Af Jakob Wandam
Big Creek Slim (der lyder det borgerlige navn Marc Rune) har efterhånden i ganske mange år sat sit eftertrykkelige præg på de danske bluesscener, hvor han dels optræder solo, dels med backingbands af varierende sammensætning.
Men Big Creek Slim turnerer også i udlandet, og når han er syd for grænsen, er det gerne sammen med det band, som bakker ham op på Going to Germany. Der er da også tale om et live-album, optaget på MusicClub Schmölln i den østtyske by Schmölln i januar 2024.
Orkestret er en klassisk Chicago-orienteret kvartet med Roger C. Wade på mundharpe, Jaska Prepula på bas, Micha Maass på trommer og Big Creek Slim på guitar og vokal. De spiller en sej, drævende blues, der sætter Big Creek Slims mørke stemme og intense sangforedrag effektivt i scene.
Arven fra Howlin’ Wolf kan Big Creek Slim ikke løbe fra, når han med gruset basrøst og ulvehyl synger sig igennem albummets otte numre. Tre af dem er hans egne kompositioner. ”Milkman blues” har vi tidligere hørt på Stone in my heart (læs anmeldelse her), mens ”Don’t feed the devil on my shoulder” og ”Long tall honeydripper” er hidtil uudgivne sange fra Slims pen.
Igen beviser Big Creek Slim, at hans værker fint kan stå sig blandt genreklassikere som Muddy Waters’ ”She’s nineteen years old”, John Lee Hookers ”Boom boom” og Howlin’ Wolfs ”Smokestack lightning” såvel som numre af Lighning Slim og Buddy Moss. Det siger ikke så lidt, men der findes simpelthen heller ikke nogen dansk bluesmusiker med et så overbevisende greb om bluesidiomet og en så autentisk lydende tilgang til den traditionelle blues som Big Creek Slim.
Han og bandet låser sig fast i hver sangs groove, og så kører det ellers bare derudad. De giver sig god tid – kun ”Boom boom” bliver på spillet igennem på mindre end fem minutter, og ”She’s nineteen years old” når næsten op på tolv minutter. Men uhh, det lyder også fedt, og som lytter har man bestemt ikke travlt med at komme videre, når Roger Wade udveksler varme mundharpesoloer med Big Creeks Slims altid velplacerede guitarudladninger, der rammer som elektriske stød.
Det er oldschool, svedig klubstemning og meget svært ikke at blive grebet af og holde af. Big Creek Slim er en formidabel performer med en enestående tilstedeværelse på en scene. Hans insisterende traditionsbevidsthed betyder, at der ikke bliver skrevet blueshistorie med Going to Germany. Men hvor er det fedt, at der stadig er kunstnere, der laver plader som denne og holder traditionerne i live.
Going to Germany findes på cd, lp og kassettebånd og på streamingtjenesterne. Lp-versionen har kun seks numre og udelader “Dough rolling papa” og “Long tall honeydripper”.