Af Jakob Wandam
Efter det rigtig glimrende fællesprojekt Svante Sjöblom & Twang (læs anmeldelse her) med den svenske folkemusiker er trioen Twang nu tilbage med et studiealbum helt i eget navn – det første siden 2017’s Bibzy biddle.
Twang består af Peter Banks (banjo, kontrabas og vokal), Thyge van Dassen (violin og vokal) og Spencer Gross (guitar, kontrabas, mandolin og vokal). På albummet medvirker desuden Paul Banks som korsanger på standarden ”Sheik of Araby” – det eneste nummer, som ikke er skrevet af Twang selv.
Som sådan bevæger Twang sig lidt væk fra den traditionelle amerikanske string band-musik, som de er rundet af. Men de nye sange er skrevet ind i den samme tradition med fokus på det fortællende og på humoren. Sidstnævnte bliver dog præsenteret på en afdæmpet, næsten underspillet måde, et diskret glimt i øjet, som er mere subtilt, end man måske kender det fra Twangs live-optrædener (dokumenteret på albummet Live tapes, volume 1 (læs anmeldelse her)).
Derfor er Propaganda også et album, som vinder ved, at man lytter til det. Så vil man opdage en del tekstgreb, der knytter den traditionelle folkemusik-indpakning til nutiden med referencer til algoritmer, ufoer, avatarer og Instagram.
Titelnummeret ”Propaganda” præsenterer gruppens fortræffeligheder i ord, ikke på en bralrende gangsta rap-agtig vis, men med blid ironi: Roligt bliver det konstateret, at selv Jesus misunder dem deres strengespil, og at Twangs musik kan kurere kopper og pest! Det kræver blot, at man stoler blindt på dem og sværger troskab til Twang-tronen.
Det er måske nok en overdrivelse af trioens kvaliteter, men det er en fornøjelse at høre deres plukkende banjoer, blide guitarer, duvende kontrabasser, syngende violiner og sødmefulde vokalharmonier.
Der er mindre Mississippi Sheiks og mere Chris Thile over dem end tidligere, og dermed også mere progressiv bluegrass end blues. Det er der ingen skam i, men skal man klandre Twang for noget, kunne man måske ønske sig et par numre med lidt mere spark i. Det bliver næsten for underspillet i længden, og selv om man nyder de skarpsindige tekster, den jazzede elegance og de skæve smil, måtte det gerne, for variationens skyld, blive afbrudt bare en enkelt gang af en løssluppen hoe-down.