Af Jakob Wandam
”Danmarks første bluessanger” er Povl Dissing blevet kaldt. Uden at debattere rigtigheden af dét udsagn kan man i hvert fald konstatere, at Povl Dissing skabte en unik dansk bluesform, som formidlede en særskilt dansk vise- og folkemusiktradition gennem et amerikansk fraserings- og tonesprog – skillingsviser møder Snooks Eaglin og Louis Armstrong.
På Tønder Festival 1979 er det dog et mere traditionelt amerikansk bluesrepertoire, som Povl Dissing kaster sig over i samarbejde med Fessors Big City Band. Dissing havde ellers på et tidligt tidspunkt droppet at synge på engelsk, men kærligheden til sangene bestod. Den kærlighed delte han med Ole ”Fessor” Lindgreen, som nok er jazzmand, men for hvem bluesen altid har været en integreret del af udtrykket.
I fællesskab fortolker Povl Dissing og Fessors Big City Band – Verner Work (trompet), Steen Vig (tenorsaxofon), Fessor (trombone), Claus Nielsen (guitar), Preben Lindhart (bas) og Thorkild Møller (trommer) – en række standarder fra bluesens tidlige år: ”Kansas City blues” af Jerry Leiber og Mike Stoller, ”See see rider blues” af Ma Rainey, den traditionelle ”Careless love” (tilskrevet W.C. Handy), ”Good morning blues” af Count Basie, Eddie Durham og Jimmy Rushing samt Leroy Carrs ”Blues before sunrise”.
Koncerten på Tønder Festival var en af flere optrædener, som Povl Dissing havde med Fessors Big City Band i sommeren 1979. Ikke desto mindre var den opstået temmelig spontant, og ifølge trommeslager Thorkild Møller var der ikke rigtig blevet øvet inden koncerten.
Timingen sidder da heller ikke altid lige i skabet, hvilket man for eksempel hører i ”Kansas City blues”, hvor Dissing skal til at begynde på tredje vers, men bliver afbrudt af Verner Works trompetsolo (den er til gengæld fremragende).
Povl Dissing, der døde i 2022, blev kendt for at kunne synge snart sagt hvad som helst og gøre det til sit eget. Hans udtryk var såre personligt og aldeles enestående. Men der var også en grund til, at han holdt op med at synge på engelsk: Det indfølte sangforedrag, som blev hans varemærke, blev simpelthen bedst opnået, når han sang på sit modersmål.
Derfor er det også, som om han trods sine umiskendelige Dissing-ismer ikke helt kommer ind under huden på bluesstandarderne. Povl Dissing kommer bedst til sin ret på pladens ene dansksprogede nummer. ”Sov nu, du lille” var en tidlig koncertfavorit for Dissing, en ganske morsom udlægning af Victor Skaarups fordanskning af den tyske vuggevise ”Schlafe, mein Prinzchen, schlaf ein”. Selv om sammensætningen af godnatsang og Big City Bandets begravelsesjazz-akkompagnement på papiret kan virke lidt urovækkende, fungerer det faktisk ganske godt.
Lige som Povl Dissing virker lidt båndlagt af det engelske sprog, synes Fessors Big City Band en smule hæmmet af at skulle spille bag ham. I hvert fald lyder bandet helt anderledes løssluppent, ja næsten befriet, på de to af albummets numre, hvor de spiller uden Dissing. Særligt W.C. Handys ”St. Louis blues” har en herlig friskhed over sig med skønt solospil af Hans Kjærby på klaveret.
Ovenstående kritik til trods er Tønder Festival 1979 ingenlunde et dårligt album. Faktisk er det rigtig fornøjeligt at lytte til. Dissings fraseringer og Verner Works intense trompetspil giver en sang som ”Blues before sunrise” et helt nyt udtryk. Og albummet indeholder flere fine instrumentale momenter, så som Fessors dejlige bluessolo på ”Careless love”.
Albummet er historisk dokument, som vi skal være glade for, og det er som sagt bestemt værd at høre også uden denne præmis. Men Tønder Festival 1979 vil nu nok stå som et pudsigt kuriosum snarere end som en central del af Povl Dissings fyldige diskografi.