Terji Krossteig udgiver nyt album

Tekst: Jakob Wandam

Det har været nogen tid undervejs, men nu skulle det være ganske vist: Den færøske bluesmand, sangeren og guitaristen Terji Krossteigs nye album Nordisk blå udkommer i januar på de digitale platforme.

Albummet har været på tegnebrættet siden begyndelsen af forrige år. I maj 2019 igangsatte Terji Krossteig en crowdfunding-kampagne, der skulle muliggøre en udgivelse af albummet på vinyl (læs her). Det er stadig planen, men i første omgang må man tage til takke med streaming og download.

Oscar Mukherjee
Foto: Jakob Wandam

Gæstestjerner

Så får man til gengæld også mulighed for at høre et album med en række gæstestjerner fra dansk og færøsk blues. Oscar Mukherjee synger og spiller guitar på singleforløberen ”Ik’ for hvide” og medvirker også på den svensksprogede ”Falsk matematik” af Sveriges bluesikon Per-Åke ”Peps” Persson.

Terji Krossteigs landsmand Uni Debess er med på ”Blús” og synger også kor på ”Merkið”, som endvidere har Frederik Tygesen, Peter Nande og Olav Gudnason på rollelisten. Tygesen spiller desuden guitar på ”Flaskedrengen”, mens Nandes mundharpe høres på ”Thi kendes for ret”.

Kent Thomsen og Terji Krossteig
Foto: Frank Nielsen

Endelig byder Nordisk blå på en færøsk oversættelse af Tim Lothars ”I’ll be home again”, der nu hedder ”Spælimaður”. Her medvirker ingen ringere end Kent Thomsen på elguitar.

Terji Krossteig og Kent Thomsen – samt Uni Debess og Olav Gudnason – arbejder også sammen i projektet ”Modersmålsblues” (læs for eksempel her), men det er første gang, man kan høre dem alle fire på samme plade.

Naturligt

Terji Krossteig
Foto: Frank Nielsen

Terji Krossteig er født og opvokset i Torshavn på Færøerne, men bor i dag i Hammel i Østjylland. Derfor er det meget naturligt, at Nordisk blå indeholder sange på både færøsk og dansk – samt en enkelt på svensk.

Bortset fra Peps Persson-nummeret har Terji Krossteig selv skrevet samtlige albummets ti numre. ”Ik’ for hvide” er skrevet sammen med Søren Lindholt Hansen.

Nordisk blå udgives af Peter Nandes pladeselskab Straight Shooter, og det er Terji Krossteigs tredje album på selskabet. I 2017 udkom Útisetablús under navnet Terji (læs anmeldelse her), og i 2018 fulgte Blúsmaður, hvor han kaldte sig Terji Krossteig Messell (læs anmeldelse her).

Udviklingsforløb

Efter et længere personligt udviklingsforløb er han nu landet på navnet Terji Krossteig – Krossteig er moderens færøske familienavn – og det er det, der kommer til at stå på Nordisk blå, når albummet udkommer, i første omgang altså digitalt, medio/ultimo januar.

Bluesnews.dk anmelder naturligvis Nordisk blå, når det udgives.

Hør singleforløberen ”Ik’ for hvide” med Oscar Mukherjee her: