The Blues Overdrive lægger ikke skjul på beundringen for forbillederne på Live slices, gruppens andet live-album, som også er deres første albumudspil siden Overdrive live!, der udkom helt tilbage i 2017 (læs anmeldelse her).
Det er selvfølgelig mest tydeligt med deres version af ”16 tons”, en hyldest til helten Peter Thorup, der oprindeligt sang den danske tekst til Merle Travis’ sang. Den er samtidig et løft med hatten til Ole Frimer, som er gæsteguitarist på The Blues Overdrives fortolkning. Og netop Frimers påvirkning skinner også igennem på flere af The Blues Overdrives kompositioner og forsanger Martin Olsens sangstil. Lyt for eksempel til ”Lay your burden down”, der godt kunne have passet ind på et af Ole Frimers senere album.
”Rolling thunder” er The Blues Overdrives moderne parafrase over bluesstandarden “Rollin’ and tumblin’”, der er indspillet af blandt andre Hambone Willie Newbern og Muddy Waters (og kan spores længere tilbage til Robert Johnsons ”If I had possession over judgment day” og Gus Cannons ”Minglewood blues”). Men stemningsmæssigt giver den også mindelser om Bob Dylans stil i de senere år, og Dylan er helt sikkert også en inspirationskilde for The Blues Overdrive.
”I was wrong”, med det geniale guitarhook, virker som en kærlighedserklæring til Jimmie Vaughan og den moderne Texas blues. Og så er der selvfølgelig altid et touch af J.J. Cale i The Blues Overdrives tilbagelænede groove.
Alt dette naturligvis ikke for at kalde The Blues Overdrive et kopiband, men blot for at pointere, at de bygger på flere forskellige bluestraditioner i deres udtryk. Og de er netop et orkester, som med disse byggesten fundet en stil og et udtryk, som er karakteristisk og genkendeligt.
De spiller også herligt og veloplagt på denne koncertoptagelse fra 2024, som tilmed er en rigtig god vokalpræstation af en Martin Olsen i hopla – hør blot de små krøller, han laver på ”Rolling thunder”. Leadguitarist Andreas Andersen går til opgaven med en frisk rock & roll-attitude og stram disciplin, og rytmesektionen – hvor Thor Boding siden Overdrive live! har afløst Thomas Birck på bassen – lægger det for The Blues Overdrive så essentielle drævende groove.
Det hele går op i en højere enhed, når bandet skaber den støvede ørkenstemning, der er med til at gøre langsomme numre som ”Aurora” og ”Jealous” virkelig vellykkede.
Alt i alt får Live slices vist The Blues Overdrives styrker frem på fornem vis.
Live slices udkom på vinyl den 29. august 2025 og på streaming den 22. maj 2026.

