Koncertanmeldelse: Robert Cray, Amager Bio, København

Tekst: Jakob Wandam
Foto: Sven Levandowsky

Som et af de helt store navne på Copenhagen Jazz Festival kunne Amager Bio fredag den 1. juli invitere til koncert med den amerikanske sanger og guitarist Robert Cray. Den invitation havde Bluesnews.dk taget imod, og vi stillede efter aftale med spillestedet med både anmelder og fotograf.

Derfor var det noget overraskende og ærligt talt skandaløst, da Bluesnews.dk’s fotograf få minutter inde i Robert Crays sæt fik nedlagt forbud mod at passe sit arbejde og måtte lide den tort at blive eskorteret til udgangen af en af stedets vagter. Efter en beklagelse af fejlen fra personalet vendte han tilbage til sin plads, men blev nu overfaldet af en ny såkaldt sikkerhedsvagt.

Supportnavn

Rent musikalsk var det heldigvis et noget mere positivt billede, der tegnede sig. Opgaven med at varme publikum op inden Robert Crays entré var tilfaldet Mike Andersen Duo, og det var en rolle, som Mike Andersen efterhånden er godt bekendt med. Han er blevet ikke bare Amager Bios, men hele blues-Danmarks go-to-guy, når der skal findes supportnavn til store internationale bluesmusikere. Mike Andersen har således varmet op for blandt andre John Mayall, B.B. King og Keb’ Mo’.

Det er der heller ikke noget at sige til, for Mike Andersen hører bestemt til i den danske blues-superliga. Hans flotte soulstemme og stærke sangskrivning, der ikke begrænser sig til blues-idiomet, har givet ham et publikum, som – i lighed med Robert Crays – rækker langt ud over de snævre blueskredse. Samtidig er han en fremragende guitarist, hvis B.B. King-inspirerede tonesprog tiltaler mange blueselskere.

Mike Andersen stillede med sin mangeårige sparringspartner Jens Kristian Dam på trommer og percussion, keyboard og kor. På en lille halv time kom de igennem et særdeles sympatisk minisæt på ni numre, hvor det ikke desto mindre lykkedes at udstille Mike Andersens alsidighed som sangskriver og musiker.

Blæksprutteagtig

Andersen lagde ud på akustisk guitar med det let ragtime-påvirkede titelnummer fra hans 2019-album One million miles (læs anmeldelse her) og ”Boyhood friends” fra 2016-udgivelsen Devil is back (læs anmeldelse her). Jens Kristian Dam akkompagnerede på først klaver, siden tromme, og i det hele taget var Dam i høj grad medansvarlig for musikkens karakter med en energisk optræden og blæksprutteagtig betjening af diverse slagtøj med hænder, tænder og fødder.

På ”City of sin” kunne man således opleve Jens Kristian Dam på shaker og vaskebræt, og han sang markant harmonivokal på den iørefaldende ballade ”Raindrop in a drought”.

Mike Andersen selv skiftede mellem akustisk og elektrisk guitar, og det vakte stor begejstring, når han lod sine smagfulde elguitarudladninger gennemtrænge numre som den groovy ”Because of you” med en sublim tone, der kunne lyde som en kombination af B.B., Freddie og Albert King.

I det hele taget havde Mike Andersen Duo rigtig god kontakt til publikum, som sang med, når de skulle, og tydeligt værdsatte Andersens sange, hvad enten det var singer/songwriter-stil, bidende soul blues, sumpet boogie som den fede ”Slamming the door” eller festlige New Orleans-rytmer som på den afsluttende ”Raise your hand”. Mike Andersen Duo løste sin opgave på forbilledlig vis.

Soul

Lige som Mike Andersen er Robert Cray en kunstner, som ikke er helt enkel at kategorisere. Han klassificeres sædvanligvis som bluesmusiker, hvilket han da bestemt også er, men siden karrierens begyndelse har han dyrket en stil, der i mindst lige så høj grad kan betegnes som soul.

Det er naturligvis en rent akademisk øvelse, for det væsentlige er, at Robert Cray er en formidabel sanger og guitarist med en personlig og genkendelig lyd. Og også han havde godt fat i publikum i Amager Bio fra koncertens begyndelse.

Det tjener ellers ikke altid til Robert Crays fordel, at han er den elegantier, han er. Hans southern soul er stilren og koncis; sangene bliver leveret med usvigelig sikkerhed og bliver sjældent brugt til langstrakte jams, og både Robert Crays sangstemme og guitarens ditto er ren og klar.

