Tekst: Peter Widmer
Den 7. maj 2019 kl. 10 slap Vestbo Trio nyheden ud om en efterårsturné, man kan se frem til, nemlig en fælles turné med Uffe Steen Trio og Vestbo Trio.
Oplysningerne om turnéen blev offentliggjort på Vestbo Trios Facebook-side og på gruppens hjemmeside.
De to trioer har før været på fællesturné (læs for eksempel foromtale her).
Både Uffe Steen Trio og Vestbo Trio spiller instrumentalmusik. Uffe Steen Trio spiller musik i grænselandet mellem blues og jazz, mens Vestbo Trio har en noget anden, egenartig tilgang til musikken, men når de to trioer står på samme scene, går alt op i en højere enhed.
Fornemt fællesværk
Konceptet for trioernes fælleskoncerter er, at man dels kommer til at opleve hver trio separat, og dels får man en afdeling, hvor de to trioer går sammen og leverer et brag af et fælles sæt med masser af blå toner.
I 2018 udkom de to trioer med et fornemt fællesværk i form af albummet Doppler effect, der fuldt fortjent fik masser af anmelderroser (læs Bluesnews.dk’s anmeldelse her).
At instrumentalmusik er sagen for tiden, viste sig, da Vestbo Trios seneste fuldlængdeudspil Gentlemen … (læs anmeldelse her) toppede den danske Vinyl Top-40-salgsliste (læs her).
Gentlemen … er i øvrigt indspillet i Mark Knopflers (Dire Straits) studie i London (læs mere her).
Garvede musikere
Både Uffe Steen Trio og den noget yngre Vestbo Trio består af garvede musikere med masser af spilleerfaring.
Prisoverdængede Uffe Steen har medvirket på utallige indspilninger, egne og et hav af andres, og bevæger sig ubesværet i mange forskellige genrer.
Uffe Steens hjerte banker dog primært for blues og jazz. Bluesmæssigt vil Uffe Steen blandt andet være kendt fra orkestrene Shades of Blue, Blue Junction og Grarup Allstars.
Uffe Steens to yderst kapable medmusikere i Uffe Steen Trio er ligeledes versatile folk, der altid er en messe værd – med eller uden Uffe Steen.
Vestbo Trios medlemmer kan også høres i andre sammenhæng – Eddi Jarl for eksempel med afro beat-orkestret The KutiMangoes, mens Jesper Smalbro dyrker spændende folkemusiktoner i bandet Northern Assembly.
Fuldlængdeudgivelser
Desuden har Vestbo Trio flere fuldlængdeudgivelser under bæltet, der alle er værd at udforske.
Uffe Steen Trio består af: Uffe Steen på guitar, Thomas Sejthen på kontrabas og Jesper Bo Knudsen på trommer. De tre kan i øvrigt høres på det fremragende Uffe Steen-album Twangz fra 2010.
Vestbo Trios besætning er: Michael Vestbo på guitar, Eddi Jarl på trommer og percussion samt Jesper Smalbro på kontrabas og el-bas.
Der bliver noget at se frem til, når Uffe Steen Trio og Vestbo Trio drager på efterårsturné. Turnéplanen kan ses her:
- 25/9 Tøjhuset, Fredericia
- 26/9 Fermaten, Herning
- 27/9 Kulturhuset Islands Brygge, København
- 28/9 Pavillonen, Grenaa
- 2/10 KEC Jammerbugt, Aabybro
- 3/10 Det Musiske Hus, Frederikshavn
- 4/10 Kulturcafé Ludvig, Sorø
- 5/10 Musikhuset, Aarhus
- 6/10 Værket, Randers
- 9/10 Stars, Vordingborg
- 10/10 Tobaksgården, Assens
- 11/10 Pakhuset, Nykøbing Sj.
- 12/10 Sønderborghus, Sønderborg
Få en smagsprøve på samarbejdet med denne video: