Af Jakob Wandam
Busting my tail er det fjerde album fra Beggars Blue, som siden 2017-albummet New boots (læs anmeldelse her) har været en trio bestående af guitarist og sanger Jan Edvard, bassist Casper Bue og trommeslager Jan Hvingel. Ligesom på New boots er de suppleret af Sten Kjærsgaard, der her medvirker på alle numre på klaver og/eller orgel.
Det er erfarne folk, og faktisk er Busting my tail en markering af gruppens 25-års jubilæum. Men der er altså tale om 15 helt nye numre (eller 10, hvis man har vinyludgaven) skrevet af bandet selv.
Beggars Blue har blues som udgangspunkt, men selv om man bestemt kan følge den blå åre igennem Busting my tail, er albummet en blandet landhandel, som forskellige steder læner mod country, bluesrock, rock & roll og soul. Det er der ikke i sig selv noget galt med, men inden for det enkelte nummer savner man ofte lidt mere stilrenhed. Et sejt bluesriff som i ”There’s a time for everything” tynges af en svulstig bluesrock-produktion. Og ”I can’t turn my back on you” får et skizofrent udtryk med sin blanding af godmodigt rocktrav og jazzede overgange.
Jan Edvard har gjort slide-guitar til en del af sit arsenal, og det er en god ide. Hvor nogle af numrene kan blive lidt trægt traskende og Big Fat Snake-agtige, løfter Edvards slide-spil andre og giver dem lidt mere blues-kant. Det gælder for eksempel ”Grumpy old men” og ”What do you miss”, hvor man også nyder guitarens udveksling af fraser med Sten Kjærsgaards orgel.
Der er også slide på det charmerende titelnummer, og ”Busting my tail” har da tilmed et rigtigt roadhouse-bluesriff. Men den syngende slide giver samtidig en smag af country, og country-påvirkningen går igen på flere numre, for eksempel på ”Paranoia symptoms”, hvor Chet Atkins- eller Mark Knopfler-picking kombineres med funk-orgel.
Jan Edvard har en udmærket, om end lidt anonym bluesrock-stemme. Han har dog tendens til at råbe, og nogle gange tager man sig selv i at ønske, at han ville synge lidt mere afslappet. Det gør han så også på de mest stille og stemningsfulde numre som ”At the end of the day” og ”These memories”. Især førstnævnte er da også blandt pladens bedste. Her er mindelser om både Sort Sol og Chris Rea, og Sten Kjærsgaards orgelspil er stiligt.
Blandt albummets højdepunkter er også den jazzede ”Running away”, hvor guitarlinjerne er lækre og elegante. I det hele taget hører man albummet igennem, at Jan Edvard kan ganske meget med guitaren. Men Beggars Blue kan også være gode, når de gør det helt enkelt, hvilket de beviser med det energiske rhythm & blues-nummer ”Give me a chance”.
Og dermed er vi tilbage ved begyndelsen: Beggars Blue vil lidt for meget, og det er ikke alt sammen, der er lige godt. Bandet har håndværket i orden, men generelt indeholder Busting my tail for mange numre, der enten blot er solide, men ikke for alvor fæstner sig hos lytteren, eller som kæmper med at finde en identitet.
Busting my tail udkom den 24. november 2024. Vinyludgaven indeholder 10 skæringer, mens cd- og streamingversionerne har 15 tracks.