Af Jakob Wandam
Den 2. cd i den Ronni Boysen-kompilerede serie med lidet kendte rhythm & blues-numre er så at sige mere rhythm og mindre blues end Vol. 1 (læs anmeldelse her). I hvert fald er det småt med egentlige bluesnumre på 1960-63, der, som titlen indikerer, fokuserer på de tidlige tressere. Det er dermed også nogle af de seneste optagelser, vi kommer til at høre i Black pearls-serien, som har sit skæringsår i 1963.
Musikken er således samtidig med tidlig Motown, og musikalsk er der ikke langt fra for eksempel The Newports’ ”Dixie woman”, som er med her, til The Miracles’ ”Shop around”, der var Motowns første hitlistetopper. Ligeledes kunne The Contours’ klassiker ”Do you love me” have passet fint ind ved siden af Floyd Smith with the Montclairs’ “Granpas’ gully rock”, og The Ru-Bee-Els’ “Evil” kunne have været indspillet af Mary Wells, The Marvelettes eller Martha & the Vandellas.
Men der er ingen Motown-stjerner med på 1960-63, for lige som på Vol. 1 er fokus her på kunstnere og indspilninger, som i det store hele er glemt af eftertiden. Det mest prominente navn er nok Rosco Gordon, som bidrager med den herligt Memphis blues-swingende ”I want revenge”.
Alligevel er der masser af ørehængerkvalitet i disse popnumre, der fungerede som tidens dansemusik for det afroamerikanske publikum – og sikkert også for mange andre, trods den raceadskillelse, som stadig kom til udtryk i opdelingen mellem R&B- og pophitlisten (en skelnen, som eksisterer den dag i dag).
Fra Vol. 1 er der genvalg til Piney Brown og Buddy Lucas, og faktisk er Browns ”Sugar in my tea (Cream in my coffee)” og Lucas’ ”I can’t go” et par af albummets højdepunkter. ”I can’t go” er et dunkende, surf-agtigt nummer med dekadent orgel, fræsende saxofon-vræl og Buddy Lucas’ veloplagte, stedvis raspende stemme.
Piney Brown var en herlig blues shouter med en udtryksfuld og alsidig vokal, og ”Sugar in my tea (Cream in my coffee)” kombinerer twangy guitar med, hvad Jelly Roll Morton kaldte ”Spanish tinge” – et latin-touch, der afslører de caribiske landes påvirkning på rhythm & blues-musikken.
På albummet fornemmer man også indflydelsen fra doo-wop, især selvfølgelig hos vokalgrupper som Arlando King with the Earthquakes og The Majestics.
Alt i alt giver Black pearls vol. 2. 1960-63 et tidsbillede af en rhythm & blues-scene, der stadig er præget af sine rødder i jump blues, men som tydeligvis også er ude i en vekselvirkning med rock & roll og egentlig pop. Det var som sagt også på dette tidspunkt, at Motown begyndte at indtage pophitlisten (læs: hvide amerikaneres musikforbrug), snart fulgt af Phil Spectors pigegrupper og Stax, som alle havde hver deres tag på rhythm & blues.
Det er en musikalsk ret fascinerende (og sjov) periode med en stor talentmasse, og Black pearls vol. 2. 1960-63 kommer langt ud i krogene, igen med en fed selektion af numre, man næppe ellers lige ville være stødt på. Ronni Boysens noter giver atter fine, korte præsentationer af kunstnerne, som for manges vedkommende aldrig fik sat et stort aftryk. Det er skønt at få dem trukket frem i lyset!