tog-rytme og en dejlig solo af Johan Bylling Lang.

Som ekstranummer kom proto-rock-klassikeren ”Good rockin’ tonight”, oprindeligt med og af Roy Brown – som Hans Knudsen stolt proklamerede, at han engang havde spillet med. Ronni Boysen leverede en fin rhythm & blues-solo, inden Hans Knudsen og Christian Bundgaard sluttede med at spille firhændigt, først på Hans Knudsens og derefter på Christian Bundgaards klaver.

Two generations var overskriften på dagens koncert (og titlen på Hans Knudsen & Christian Bundgaards fælles cd – læs anmeldelse her), og med 44 år imellem sig repræsenterer Bundgaard og Knudsen da også netop to forskellige generationer.

Den 45-årige Ronni Boysen kan sågar siges at tilføje en tredje generation imellem dem, men søndagens koncert i Seniorhus Odense illustrerede, hvordan de alle kan mødes omkring et fælles udgangspunkt i – og en fælles begejstring for – blues-, jazz- og rhythm & blues-musikken fra første halvdel af det 20. århundrede.

Hverken tekniske forhindringer eller tidens ubønhørlige gang kan tage livet af dén musik, og det blev til fulde demonstreret af både de livlige musikere på scenen og de ihærdige seniorer på dansegulvet.