Titlen på dette album er temmelig selvforklarende. Den 22. marts 2025 indfandt det ni mand store band P8 sig på den lille scene på Mojo Blues Bar i København.
Denne anmelder var til stede ved koncerten på Mojo, og dengang virkede det oprigtigt talt som en lidt rodet affære. Nu, hvor musikken er redigeret ned til et album, fremstår det heldigvis en del mere helstøbt. Bevares, der er stadig et vist element af kaos – ikke overraskende med et nimandsorkester, der ikke spiller sammen til daglig – og Live at Mojo Copenhagen har en rå, bootleg-agtig karakter, men jeg finder den egentlig ret charmerende. Og lydbilledet med de mange musikere hører med til bandets identitet.
Orkestret, der oprindelig hed Paragraph8ight og udgav debutalbummet Dan gone west i 2016 (læs anmeldelse her), har rødder tilbage til 1982. I 2025-udgaven består bandet af Iens Simonsen (vokal), Maria Gerlif Pilegaard (vokal), Thomas Melau (mundharpe), Simon Nielsen Ørregaard (trommer), Thomas Lago (guitar), Thomas von Magius (bas), Marvin Radford (tangenter), Andreas Gad (saxofon) og Mads Brusgaard (saxofon).
Stilen er sammenlignelig med 1960’ernes britiske blues eller Mose Allisons jazz-påvirkede rhythm & blues. Bandet tackler hjemmevant Allisons ”Don’t worry ’bout a thing” og kombinerer hans friske swing med Chicago-mundharpe fra altid gode Thomas Melau.
Iens Simonsens vokal lægger sig også i forlængelse af hvide R&B-sangere som Allison og Georgie Fame, hvis klang og frasering Simonsens fremførelse har mange lighedspunkter med. Maria Gerlif Pilegaards leadvokal er solid og sympatisk, men mere anonym på en i øvrigt fin version af Z.Z. Hill-hittet ”Down home blues”, hvor særligt messingblæserne og Melau står sig godt.
Blandt covernumrene er også især John Mayalls ”Chicago line” vellykket. Men det er bandets fire egne kompositioner – begået af Iens Simonsen sammen med den nu afdøde guitarist Jens Gerlif – der fæstner sig mest hos lytteren. De er generelt vellykkede, og ikke mindst den swingende ”Wooden shoe” viser et bluesband, der ikke lyder som andre herhjemme.
Kombinationen af de Chicago-stærke musikere fra Ace of Blues (Ørregaard, Melau, Lago, von Magius og Radford) med Iens Simonsens R&B-swing og det ekstra punch fra blæserne fungerer godt. Live at Mojo Copenhagen lyder måske mest som det, det er: en souveniroptagelse mere end et gennemproduceret produkt. Men det er svært at stå for charmen og den positive energi.
Man kan finde Live at Mojo Copenhagen på streamingtjenesterne, hvor albummet udkom 1. januar 2026.

