Anmeldelse: Dusty Rag Jazz Band: Dragged through dirt and mud

Af Jakob Wandam

Dragged through dirt and mud er album nummer to fra københavnske Dusty Rag Jazz Band, som debuterede med en glimrende selvbetitlet lp i 2019. Orkestret er et ni mand (plus-minus) stort kollektiv, hvis musik er en skøn blanding af tidlig blues, ragtime, jazz og gospel, viser, varieté og vaudeville med mere.

Bandet tager således udgangspunkt i populærmusik fra slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, men skriver også selv musik i samme tradition.

I den vokale forgrund høres Nada Dayeh samt (på Hans Hartvig Seedorffs vise ”Vi har retten til at drømme at vi lever”) Rasmus Rhode, der også spiller guitar og er bandets primære tekstforfatter. Bandets stifter Jeppe Cloos er på sopran- og altsaxofon; han står også for mange af Dusty Rag Jazz Bands kompositioner og arrangerer numrene sammen med Ali Badreldin, der spiller baryton- og altsaxofon.

Daniel Rodrigues høres på banjo, Emil Efferbach er på stortromme, percussion og vokal, Pelle Fabæch Nielsen spiller vaskebræt, lilletromme og percussion, Andreas Crespi er på klarinet, og Anders Hermansen spiller sousafon.

Dusty Rag Jazz Band har skabt en karriere ved at spille til lindy hop i de københavnske dansestudier samt på gader og stræder, og både det dansable og den umiddelbare live-energi har fundet ved ned i lp’ens riller. Meget naturligt er al Dusty Rag Jazz Bands musik akustisk, og Dragged through dirt and mud er indspillet live i studiet omkring en enkelt mikrofon.

Indspilningsmetoden giver fornemmelsen af at være til stede i samme lokale som bandet. Det betyder blandt andet, at hverken Nada Dayehs sødmefulde vokal eller de forskellige instrumentale soloer bliver blæst ind i ansigtet på lytteren; snarere vender man sig rundt for at se, hvor i rummet solisten står. Det er en meget effektiv ”lo-fi-surround-effekt”, og den forstærker blot musikkens umiddelbare charme.

Det tvinger også musikerne til at give plads til hinanden, og selv om blæserne smyger sig om vokal, strenge og slagtøj, kæmper de mange instrumenter aldrig om pladsen. De er med andre ord nogle vellykkede arrangementer, som tilmed er særdeles stemningsfulde.

Dragged through dirt and mud har ingen sangskriverkrediteringer, men man genkender en del sangtitler fra de gamle vinyl- og lakplader, som Dusty Rag Jazz Band finder deres inspiration i. Mest bluesy er bandet på åbningsnummeret, et medley af ”Flee as a bird” og ”St. James Infirmary”, og den efterfølgende ”Elysian Fields blues”.

”Flee as a bird” er en amerikansk hymne skrevet af Mary Dana Shindler i 1840, men arrangeret og spillet som funeral jazz, formodentlig næsten siden den blev komponeret. Som sådan fungerer den fint som introduktion til New Orleans-standarden ”St. James Infirmary”, der har været på repertoiret hos utallige jazz- og blueskunstnere fra Louis Armstrong til Dr. John & Eric Clapton. Dusty Rag Jazz Band spiller den ukrukket og muntert, næsten i hokum-stil.

”Elysian Fields blues” føles som en classic female blues, indtil den skifter tempo til hot jazz. Blæserne svøber sig om Nada Dayehs smægtende vokal over Anders Hermansens pumpende sousafon-basgang, og man skal være lavet af sten, hvis man kan undgå som minimum at vippe med fødderne.

Herefter breder Dusty Rag Jazz Band sig ud over andre genrer, dog uden at miste fodfæstet i New Orleans-traditionen. Hans Hartvig Seedorffs drukvise ”Vi har retten til at drømme at vi lever” og sågar den blide vuggevise ”Godnatsang” bliver således tilsat adstadigt second line-beat.

”Poverty of the self” og “Barabarossa” introducerer klezmer-elementer, mens “Habaytak bisayf” stammer fra den libanesiske sangerinde Fairuz’ repertoire.

“Great Crush collision march” er et værk af Scott Joplin – oprindelig med tekst, men her fremført instrumentalt – og er mere en egentlig march end de rags, som Joplin hovedsageligt er kendt for. Og ”Sista gången”, der leder lytteren mod udgangen, er en røgfyldt jazz-ballade.

Dragged through dirt and mud er således ingenlunde et rent bluesalbum, og som bandnavnet indikerer, er det jazzen, der er fællesnævner for Dusty Rag Jazz Bands genre-potpourri. Alligevel bør bluesfans spidse ører, primært fordi Dusty Rag Jazz Band spiller og synger med fremragende bluesfraseringer, men også fordi orkestrets musik – der i live-situationer også gerne omfatter numre af for eksempel Blind Blake, Blind Willie Johnson og Big Bill Broonzy – afspejler virkeligheden, som den så ud for de bluesmusikere, mange opfatter som autentiske.

Big Bill Broonzy – eller for den sags skyld Leadbelly, Robert Johnson eller Memphis Sheiks – begrænsede sig ikke til at spille tolvtakters blues. Som professionel musiker spillede man, hvad kunden og publikum ønskede, hvad enten det var blues, rags, murder ballads, valse eller polka.

Den deraf følgende krydsbestøvning skabte og udviklede de genrer, vi kender i dag, og Dusty Rag Jazz Band bestøver videre på livet løs. Det er der kommet en livlig, varieret og ganske smuk plade ud af.

Smuk er Dragged through dirt and mud i øvrigt også at se på. Emil Efferbach har kreeret det flotte og stemningsfulde cover til lp’en, som er den eneste form, albummet fås i. Selve pladen er presset i marmoreret vinyl, så Dragged through dirt and mud er ikke bare kræs for ørerne, men også for øjnene.

(Opdatering: Dragged through dirt and mud er pr. 14. august 2021 også tilgængelig digitalt her, red.)