Tekst: Jakob Wandam
”Under radaren” kaster et blik på de danske bluesmusikeres indspilningskarriere. Vi ser på kunstnernes diskografi og finder blandt andet plader, som Bluesnews.dk ikke tidligere har anmeldt eller omtalt. Måske har de for mange år på bagen, måske er de blevet siet fra i bluesfilteret, eller måske er de bare gået under radaren.
Denne gang tager vi fat på sangeren James Loveless, som siden 1989 har været forsanger i Aarhus-bandet Shades of Blue. Han bliver født James Frank Loveless i Alabama, USA i 1959 og vokser op i Pensacola, Florida.
James Loveless flytter til Danmark i 1985. Han dukker dog allerede op i nationaldiskografien i 1984 som ”Dr. Loveless” i gruppen Dr. Loveless Funk Affair. Bandet udgiver en enkelt single, ”Hit record”/”Sex appeal”.
Italo disco
Med i gruppen er også Kim Bækgård og Claus Nauer Rehr-Langberg. Dr. Loveless Funk Affair er en videreudvikling af jazz/rock/latin-orkestret Luna, som tager en funk-drejning, da Loveless overtager forsangerrollen fra Jorge Cordero.
Soul, funk og disco er på dette tidspunkt James Loveless’ primære gebet, og som sangskriver er han også involveret i et par Italo disco-singler med Danielle Deneuve. Danielle Deneuve er faktisk et pseudonym for Dorte Kristensen fra Hellerup, der allerede har en dansktopkarriere bag sig. Under et andet pseudonym, Mette, har hun blandt andet indspillet 1972-klassikeren ”Slabadubadelle”!
Som Danielle Deneuve udsender Dorte Kristensen i 1985-86 to singler, der har James F. Loveless som med-sangskriver, ”The rising sun” og ”The plague”. Begge sange, samt en tredje, “Life goes on”, dukker endvidere op på Danielle Deneuves ep Life goes on (1987).
De tre Deneuve-sange er skrevet sammen med blandt andre Steen Gjerulff (ex-Cyklus). Gjerulff er også involveret på James Loveless’ første og eneste udgivelse i eget navn, singlen ”Say you love me do”, der udkommer i 1987 med b-siden ”Lonely tears”.
Sangen bliver et hit og tilbringer fem uger på den danske singlehitliste, hvor den i uge 21, 1987 når sin bedste placering med en 7.-plads.
Som det kan ses og høres i ovenstående videoklip, er vi stadig i det lette disco- og funk-territorium, og her bliver vi med singlen ”Savner dig”/”Eventyr på ny” med duoen La-Di-Da, der udkommer samme år. Forsangeren i La-Di-Da er såmænd Birgitte Laugesen, som senere vil blive en markant figur på den danske blues- og jazzscene som solist og med Laugesen All Stars. James Loveless synger kor på La-Di-Das single, som i øvrigt er den eneste udgivelse, der kommer fra duoen.
Birgitte Laugesen er også med som vokalist på Gary Snider Groups 1990-album Snider, der har James Loveless som vokalproducer og korsanger.
Shades of Blue
I 1989 er det slut med disco, og James Loveless springer ud som bluessanger på det første album med Shades of Blue, der bærer bandets navn og udkommer i 1989. Shades of Blue er på dette tidspunkt James Loveless (vokal), Uffe Steen (guitar), Stefan Borum (orgel), Esben Bach (trommer) og Morten Brauner (bas). Albummet består af live-optagelser fra Fatter Eskild i Aarhus, og repertoiret er Chicago blues-standarder af navne som Willie Dixon, Muddy Waters, Elmore James og Howlin’ Wolf.
Der er dog også et par originale numre skrevet af en vis J. Loveless, nemlig kompositionerne ”Paint the city blue” og “The things you do”.
Der er stille på indspilningfronten fra James Loveless’ side i 1990’erne. Årtiet byder dog på en opfølger fra Shades of Blue, det meget roste 1993-album On a mission from Muddy Waters. Denne gang har bandet skrevet størstedelen af numrene selv, og Loveless’ navn står under otte skæringer. Blandt dem er ”I’m gonna cut my hair (and get a job)”, som stadig er en publikumsfavorit ved gruppens koncerter.
Klüvers Big Band
Dén sang kan man også høre James Loveless synge med Klüvers Big Band på cd’en Go global (2001). James Loveless har arbejdet sammen med bigbandet ved flere koncerter og turnéer siden 1986, og han har allerede sunget “Stormy weather” og “Teach me tonight” på Klüvers Big Bands 1993-cd Jasmine. Loveless gentager altså bedriften på Go global, hvor han ud over sin egen sang er vokalist på John Lennons ”Imagine” – sammen med blandt andre Jorge Cordero, som han i sin tid erstattede i Luna! (NB! På Spotify-playlisten nedenfor er ”Imagine” fejlagtigt betitlet ”Nu es lo mismo”).
