European Blues Challenge er klar med ny model

Tekst: Jakob Wandam

Den store europæiske blues-musikkonkurrence European Blues Challenge bliver i år afholdt i den portugisiske by Braga. Det kommer til at foregå over tre dage, nærmere betegnet den 4., 5. og 6. april 2024.

I de tidligere år er vinderen blevet kåret på konkurrencens anden dag, efter at de deltagende bands altså har optrådt fordelt over to dage. I år, hvor European Blues Challenge afvikles for 12. gang, bliver det en smule anderledes. De 22 deltagende bands er også denne gang fordelt over to dage – en slags semifinaler – og så bliver der en finalerunde på dag nummer tre med de fire bedste bands eller solister fra hver af de to semifinaledage.

Danmark deltager i den første semifinale torsdag den 4. april, og som vi tidligere har kunnet afsløre (læs her), er det det jyske orkester The Manic Blues, der skal repræsentere Danmark.

Rækkefølgen

Rækkefølgen for de deltagende landes optrædener ser således ud:

Martin Skaastrup og Henrik B. Bruhn (The Manic Blues)
Foto: Frank Nielsen

Semifinale 1, torsdag den 4. april klokken 19:

  1. Storbritannien: Errol Linton Band
  2. Luxembourg: The Bottlenecks
  3. Sverige: The Blue Benders
  4. Irland: Ben Prevo
  5. Schweiz: Dan Mudd feat. Bearbeat
  6. Bulgarien: DBD
  7. Polen: Silesian Hammond Group
  8. Portugal: Gringo’s Washboard Band
  9. Danmark: The Manic Blues
  10. Kroatien: Charlie & Bell Blues Experience
  11. Finland: Little Willie Mehto

Daria Biancardi
Foto: Frank Nielsen

Semifinale 2, fredag den 5. april klokken 19:

  1. Norge: Odin Landbakk Trio
  2. Tyskland: Blue Deal
  3. Italien: Groove City & Daria Biancardi
  4. Tjekkiet: O.J. Žlábek Band
  5. Østrig: Moritz Gamper
  6. Grækenland: Tassos Skouras
  7. Nederlandene: Robbert Duijf Band
  8. Belgien: Thomas Frank Hopper Band
  9. Spanien: Kid Carlos Band
  10. Frankrig: Little Mouse & the Hungry Cats
  11. Rumænien: Marcian Petrescu BluesHarp Band

Finale, lørdag den 6. april klokken 19:

  • Optræden af de otte bedste deltagere fra de to semifinaler
  • Uddeling af Blues Behind the Scenes Awards
  • Kåring af European Blues Challenge-vinderne
  • Kort optræden af vinderne

Bluesfestivaler

Ud over æren og trofæet kan vinderne bryste sig af retten til at optræde på nogle af Europas største bluesfestivaler: BB Blues Festival i Portugal i juni, Santa Maria Blues Festival på Azorerne i juli, Notodden Blues Festival i Norge i august og Blues Alive Festival i Tjekkiet i november.

Noa & the Hell Drinkers

Sidste års European Blues Challenge blev vundet af spanske Noa & the Hell Drinkers. Danmark var repræsenteret ved sangerinden Sahra da Silva og hendes band (læs mere her).

Foruden konkurrencen og Blues Behind the Scenes Awards byder European Blues Challenge som sædvanlig på Blues Market, Blues Expo og European Blues Unions generalforsamling. Det er netop European Blues Union, der står for at koordinere og promovere European Blues Challenge, der er blevet kaldt ”bluesens melodi grand prix”.