Koncertanmeldelse: Blues Heaven, Frederikshavn (del 3)

Tekst og foto: Jakob Wandam

Et af de fede aspekter ved Blues Heaven er den store variation i det musikalske udtryk. Ja, det er en bluesfestival, men bluesen har mange fremtrædelsesformer, og Blues Heaven kommer godt rundt i spektret.

Gårsdagen havde budt på traditionel og postmoderne soul blues, powertrio-bluesrock, rock & roll og rhythm & blues med mere (læs del 2 her). Lørdag den 3. oktober i Arena Nord blev bestemt ikke mindre varieret.

Country, soul og zydeco

Norske J.T. Lauritsen & the Buckshot Hunters åbnede ballet i Blues Hall med et sæt, der foruden Chicago blues favnede country, soul og zydeco. Den nykårede Blues Music Award-vinder J.T. Lauritsen optrådte på orgel, akkordeon, mundharpe og vokal og blev bakket op af Arnfinn Torrisen og Ian Fredrik Johannesen på guitar, Morten Nordskaug på bas og kor samt Jon Grimsby på trommer og kor.

De blev mødt med stor jubel fra det talstærke norske publikum, for hvem Jan Tore Lauritsen er lidt af en institution. Frontmanden hørtes ved koncertens begyndelse på orgel og lagde ud med ”How come my bulldog don’t bark”, en frisk shuffle af soul- og bluesmanden Howard Tate.

Efter soulballaden ”Still be friends” og den countrysmagende ”I oughta know” skiftede J.T. Lauritsen instrument til akkordeon.

Det gav hans musik et tiltalende særpræg, som ikke mindst klædte den superflotte slow blues ”Play by the rules”, der blev et højdepunkt i koncerten med rigtig gode guitarsoloer fra Arnfinn Torrisen og Ian Fredrik Johannesen.

Ret festligt

Lauritsens akkordeon kom endnu mere til sin ret på ”I love you just like I said”, hvor bandet gik i zydeco-modus, og resultatet var ret festligt. Her hørte man også J.T. Lauritsen på mundharpe, Arnfinn Torrisen spillede en rock & roll-solo, og Johannessen supplerede med surf-lyd på sin guitarsolo.

J.T. Lauritsen var god på soulballaderne. Chuck Willis-hittet ”What am I living for”, stadig med zydeco-akkordeon, var vellykket, og det samme gjaldt ”Nothing takes the place of you”, der blotlagde en charmerende skrøbelighed i Lauritsens stemme. Her var orkesterlederen tilbage ved orglet.

Til de publikummer, der måtte savne den rendyrkede Chicago blues, fandt J.T. Lauritsen & the Buckshot Hunters ”I need my babe” frem. Big Walter Horton-nummeret var måske lidt sløvt traskende, men publikum tog godt imod. Lauritsen spillede både mundharpe og orgel, og der var gode soloer af begge guitarister.

Overraskende nok havde Lauritsen & co. valgt en julesang som afslutningsnummer. Det var William Bells fine ”Everyday will be like a holiday”, som bandet da også gav en nydelig version af. I det hele taget var J.T. Lauritsen & the Buckshot Hunters et sympatisk bekendtskab.

Bedre endnu

Det skulle dog blive bedre endnu. Faktisk skulle aftenens første navn på Arena Stage vise sig at blive et af festivalens bedste: Kid Ramos feat. Brian Templeton. Det stod klart, allerede inden Brian Templeton kom på scenen. Kid Ramos og bandet åbnede med et instrumentalnummer, og Ramos’ fede, metalliske guitarsoloer klingede ud gennem hallen.

Det var Blues Heaven-veteranen Fabrice Bessouat på trommer (han har tidligere besøgt festivalen med Ledbetter Welch Connection, Monster Mike Welch og Alabama Mike), Brooks Milgate på tangenter og Mike Turturro på bas, der udgjorde bandet, og de gjorde det rigtig godt.

Brian Templeton sluttede sig til dem på vokal og indtog samtidig rollen som sprechstallmeister, og så var der ellers lagt op til en koncert af høj, høj klasse.

Templeton var fantastisk veloplagt og optrådte med stor karisma og stor stemme, og Kid Ramos’ guitararbejde var suverænt på den langsomme shuffle ”Please let me explain” og B.B. Kings ”Bad case of love”.

Knald på

Med ”Shame shame shame” kom også Brian Templetons mundharpe frem, og der var knald på. Det blev kun mere kraftfuldt og endnu bedre med Howlin’ Wolf-klassikeren ”Smokestack lightning” – fremragende!