Grunden til James Loveless’ dæmpede aktivitetsniveau i 1990’erne er et svigtende helbred. Det viser sig, at der må en tredobbelt bypass-operation til at få ham rask igen. Herefter helliger James Loveless sig en karriere som computertekniker og optræder kun sporadisk i musikalske sammenhænge.
Blandt andet kan man høre ham som vokalist på tre forrygende numre på Simon Høirup Bands album ”Strongly related” (2002). James Loveless synger ”Cry baby cry”, ”Blueseyes” og Space-place”, og det fremgår klart, at der i hvert fald ikke er noget i vejen med stemmen.
Anden boldgade
I en helt anden boldgade høres han samme år på Lene Siels album Som en bro over mørke vande, hvor han synger ”Sku’ gammelt venskab rent forgå” sammen med Siel, Etta Cameron og Åge Aleksandersen.
Ligeledes i 2002 udkommer albummet The global village med ensemblet Uno Mundo, der blandt andre tæller Jorge Cordero og saxofonisten Niels Mathiasen (Laugesen All Stars/Grarup Allstars). James Loveless synger på ”Give all the children a chance” og “The global village (part 2)” – sidstnævnte i selskab med blandt andre rap-trioen Outlandish.
Det er, som om James Loveless så småt er på vej tilbage, og i 2007 kommer så det, man næsten ikke har turdet håbe på: et nyt album med Shades of Blue. Pladen er kommet i stand via en opringning fra Morten Brauner, der akut mangler en forsanger til en koncert. James Loveless siger ja, og herfra opstår ”Shades of Blue mk II” med Loveless, Brauner og Steen samt trommeslager Claus Daugaard (Blue Junction).
Dobbelt live-album
Feels like the first time er et dobbelt live-album, optaget på Gyngen i Aarhus. Det bliver i 2011 fulgt op af studiealbummet Do right by me med samme besætning (læs her). Sidstnævnte indeholder blandt andet James Loveless’ meget roste politiske sang “Wasteland America”.
Inden da har James Loveless dog medvirket på Negash Alis hiphop/soul/r&b-album Asmarino (2009). James Loveless synger nummeret ”Stronger now”, og på albummet kan man i øvrigt også høre sønnen Shaka Loveless.
James Loveless er også sanger på ”Walking Catfish Creek”, et herligt bluesnummer på Uffe Steens soloalbum Twangz (2010). Og så vender Loveless tilbage til sine funk-rødder på ”Git hit in my soul”, et nummer på saxofonisten Jakob Elvstrøms 2013-album Saxclub vol. 2, som endvidere har Miriam Mandipira på gæstelisten (læs mere her).
Gospel
Det er naturligvis langt fra alle James Loveless musikalske aktiviteter, der bliver optaget og udgivet. Blandt andet beskæftiger han sig en del med gospel, og for eksempel laver han sangworkshops med Steve Cameron og skolekoncerter med Ole Frimer og Olav Poulsen. Det bliver også til sporadiske blues- og gospelkoncerter med H.P. Lange (læs her og her), og i 2014 udgives så gospel blues-pladen Wade in the water.
Albummet er indspillet af trioen Loveless-Poulsen-Snider, som altså er James Loveless på sang sammen med den gamle samarbejdspartner Gary Snider samt slide-guitaristen Olav Poulsen, der tidligere har indspillet med Henrik Barner, H.P. Lange og Ivan Sand og med Margrete Grarup i Blues and Beyond (læs mere her).
Overset perle
Wade in the water er en lille overset perle med traditionelle gospel blues-numre som titelnummeret og ”Jesus on the mainline” samt Mississippi Fred McDowells ”You got to move” og Curtis Mayfields klassiske ”People get ready”.
James Loveless synger fremragende på pladen, og Olav Poulsens slide-guitar er lidt af en åbenbaring i sig selv.
Wade in the water er hidtil det seneste, vi har hørt på plade fra James Loveless. Det betyder dog ingenlunde, at manden har ligget på den lade side i de seneste år. Shades of Blue turnerer flittigt og blev i 2018 belønnet med Live-prisen ved Danish Music Awards Blues (læs her).
Andre projekter
Som Bluesnews.dk tidligere har rapporteret, har James Loveless gang i mange andre projekter (læs her). Han har blandt andet givet sporadiske optrædener sammen med Shaka Loveless, for eksempel ved en B.B. King Tribute-koncert på Tønder Festival 2018 (se billedreportage her) og ved Danish Music Awards Blues 2019 (læs her).
Senest har James Loveless annonceret en turné med sit nyeste projekt, Loveless Blue Jazz Quintet (læs her), der, som navnet antyder, kaster sig over et mere jazzet repertoire.
Om Loveless Blue Jazz Quintet kommer til at gå i studiet, melder historien endnu ikke noget om, men man kan høre et par smagsprøver på bandets lyd her:
På Spotify-playlisten herunder kan du høre andre udpluk fra James Loveless’ diskografi.