Koncertanmeldelse: Vestbo Trio feat. Bjørn Fjæstad, Dexter, Odense

Vestbo Trio feat. Bjørn Fjæstad

Tekst og foto: Peter Widmer

Det veletablerede instrumentalensemble Vestbo Trio har en pæn produktion af spændende og innovative fuldlængdeudgivelser bag sig. Hertil kommer udgivelser i andre formater, og faktisk er det ligegyldigt, hvilken del af trioens produktion man dykker ned i, for alt er gangbart og værd at lytte til.

Dette gælder både Vestbo Trios egenproduktion og deres veldokumenterede samarbejde med Uffe Steen Trio, der kan høres på fællesalbummet Doppler effect, og som man har kunnet opleve i koncertsammenhæng flere gange (læs album-anmeldelse her). Vestbo Trio brød for alvor igennem lydmuren med albummet Gentlemen … i 2019 (læs anmeldelse her).

Bjørn Fjæstad

Imidlertid knytter der sig aktuelt særlig interesse til Vestbo Trios seneste album, der har titlen Reflector (læs anmeldelse her). På denne udgivelse medvirker nemlig for første gang overhovedet nemlig en vokalist i skikkelse af Baal-med-mere-sangeren Bjørn Fjæstad.

For tiden er Vestbo Trio på turné med Bjørn Fjæstad, og både på album og på diverse scener har det vist sig, at Vestbo Trio, der består af Michael Vestbo på guitarer, Eddi Jarl på trommer og percussion samt Jesper Smalbro på kontra- og el-bas, går virkelig godt i spand med Bjørn Fjæstads vokalpræstationer.

Personlig

Holder man af personlig instrumentalmusik, som den bliver serveret af Vestbo Trio, og rynker man måske på næsen over Vestbo Trios stedvise tilføjelse af en sanger i form af Bjørn Fjæstad, får man nok vendt minus til plus, når man stifter bekendtskab med Vestbo Trio og Bjørn Fjæstad, for de to passer fortrinligt sammen.

Michael Vestbo

Dét kunne man overbevise sig om på Dexter i Odense klokken 20-22 onsdag den 3. november 2021, hvor Vestbo Trio feat. Bjørn Fjæstad var på plakaten. Der blev spillet to sæt á cirka 45 minutter, og denne koncert var en sand fornøjelse at overvære fra start til slut.

Tilmed var der adskillige mennesker, der var af samme opfattelse, for der var masser af applaus koncerten igennem fra de 79 publikummer, der havde fundet vej til Dexter. Publikumsantallet var forbavsende, men glædeligt stort. Om det var Bjørn Fjæstad eller Vestbo Trio eller Vestbo Trio feat. Bjørn Fjæstad, der trak, er svært at sige.

Faktum er dog, at lige meget hvad tiltrækningskraften så end var, havde man en win-win-situation for de involverede musikere. Alle på scenen hele koncerten igennem var i strålende humør, og Vestbo Trio brillerede på alle tænkelige planer både med og uden Bjørn Fjæstad, der i øvrigt gjorde en fremragende figur.

I top

Michael Vestbo

I sagens natur var der masser af instrumentalmusik på programmet denne aften, og Vestbo Trio lagde ud med nummeret ”Jaffe” fra Reflector. Her hørte man Michael Vestbo på akustisk guitar og Jesper Smalbro på kontrabas, og Eddi Jarl havde godt gang i sine piskeris. Publikum klappede kraftigt, så fra første færd var stemningen i top.

Og det holdt, for der var masser af positiv ping-pong mellem publikum og musikere koncerten igennem. Endnu et nummer fra Vestbo Trios seneste album fulgte i form af den stille komposition ”Do it for the fun”. Her anvendte Eddi Jarl køller med god effekt, og Michael Vestbo var igen fremme med akustisk guitar.

Vestbo Trio feat. Bjørn Fjæstad

”Color burn” – ligeledes fra Reflector – fulgte med fin vekslen mellem det blide og det mere hårdtslående og med Jesper Smalbro på elbas. Nummeret affødte stor applaus fra det veloplagte publikum, og klapsalverne blev ikke færre, da Bjørn Fjæstad trådte ind på scenen for at synge ”My blue wave”.

Der var indføling og intimitet i rigt mål i vokalistens stemme, og Vestbo Trio leverede et tilsvarende smukt akkompagnement til Lambchop-manden Kurt Wagners nummer. Bjørn Fjæstad præsterede et fornemt, varieret sangforedrag, og tilmed viste sangeren sig at kunne fløjte på velplaceret, diskret vis, der her fungerede langt bedre end på den indspillede version.

Franske

Bjørn Fjæstad

Den belgiske trubadur Jacques Brel og hans chansons har, forklarede Bjørn Fjæstad, en særlig plads i vokalistens hjerte. Det franske sprog, sagde han, står det derimod ret sløjt til med, så ”Ne me quitte pas” fulgte i en smuk engelsksproget version, tilvirket af amerikanske Rod McKuen, med titlen ”If you go away”.