Både Kid Ramos og Brian Templeton er medlemmer af supergruppen The Proven Ones. Fra dét bands repertoire fik vi ”Whom my soul loves”, der havde et distinkt gospelpræg, og vi fik også et nummer fra parrets gospel blues-plade Strange things happening.

Kid Ramos strøede om sig med sublime soloer. Hans spil var ekvilibristisk, energisk og smagfuldt – en sand mester. Samtidig var materialet varieret med soul blues, Chicago blues, gospel og surf-påvirket R&B; det var simpelthen bare et virkelig stærkt sæt.

Bandet sluttede med en prægtig udlægning af Lowell Fulsons ”Black nights”, en tung blues med masser af formidabel guitar i varierende tempi.

Det jævne

Efter den opvisning kunne det næsten kun gå nedad, og det gjorde det da også. Sangerinden Thornetta Davis havde gjort et godt indtryk på Blues Heaven i 2019, og hun var nu tilbage i Blues Hall – desværre med en koncert, der aldrig løftede sig over det jævne.

Tidligere på året var Thornetta Davis blevet ramt af en lammelse i ansigtet (muligvis Bells parese), som tydeligvis ikke havde fortaget sig endnu, men problemet var nu snarere et backingband, der virkede uinspireret.

Modsat koncerten i 2019 mødte Thornetta Davis da heller ikke med sit eget band, men med det italienske tour-orkester The Z Band – Sergio Montaleni på guitar, Fabio Ziveri på tangenter, Rita Giarelli på bas og Guiseppe Tortorelli på trommer – suppleret med Davis’ ægtemand James Anderson på percussion. Og man savnede altså en musiker som guitaristen Carlton Washington, hvis niveau den lidt klodsede og uelegante Sergio Montaleni ikke nåede.

Metervareblues

Resultatet blev en gang rudimentær metervareblues, som ikke var dårlig, men heller ikke synderlig ophidsende. At koncerten undervejs tabte momentum på grund af tekniske problemer, hjalp ikke Thornetta Davis.

Davis er ellers en sangerinde af Koko Taylor-skolen, hvilket betyder, at hun bestemt godt kan synge en sal op, men også, at det kræver flere numre at få stemmen gjort varm. Derfor måtte vi halvvejs ind i koncerten, før det blev rigtig interessant med slow blues-nummeret ”Rhythm of the blues”. Her kom Thornetta Davis’ mørke stemme endelig til sin ret, og Sergio Montaleni fik krydret sit spil med små, nulrende jazz-touches.

Inden da havde Thornetta Davis & the Z Band præsenteret flere numre, som på papiret burde være interessante, men selv Ida Cox’ ”Wild women don’t have the blues” og Denise LaSalles ”It ain’t over til the fat lady sings” undgik ikke at føles lidt gumpetunge.

Sættets bedste

Koko Taylors glansnummer ”Wang dang doodle” var bedre, og den gospelprægede ”Get up and dance away your blues” var sættets bedste nummer, men de afslørede også, at Thornetta Davis’ power ikke blev matchet af hendes teknik.

Balladen ”Honest woman” havde Thornetta Davis skrevet til ægtemanden, og al respekt for dét, men det blev simpelthen for amerikansk, da hun og James Anderson tog en dans undervejs.

Heldigvis rundede Thornetta Davis & the Z Band rigtig godt af med hendes egen ”I believe (everything’s gonna be alright”, der med tordnende slide-guitar kombinerede delta blues, rock og gospel. Men alt i alt var det en småkedelig og desværre skuffende koncert.

Ikke blues?

Der var flere publikummer, der spurgte både sig selv og Bluesnews.dk’s udsendte, hvad The James Hunter Six egentlig lavede på en bluesfestival. For det var jo ikke blues, englænderne spillede, var det?

Ikke rigtig, nej. Snarere var der tale om rhythm & blues i betydningen ”den musik, man kunne finde på R&B-hitlisten i 1950’erne og 60’erne” – en blandet landhandel af musik, der havde det til fælles, at det var farvede musikere, der spillede.

Ikke at der var meget farve på The James Hunter Six – James Hunter på guitar og vokal, Ben Maxwell på tangenter, Tom Javis på tenorsaxofon, Noah Chiari på barytonsaxofon, David Lagnado på bas og Peter Hill på trommer – men retrostilen havde de fuldstændig styr på og kørte den uden slinger i valsen.

Imponerende

Hunter og Lagnado har spillet sammen i mange år, men de øvrige bandmedlemmer var nye og unge (og, gætter vi på, konservatorieudannede), og det var imponerende, så disciplineret de spillede. Men James Hunter viste sig også som en særdeles rutineret orkesterleder, der gjorde det nemt for bandet at følge ham.

