Af Jakob Wandam
Throw your dog a bone er andet albumudspil fra The Pocket Players, en kvartet bestående af nogle af landets hardest working men in show business: Sanger og guitarist Ole Bech, Palle Hjorth på orgel og Henrik og Søren Poulsen på henholdsvis bas og trommer. De debuterede som gruppe i 2013 med Acid blue horizon og er altså nu klar med ti nye bluesrock-skæringer, hvor Ole Bech har stået for hovedparten af sangskrivningen.
The Pocket Players lægger ud med den forrygende boogie-blues ”St. Croix blues”. Ole Bechs rå vokal og beskidte guitarriffs sætter tonen, men må konkurrere om opmærksomheden med Palle Hjorts fuldfede orgeltoner, der tilfører dette nummer og albummet generelt et element af 1960’er-psykedelia. Ray Manzarek og (især tidlig) The Doors virker som en klar inspirationskilde.
Denne inspiration høres også på f.eks. ”Walk the planet for you”, som dog får helt sit eget liv i kraft af aldeles vidunderlig korsang fra Marianne Lewandowski. Hun giver sangen et old school, Raylettes-agtigt præg, som ikke er til at stå for.
Lydbilledet er dog mere varieret end som så. ”Losin’ it” gav denne anmelder mindelser om Simple Minds – ja, du læste rigtigt – med masser af rumklang på Ole Bechs vokal, der altså pludselig nærmer sig Jim Kerrs. Tænk ”Belfast child”. Men på samme nummer får Bech også demonstreret sin kunnen med dobro og slide og står således med det ene ben i britisk new romantics-pop og det andet i Mississippis muld. Måske lidt overaskende fungerer det faktisk – endog rigtig godt!
Eksperimenterne fortsætter på titelnummeret, der lægger ud som en John Lee Hooker-boogie, men igen tilføjes ”doo-wop, doo-wop, doo-wop”-kor fra Marianne Lewandowski samt Palle Hjorths orgelspil. Sammen giver det et nærmest surrealistisk udtryk, der igen er fuldstændig uimodståeligt.
”Will you weep for me” har Søren Poulsen i en hovedrolle; hans marchtrommer driver en sang frem, der så lander et sted mellem Peter Greens Fleetwood Mac og Booker T. & the M.G.’s. På ”The blinds” demonstrerer The Pocket Players, at de også mestrer en slow blues a la Robert Cray, og den afsluttende ”Jonah” er en akustisk, folk ballad-lignende sag med Ole Bechs strengearbejde som eneste akkompagnement til hans nu Paul Carrack-agtige leadvokal og bandets brummende kor.
Vi har med andre ord at gøre med et album, der baserer sig på 1960’ernes delvis psykedeliske bluesrock, men hvor man konstant overraskes af nye elementer, som alle sammen fungerer ualmindelig godt. De fire musikere spiller forrygende, sangene er varierede, og teksterne er interessante og ind imellem endog ganske morsomme.
Throw your dog a bone bør kunne appellere bredt, og pladen drøner simpelthen her i ellevte time ind blandt årets bedste danske bluesudgivelser.