Aftenens største hit med Bjørn Fjæstad i front kom dog som en behagelig overraskelse med næste nummer, der var en hudløs, aldeles fornem udgave af Lou Reeds ”Perfect day” fra sammes 1972-album Transformer. Her var fuldfed, drama-vokal, en dramatisk elguitar-solo, fint whiskers-arbejde ved Eddi Jarl og kongenialt basspil ved Jesper Smalbro.

Vestbo Trio

”Perfect day” i aftenens version blev til en sang med stormfulde højder, der så blev kørt helt ned i det tyste, i tempo og i stemning. Man blev kørt godt rundt emotionelt med dette aldeles fuldbårne nummer, der klart tog kegler hos publikum. Bjørn Fjæstad overlod derefter scenen til Vestbo Trio, hvorefter et par korte, livlige numre fulgte som oder til Michael Vestbos to små børn.

Så var aftenens første 45 minutter gået, og Vestbo Trio tog sig en velfortjent pause og gik i baren og i gang med salg af vinyl og cd’er, autografskrivning og snak med diverse publikummer. Der var således nok at lave for aftenens musikere, men alt foregik i et behageligt tempo og i en afslappet atmosfære.

Lynhurtigt

Andet sæt startede med et lynhurtigt instrumentalnummer, ”Babylon”, der fik sat godt gang i et allerede veltunet publikum. Samme blev holdt i ånde gennem de næste to instrumentalkompositioner, hvoraf en ene havde Eddi Jarl i centrum med en forrygende trommesolo, godt sekunderet af Michael Vestbo.

Eddi Jarl

Samme fremturede med hidsigt elguitarspil. Bjørn Fjæstad kiggede atter forbi, og i denne omgang var det Bob Dylans ”To make you feel my love”, der faktisk hedder ”Make you feel my love” og findes på Bob Dylan-albummet Time out of mind fra 1997.

Bjørn Fjæstad og Vestbo Trio løftede nummeret til smukke højder med indfølt vokal, Michael Vestbo på akustisk guitar, Eddi Jarl, som anvendte køller, på trommer og bækkener, og Jesper Smalbro på elbas. Herefter fulgte atter en sang med Bjørn Fjæstad på vokal. Der var overraskende nok tale om Neil Youngs ”Harvest moon”, der flød flot og lavmælt gennem et fornemt, virkelig smukt arrangement.

Her var Jesper Smalbro atter på koncist trakteret elbas, Eddi Jarl havde atter gang i sine whiskers, og Michael Vestbo diverterede med en smuk guitarsolo.

Fortolker

Jesper Smalbro

Som “If you go away”, ”To make you feel my love” og “My blue wave” findes også britiske Bill Fays “The healing day” på Reflector.

Sidstnævnte nummer fik man denne aften i en storladen udgave, hvor Bjørn Fjæstads store stemme virkelig kom til sin ret. Jesper Smalbro var fremme med sin kontrabas, hvis strenge blandt andet blev strøget med bue, og Eddi Jarl viste sig atter som den eminente trommespiller, han er.

Syvende og sidste nummer i andet sæt blev en fornem udgave af Leonard Cohens ”Famous blue raincoat” fra sammes album Songs of love and hate fra 1971. Vidste man det ikke i forvejen, og havde man ikke under denne koncert fået ørerne op for, at Bjørn Fjæstad er en fremmelig fortolker af diverse kunstneres sange, fik man både lyd og syn for sagn her.

Michael Vestbo

”Famous blue raincoat” er blandt andet indspillet af Jennifer Warnes i 1986 og af Joan Baez i 1988, men den udgave, som Bjørn Fjæstad og Vestbo Trio præsterede på Dexter denne aften, havde meget mere pondus end som så. Og så var det med rigtig god effekt, at både Michael Vestbo og Eddi Jarl supplerede Bjørn Fjæstads fine sangarbejde med fornemme korudladninger.

Dermed var aftenens koncert slut, men der måtte et ekstranummer til for at pacificere publikum, der gav Vestbo Trio og Bjørn Fjæstad stående ovationer og store klapsalver for deres fremragende arbejde. Således blev der definitivt afsluttet med Vestbo Trio-nummeret ”Mudslide” fra trioens album While you were gone fra 2015.

Jesper Smalbro

Vildt

Og dét var vildt, for det var, som om Vestbo Trio med et trylleslag var blevet til en power rock-trio.

Det dynamiske nummer fik både køller og trommestikker af Eddi Jarl, elbas af Jesper Smalbro og fede, ofte forvrængede guitartoner ved Michael Vestbo.

Det var tydeligt, at trioen også nød powertrio-rollen at dømme efter de tre musikeres store smil. Store smil var der også på Bjørn Fjæstads læber, da alle fire musikere takkede publikum for en prægtig aften og bukkede behørigt.

Michael Vestbo, Eddi Jarl, Bjørn Fjæstad, Jesper Smalbro

Og hvis nogen skulle være i tvivl, fik Vestbo Trio og Bjørn Fjæstad i hvert fald vist, at de to parter er et gevaldig godt match.

Man kan stadig nå at opleve Vestbo Trio og Bjørn Fjæstad på deres efterårsturné 2021. De spiller nemlig deres to sidste koncerter onsdag den 10. november i Klosterkirken i Horsens og den 11. november i Musikhuset i Aarhus.

Læs mere om Vestbo Trio her.