Hunter var smilende og charmerende, og han og bandet lød også rigtig godt – her skal lyde stor ros til lydfolkene ved Arena Stage.

The James Hunter Six spillede swingende, jazzet soul-møder-Tito Puente i åbningsnummeret ”(Baby) hold on”, og ”Let me out of this love” var næsten Burt Bacharach’sk – modige valg til en bluesfestival, men faktisk lige, hvad man havde brug for på dette tidspunkt i weekenden, hvor man allerede havde hørt rigtig meget blues.

Proto-soul

”Nick of time” var en slags proto-soul, og med The ”5” Royales’ ”Baby don’t do it” ramte vi ind i oldschool-R&B. Det var aldeles fremragende med en fed, rå guitarsolo og endda Ray Charles-agtige skrig.

Mindst lige så god var Clarence ”Gatemouth” Browns ”Okie dokie stomp”. Her rullede bandet sig ud: En skøn orgelsolo blev fulgt af soloer fra begge saxofoner og David Lagnados bas. Det swingede pragtfuldt, og så satte James Hunter trumf på med en vidunderlig guitarsolo.

Der kom mere latinpræg i form af ”Brother or other”, en slags Marvin Gaye/Tito Puente-fusion, og ”Off the fence”, der lød som en caribisk Ray Charles. ”Particular” var en dejlig bluesballade med lækkert klaverspil af Ben Maxwell, og så blev der sluttet med mere R&B i Ray Charles-stil og fremragende soloer af klaver, guitar og barytonsax på ”Believe me baby”.

The James Hunter Six var et frækt, men rigtig godt programpunkt, og deres stilige sæt var en velkommen mellemret, der rensede ganen til mere krydrede bluesmåltid.

Genial

Lige så genial som programsætningen af The James Hunter Six var det at lade dem efterfølge af Johnny Burgin & the European Blues Aces. For hvis bluespuristerne var blevet stødt af Hunters elegante strejfen i den yderste kant af bluesspektret, bragte Burgin og hans multinationale kumpaner dem fluks tilbage til den traditionelle Chicago blues.

Og det gjorde de med et rigtig stærkt og velspillet sæt. Den herboende amerikaner Johnny Burgin spiller ikke til daglig sammen med The European Blues Aces, men han vant til at indgå i alskens sammenhænge, og det samme er musikerne, der udgør den europæiske supergruppe.

Engelsk-tyske Roger C. Wade på mundharpe og vokal, nederlandske Hein Meijer alias Little Boogie Boy på guitar og vokal, tyske Christian Rannenberg på klaver og vokal, finske Jaska Prepula på bas og finsk-danske Mikko Peltola på trommer har hver især været vidt omkring på de europæiske bluesscener med både kolleger fra kontinentet og stjerner fra USA.

De kan deres Chicago blues, og derfor virkede deres sammenspil også dejligt ubesværet. Johnny Burgin var i stærk form og førte an på de første tre numre: en skønt swingende ”Ramblin’ from coast to coast”, ”Blues falling” og hans bluesarrangement af Elvis Presley-hittet ”(Let me be your) teddy bear”.

Lidt for demokratisk

Rollefordelingen var meget demokratisk – måske lidt for demokratisk, for Johnny Burgin var klart den bedste sanger på scenen. Men bevares, der skulle altså også være plads til tre numre med vokal af Little Boogie Boy, som gjorde det solidt på blandt andet den langsomme shuffle ”Take me home” (skrevet af Roger Wade), to med Roger Wade og et enkelt med Christian Ranneberg.

Hverken Roger Wade eller Christian Rannenberg fremstod som de store vokalister, men til gengæld er ikke mindst Rannenberg en dejlig instrumentalist ved pianoet, og alle ydede godt til kollektivet.

Hovedet på sømmet

Netop samspillet er så vigtigt i blues med den klassiske Chicago-opstilling, og Johnny Burgin & the European Blues Aces ramte hovedet på sømmet med et lækkert swing og fedt gyngende groove.

Johnny Burgin fik lov til at lede det sidste nummer, hans egen ”When the bluesman comes to town”. Det blev en sublim afslutning og en decideret tour de force af Burgin, der brillerede både på guitar og vokal.

Johnny Burgin & the European Blues Aces blev klappet af  scenen med kæmpejubel – det var vist også det mest fyldte, man så Blues Hall på festivalen, og de var nok Blues Heaven 2026’s største publikumssucces.

Ørepropper

Sidste mand på Arena Stage var Albert Cummings, og man gjorde klogt i at have ørepropper med til hans koncert, for der blev spillet afsindig højt! Lige så veltilrettelagt lyden havde været ved den foregående koncert fra Arena Stage, lige så skæmmende høj var den nu.

