Som faste læsere af Bluesnews.dk vil vide, har bluesmusikken sit eget hjørne af Danish Music Awards (det, der engang hed Dansk Grammy) i form af DMA Blues – en årlig fejring af genren, hvor et antal hædersbevisninger bliver uddelt. I år sker det ved en ceremoni i Ridehuset i Randers i morgen, onsdag den 17. august (læs mere her, her og her).
Men bluesens ”søstergenrer” bliver naturligvis også fejret ved hver sin prisfest. DMA Jazz-priserne bliver for eksempel uddelt i Musikhuset i Aarhus den 7. september, og DMA Roots-festen finder sted på Gimle i Roskilde den 26. november.
Indstillingerne til DMA Roots havde deadline den 10. juni, og lige nu har man mulighed for at få indflydelse på, hvem der skal have prisen for Årets Livenavn DMO Roots 2022. Det er nemlig publikum, der skal stemme om, hvem der fortjener en udmærkelse for det bedste liveshow inden for genren.
Der er indstillet 19 kunstnere, og man har mulighed for at afgive én stemme. Det kan man gøre frem til og med den 10. september, og i løbet af efteråret vil det så blive offentliggjort, hvem der er de endelige nominerede, inden vinderen naturligvis afsløres ved prisoverrækkelsen den 26. november.
Med blues-øjne
Set med blues-øjne er listen over indstillede interessant, da der er et vist overlap med bluesgenren og faktisk også med de nominerede til dette års DMA Blues-priser. De indstillede til Årets Livenavn DMO Roots 2022 er:
- Assegai
- Eliel Lazo
- Fransk Dolkeparti
- Henrik Johannessen & the Roots
- Kajsa Vala
- Mads Hansens Kapel
- Mames Babeganush
- Mia Guldhammer & Morten Alfred Høirup
- Michael Hamilton
- Mike Andersen
- Sherzandum
- Svøbsk Duo
- Søren Krogh
- The Kutimangoes
- The Mukherjee Development
- Total Hip Replacement
- Twang
- VIIK
- Yasmin Kierkegaard
Blandt disse falder Mike Andersen i øjnene som det mest bluesorienterede navn, og Andersen er da også i år nomineret til både Blues Liveprisen og prisen for Årets Danske Bluesudgivelse, sidstnævnte for sit album Raise your hand.
Mike Andersen har i øvrigt allerede to DMA-statuetter på kaminhylden. Han vandt for Årets Danske Bluesudgivelse i 2013 med albummet Home, og i 2020 modtog han Blues Liveprisen (læs her).
Americana
Også americana-sangeren Henrik Johannessen er nomineret ved dette års DMA Blues, nemlig i nybrudskategorien Ud af det Blå. Og The Mukherjee Development – hvis frontfigur Oscar Mukherjee modtog Ud af det Blå-prisen sidste år (læs her) – har lige som Mike Andersen mulighed for at nappe prisen for Årets Danske Bluesudgivelse i morgen.
Endelig bør stringbandet Twang fremhæves. Twang, der er en trio bestående af Spencer Gross, Thyge van Dassen og Peter Banks, har tidligere været nomineret ved DMA Blues. Det var i 2018, hvor de var i spil til Blues Liveprisen; den gik dog dengang til Shades of Blue.
Har man lyst til at gøre sin indflydelse gældende med hensyn til, hvem der skal udnævnes til Årets Livenavn DMA Roots 2022, kan man stemme her. Deadline er som nævnt den 10. september 2022.