Nyt album fra Tim Lothar

Tim Lothar
Foto: Frank Nielsen

Tekst: Jakob Wandam

Sangeren, guitaristen og sangskriveren Tim Lothar er lige ved at være klar til at udgive sit næste soloalbum. Albummet, der har fået titlen Here, er planlagt til udgivelse på cd den 26. november.

Here bliver ikke tilgængeligt på streamingtjenesterne, men man vil kunne købe albummet (eller de enkelte numre) som downloads fra Tim Lothars hjemmeside her. Det gælder i øvrigt også Tim Lothars tidligere soloalbum såvel som albumprojekterne med Holger ”HoBo” Daub, The Mojo og Traveling Blues Nights. Online-udgaven af Here bliver sat til salg den 28. november.

Ungarske János Mazura fra netop The Mojo og Traveling Blues Nights har fungeret som producer og medvirker på Here.

Musikalsk historiefortæller

Tim Lothar debuterede som solist med Cut to the bone i 2006 efter i en årrække at have spillet trommer i blandt andet King Biscuit and the Crackers og Lightnin’ Moe and his Peace Disturbers.

Lothar lod sig inspirere af de akustiske førkrigs-bluesmænd som Charley Patton, Son House og Willie Brown, men udviklede sig hurtigt til en original sangskriver og musikalsk historiefortæller, som nok spiller akustisk blues, men som ikke lader sig begrænse til de traditionelle bluesstrukturer.

Tim Lothar turnerer flittigt i store dele af Europa. På dansk grund kan han næste gang opleves i Tøjhuset i Fredericia den 27. november og på Mojo Blues Bar i København den 29. november.