Denne anmelder er normalt ikke sart, hvad angår lydniveauet ved koncerter, men ligesom det var tilfældet ved gårsdagens Sugaray Rayford-koncert, var decibeltallet simpelthen ødelæggende højt. Bluesnews.dk måtte for første gang nogensinde lade sig tvinge ned til stolerækkerne bagest i salen for at mindske støjen bare en smule.

Albert Cummings var da tydeligvis heller ikke bange for at spille højt, for der blev smidt masser af kul under kedlerne i et sæt, der var præget af hårdtslående bluesrock med inspiration fra blandt andre Jimi Hendrix.

Den 58-årige amerikaner stillede med en klassisk powertrio med Orlando Wright på bas og Warren Grant på trommer. Selv spillede Albert Cummings guitar og sang.

Country-boldgaden

Blues og rock var dog ikke de eneste veje, Cummings kunne gå. Han begyndte således med tre numre i country-boldgaden, heriblandt ”500 miles” og ”Too old to grow up”, men også her blev der flået gevaldigt i hegnet.

Albert Cummings er en dygtig guitarist, men det blev hurtigt ensformigt at høre trioen tæske sig igennem numrene. Selv bluesstandarder som ”Little red rooster”, ”Rock me baby” og ”(I’m your) hoochie coochie man” fik en så hårdhændet behandling, at man så de ældste publikummer udvandre fra salen.

Det forhindrede ikke Albert Cummings i flere gange at involvere publikum i syng-med-sessioner, og især trommeslager Warren Grant skal fremhæves for en energisk performance. Men efter at sidste nummer, ”Blues makes me feel so good”, var klinget af, stod man stadig tilbage med indtrykket af en temmelig kedelig og alt for larmende koncert.

Positiv overraskelse

Det var således op til den unge englænder Alice Armstrong at sende publikum hjem fra Blues Heaven med positive vibrationer. Og hun var da også en rigtig herlig overraskelse.

Armstrong var en afvæbnende uhøjtidelig og charmerende morsom performer og en rigtig dygtig sangerinde, og hun blev ledsaget af et godt band bestående af Charlie Wilkinson på guitar, Josh Rigal på bas og Don Bannister på trommer.

Sættet var meget alsidigt og bestemt ikke rendyrket blues, men det startede godt med et rocket delta-riff i ”Upbeat baby”, hvor Armstrongs stemme fra begyndelsen var stærk og klar.

”Bombshell” var kæk og livlig, mens ”Life I choose” var en flot, bluesy ballade, og ”Your guess” en god gang rhythm & blues. Men ”Strawberry moon” havde caribiske undertoner, og ”Good love” var ren funk.

Covernumre

Alice Armstrong skriver selv sine sange, men fik også plads til et par covernumre. Willie Dixons ”Built for comfort” var velvalgt og viste Armstrong som den super-showwoman, hun er. Og den afsluttende ”Rock steady” af Aretha Franklin var en imponerende funk/rock-workout af det velspillende band med gode temposkift.

Ikke mindst guitarist Charlie Wilkinson gjorde et godt indtryk med en lækker guitartone, og han fik lov til at udfolde sit spil i B.B. King-hyldesten ”B-side” (en Armstrong-komposition). Det var en slow blues med fine King-agtige licks, og mens Alice Armstrong forlod scenen, lod Wilkinson og resten af bandet nummeret udvikle sig i en overraskende hårdtslående retning.

Det blev også rigtig flot sunget, og i det hele taget imponerede Alice Armstrong som en teknisk særdeles højt begavet vokalist, en mangesidig sangskriver og en eminent scenekunstner.

Blandede bolsjer

Også Blues Heavens sidste dag blev altså en god pose blandede bolsjer, dels hvad angår kvalitet, og dels i sin stilmæssige fremtræden.

Den store genrevariation er et af festivalens mest appellerende træk. Med fjorten koncerter på programmet skal der ske noget forskelligt, og bluesformen har så meget at byde på. Det er meget rosværdigt, at Blues Heaven kommer så vidt omkring i subgenrerne. Det kunne være spændende, hvis man turde drive det endnu længere – hvorfor ikke invitere et ørkenblues-navn eller et New Orleans-band?

Uanset hvad fremtiden måtte bringe for Blues Heaven, var 2026-udgaven endnu en forbilledligt flot anlagt og styret bluesfestival, og stemningen blandt festivalens publikummer var tilsvarende høj og positiv.

Vi håber at kunne vende tilbage til et lige så flot program og flere mindeværdige musikoplevelser næste år.