Af Jakob Wandam
Da esbjergensiske Mojo Hands i 2019 slap deres forrige album High blood pressure, kvitterede Bluesnews.dk med en begejstret anmeldelse, der kaldte udgivelsen for ”Mojo Hands’ stærkeste udspil til dato” (læs hele anmeldelsen her).
Nu er Mojo Hands tilbage med en efterfølger, og Go! Go! Go! fortsætter, hvor High blood pressure slap. Det vil sige stilsikker, festlig rhythm & blues i stramme arrangementer. Bandet er det samme som på forgængeren med den nye saxofonist Christoffer Kjærulff Find som den eneste undtagelse (han har afløst Ulrik Bust). Zenia Levring Madsen er altså i front på vokal, Bo Møller spiller guitar (og synger duet med Levring på ”Under one condition”), Rasmus Grønborg høres på tangenter, og rytmesektionen består af bassist Lars Thomsen og trommeslager Erik Lodberg. Blæserne er Hans Christian Erbs på trompet og altså Christoffer K. Find på saxofon.
De spiller sig med god energi og veloplagthed igennem ni covernumre og en enkelt original. ”Still wishing” er skrevet af den tidligere Mojo Hands-guitarist Jan Kølle, og det er en rigtig glimrende bluesballade med en smagfuld guitarsolo af Bo Møller. Det er faktisk et af pladens bedste numre
Lige som Bo Møllers bidrag er stilige og uden overflødigt lir, synger Zenia Levring flot og disciplineret. Der er både glød og indlevelse i vokalen, og den bliver aldrig overskruet. Hør hende for eksempel i åbningsnummeret, Shirley & Lees ”Let the good times roll”, hvor der indimellem kommer et diskret knæk og en snert af hæshed. Levring forstår at synge medrivende, uden at det bliver forceret eller forstillet.
Repertoiret på Go! Go! Go! er R&B- og rock & roll-numre hovedsageligt af ældre dato. ”I can help” var for eksempel et hit for Billy Swan i 1974, ”Bad case of love” for B.B. King i 1961, Etta James indspillede ”Good rockin’ daddy” i 1955, og standarden ”Them there eyes” går helt tilbage til 1930.
Men der har også sneget sig et enkelt nyere – og mere ukendt – nummer ind i form af den lystigt swingende ”Troubles troubles” fra 2018 af den brasilianske bluesmand Netto Rockefeller (og Kid Andersen).
Man kan selvfølgelig med rimelighed spørge sig selv, om verden har brug for endnu en version af ”Good rockin’ daddy”, men den bliver nu flot leveret med en glimrende sax-solo af Christoffer K. Find og en herligt plukkende guitar-ditto af Bo Møller. Tilsvarende er det svært at sidde stille, når Mojo Hands swinger sig igennem Irma Thomas’ ”Somebody told you” eller Varetta Dillards skønne ”Scorched”. Er de bedre end originalversionerne? Nej, men det er godt lavet af Mojo Hands.
Og det er dét indtryk, der står tilbage efter gennemlytning af Go! Go! Go!: Det er godt håndværk. Mojo Hands ved, hvad de vil på et album uden svinkeærinder, og de får vist, at de er et stærkt sammenspillet band med en klar identitet – hvilket de i øvrigt også gentagne gange har bevist live.
Men man savner lidt fandenivoldskhed og særegenhed, som kan løfte Mojo Hands op i laget over ”bare” at være et rigtig godt rhythm & blues-coverband. Go! Go! Go! er god, mens den står på, men det er ikke nødvendigvis en plade, man vil huske i lang tid efter.
Go! Go! Go! udkommer i dag, fredag den 13. juni, på streamingtjenesterne. Senere følger udgaver på cd og vinyl.