Tekst: Jakob Wandam
Sangeren Roland Lyhr Sørensen, bedre kendt som Rock Nalle eller bare Nalle, får nu sit helt eget museum. Det er den mangeårige Nalle-fan Stefan Broberg Hansen, som til april åbner museet Rock’n Roll & Blues by Rock Nalle i den lille by Hørve i Odsherred på Sjælland.
Det er minder fra en omkring 60 år lang karriere, som bliver udstillet på det nye museum. Udstillingsgenstandene kommer dels fra Stefan Broberg Hansens store private samling af blandt andet signerede lp’er, cd’er og kassettebånd, scrapbøger og fotos, dels fra Nalles egne omfattende mængder af souvenirs fra et langt musikerliv.
Hele 62 flyttekasser er blevet kørt fra Nalles hjem i Odense til Hørve, hvorved museet har fået adgang til originaloptagelser, guld- og sølvplader, pris-statuetter og meget andet (læs meget mere på Sjællandske nyheders hjemmeside her og her).
Soulmusik
Nalle pladedebuterede i 1964 med singlepladen ”I’ll go crazy”/”The lonely one” og fik året efter et stort hit – også internationalt – med sin version af ”In the midnight hour”, der i Europa blev udsendt før Wilson Picketts egen. Den amerikanske soulmusik lå Nalles hjerte nær, men da Keld & the Donkeys i 1966 indtog Dansktoppen med ”Ved landsbyens gadekær”, skulle populærmusik i Danmark pludselig synges på dansk – og også gerne være orienteret mod danseorkester-stilen.
Nalle fik siden sin bid af kagen med hits som ”Go’e gamle fru Olsen” (en fordanskning af Little Richards ”Good golly Miss Molly”, 1977) og den Kim Larsen-komponerede single ”Amanda”/”Bare mig” (1980), men igennem 1980’erne var populariteten dalende, og samtidig røg Nalle ud i problemer med skrantende helbred, misbrug og småkriminalitet. I første halvdel af 1990’erne var Nalle mest kendt som tigger i det odenseanske gadebillede
Efter en tid på behandlingshjemmet Egeborg (som i øvrigt blev et lignende vendepunkt for Jes Holtsø) kom Nalle på benene igen, og på foranledning af bookeren og pladeselskabsmanden m.m. Flemming Christensen fra Marsk Music kom Nalle i 1998 i studiet igen med et rhythm & blues-orienteret repertoire. Det resultererede i comeback-pladen Never 2 late, der blev begyndelsen på en helt ny og meget succesrig fase af Nalles karriere.
Blues-disponerede
Nalle tog på turné med et band, der blandt andre bestod af blues-disponerede folk som Rasmus Stenholm, Jesper Bylling og Niels Mathiasen. Et møde med Hans Theessink førte til dannelsen af bluestrioen Theessink, Nalle & Møller (med Knud Møller som tredjemand). Den blev ekstremt populær, udgav tre album og vandt to Danish Music Awards.
Det blev også til et trio-album med amerikanerne Omar Dykes og Magic Slim, inden Nalle sammen med Ivan Sand dannede Nalle and his Crazy Ivans, som albumdebuterede i 2009 med Back to the roots. Med skiftende besætning kunne de i mere end ti år fastholde en særdeles høj koncertaktivitet i både ind- og udland med et repertoire, hvor hovedvægten var på akustisk blues, men hvor der også blev spillet R&B, country og folk.
I 2019 skulle der dog ske noget nyt, og Nalle brød med Crazy Ivans for i stedet at tage på turné med Michelle Birkballe og hendes band. Deres liveshow blev dokumenteret på albummet med den mundrette titel Michelle Birkballe & Band – special guest Rock Nalle (læs anmeldelse her), og det er planen at fortsætte koncerterne med denne konstellation i 2022 og 2023, hvor Nalle fylder 80 år.
Seks årtier
Alt dette og meget mere kan man lære om og se minder fra, når Rock’n Roll & Blues by Rock Nalle åbner den 10. april 2022 på adressen Søndergade 8 i Hørve. Museets overskud går i øvrigt til SAND – De Hjemløses Landsorganisation.
Journalist Kurt Baagø tyvstartede og besøgte stedet i februar, hvor han også fik en snak med Nalle selv om den seks årtier lange karriere med soul, rock & roll og blues m.m. Du kan høre hele interviewet her nedenfor: