Samarbejdet fortsætter

Ole Frimer og Per Chr. Frost
Foto: Frank Nielsen

Tekst: Peter Widmer

Oven på en yderst succesrig premierekoncert i Randers den 24. september 2021 luftede guitaristen, sangeren og sangskriveren Ole Frimer samme weekend muligheden af et fortsat samarbejde mellem Ole Frimer Trio og Per Christian Frost over for Bluesnews.dk.

Ole Frimer sagde blandt andet: ”Vi kommer til at tale om en eventuel fortsættelse, men der er vi jo ikke kommet til endnu” (læs mere her).

Imidlertid må man sige, at det ikke tog musikerne ret længe at få talt ”om en eventuel fortsættelse” af det nye samarbejde. Allerede onsdag den 29. september klokken 10.37 skrev Ole Frimer nemlig følgende på Facebook:

”OLE FRIMER OG PER CHR. FROST – DER KOMMER FLERE KONCERTER

Efter en forrygende premiere på Underværket i Randers i sidste uge har Frimer og rytmegruppen Jesper Bylling (bas) og Claus Daugaard (tr.) besluttet at fortsætte samarbejdet med Gnags-guitarist m.m. Per Chr. Frost. Det glæder vi os rigtig meget til.”

Ole Frimer og Per Chr. Frost
Foto: Frank Nielsen

Det gør de mange, der ikke fik oplevet den relevante koncert, helt sikkert også, og det samme gælder nok ligeledes dem, der var til stede, da Ole Frimer Trio og Per Chr. Frost gav den gas i Randers den 24. september. Dén musikerkonstellation er der nemlig flere publikummer, der gerne vil høre igen, erfarer Bluesnews.dk.

(Se billedserie fra koncerten i Randers her).