Af Jakob Wandam
Frederik Tygesen har længe været anset som et af de store, up-and-coming talenter i dansk blues. Vi kender ham som en af de to guitarister i Horsens-bandet Big O & the Blue Quarters, ligesom han har kunnet ses og høres på de jyske live-scener med såvel duo- som trio-formationer i eget navn.
Nu har Frederik Tygesen langt om længe været i studiet netop med sin trio bestående af Mathias Rindom på trommer, Filip Dybjerg på bas og Tygesen selv på guitar og vokal. Det er der kommet en 3-numres ep ud af, som blot har fået titlen Frederik Tygesen Trio, og som er tilgængelig på diverse streaming-tjenester – desværre (endnu?) ikke som fysisk produkt.
Coveret – for så vidt det giver mening at tale om et sådant på en virtuel udgivelse – signalerer 60’er-psykedelia, og det er da også bluesrock med klare linjer tilbage til Cream og Jimi Hendrix, Frederik Tygesen Trio serverer.
Men ikke mindst på åbningsnummeret ”Painkiller” hører man også tydelige referencer til nyere bands som The Black Keys. Lige som Dan Auerbach & co. bruger Frederik Tygesen en beskidt garage-lyd – indspillet live i studiet, stort set uden overdubs, og med gamle mikrofoner og forstærkere – som giver musikken et råt og kraftfuldt udtryk. Rindom og Dybjerg dundrer derudad, og Tygesen flænser lydbilledet med sine velplacerede, intense guitar-angreb. Det er hæsblæsende og uhyre vellykket.
Skæring nummer to, ”What do you want me to do”, er mere letbenet og dansabel og er vel nærmest, hvad man engang kaldte pigtrådsrock: En glad popmelodi tilsat enkel instrumentering og en markant leadguitar. Med sidstnævnte i hænderne på Frederik Tygesen bliver det bluesy, melodiøst og elegant, og så får han endda demonstreret lidt mere vokal spændvidde. Læg hertil et pift af latin-rytme og surf, og du har endnu et stærkt nummer.
Frederik Tygesen har selv skrevet ep’ens tre numre, og det er han altså sluppet rigtig godt fra. Sidste track, ”Devil’s daughter”, er endnu et bombardement af øregangene. Gode temposkift, tunge riffs og buldrende trommer holderen lytteren på stikkerne. Tekstmæssigt er der lidt problemer med den engelske morfologi, men til gengæld er sangens fortælling medrivende, og så er Tygesens guitararbejde altså bare så stærkt og koncist, at sangens 4 minutter og 21 sekunder flyver af sted og efterlader én hungrende efter mere.
Ep’en er således en virkelig lovende forsmag på, hvad vi har i vente fra dette lysende talent. Lad os håbe, der ikke går alt for lang tid, førend Frederik Tygesen Trio har et helt album klar.