Men så kontrolleret det end kunne virke, sikrede Robert Crays afslappede nærvær, at man aldrig fik følelsen af at overvære en stiløvelse. Både han og bandet – Richard Cousins på bas, Les Falconer på trommer og Dover Weinberg på orgel – virkede veloplagte og nød at spille for publikum.

Med stil

Man kan således sige, at det rykkede, men med stil, da Robert Cray lagde ud med ”Anything you want” fra 2020-albummet That’s what I heard. Også fra dette seneste album kom den listigt luntende ”You can’t make me change” med en cool Hammondorgel-solo af Dover Weinberg og de første rigtige smagsprøver på Crays præcisionskirurgiske guitarindgreb.

Det syntes dog åbenbart, at Robert Cray ikke var til sinds at bruge hele arsenalet fra begyndelsen. Memphis soul-nummeret ”Fix this” simrede over Dover Weinbergs orgelbund, og balladen “Bouncin’ back” var silkeblød og lækker, men først på slow bluesen ”I’m done cryin’” fik man igen et egentligt soloforløb fra Crays side. Han var stadig tilbageholdende, men han stilige småspil med den karakteristiske spinkle tone vækkede jubel, og Robert Cray kvitterede med en fuldfed bluessolo på den efterfølgende ”(Won’t be) comin’ home”.

Stemningen steg kontinuerligt, og Robert Cray gav mere og mere los. Les Falconers dunkende trommebeat indledte den sumpede ”You had my heart”, og Crays tremolo-spil bidrog til den Louisiana-agtige stemning. Med hittet ”Phone booth” kom koncerten virkelig op i gear med flere energiske guitarsoloer, og det udløste naturligvis jubel, da sanglinjen ”I’m new in Chicago” blev til ”I’m here in Copenhagen”.

Publikumstræfferne

Nu havde Robert Cray virkelig sunget sig varm, og det funky uptempo-nummer ”Hot” blev en heftig performance, hvor Cray brød ud i falset til Dover Weinbergs staccato-klavertoner. Publikumstræfferne kom nu slag i slag; ”Bad influence” blev efterfulgt af en funky ”You move me”, hvor det var svært at stå stille til Dover Weinbergs fede Hammondorgel-solo.

Så satte Robert Cray i med aftenens mest rendyrkede bluesnummer, Mississippi Sheiks’ ”Sitting on top of the world”. Den blev spillet som en intens slow blues med en fornem elklaver-solo ved Dover Weinberg og en underspillet guitar-ditto af Cray, inden publikum fulgte hans opfordring til synge med. ”You sound great!” vurderede kapelmesteren, og der var da også virkelig god stemning i salen.

Straks var der mere funky soul med ”I guess I showed her”, denne gang med fed Hammond og en bidsk guitarsolo, og den bidende guitar blev fastholdt i det regulære sæts sidste nummer, ”You must believe in yourself”.

Robert Cray var ikke karrig med ekstranumrene; hele tre styk fik vi. Den boblende, bas-tunge ”Chicken in the kitchen” dannede udgangspunkt for Robert Crays mest løsslupne guitararbejde denne aften og var i det hele taget et virkelig fedt nummer. ”I shiver” bød på en udstrakt orgelsolo, og den stemningsfulde slow blues ”Time makes two”, med dundrende kølleslag af Les Falconer og skøn string-bending af Robert Cray, fik lov til at afslutte aftenen.

Sikkerhedsforholdene

Lydforholdene i Amager Bio var forbilledlige, og hvert et ord, som Robert Cray ytrede, stod skarpt. Stemningen var i top, og der var let adgang til barområderne. Derfor var det ekstra ærgerligt at opleve, at sikkerhedsforholdene var dybt kritisable. Det såkaldte sikkerhedspersonale var simpelthen til fare for pressens sikkerhed.

Om Amager Bio havde været dårlige til at kommunikere til personalet, hvem der havde tilladelse til at fotografere, eller om der var vagter, der besluttede at handle autonomt, er sådan set mindre væsentligt. Voldelige overgreb mod fredelige fotografer er helt uacceptabelt. Forhåbentlig får Amager Bio ved fremtidige koncerter bedre styr på, hvem de overdrager sikkerhedsforholdene til.