Tekst og foto: Jakob Wandam
”Autentisk original blues fra Mississippi” blev koncerten med Boo Boo Davis i rejseboghandlen Tranquebar i København markedsført som. Og den 74-årige James ”Boo Boo” Davis er da også en af de efterhånden få tilbageværende bluesmusikere, som kan trække på egen erfaring fra bomuldsmarkerne i Mississippi-deltaet.
Det gør han så – og det gjorde han torsdag den 5. april i et udsolgt Tranquebar. Publikums sammensætning var nok præget af, at koncerten fandt sted i en boghandel; der var usædvanligt mange kvinder til stede, og der blev drukket rødvin og indtaget café-føde.
Umage match
Det virkede umiddelbart som et umage match med Boo Boo Davis. Han kan hverken læse eller skrive, men han kan skrive sange, og så kan han spille mundharpe og synge med sin helt personlige, drævende og slørede vokal. Hans kraftige sydstatsdialekt og noget decimerede tandsæt gør ham ofte svær at forstå, både når han synger, og når man forsøger at føre en samtale med ham.
Tilmed har han en skæv og listig humor, der gør én usikker på, hvornår han er alvorlig, og hvornår han laver sjov. Bluesnews.dk blev således med bestemthed indskærpet, at hvis man ville tage billeder af Boo Boo Davis, måtte man købe en cd – noget for noget! For en sikkerheds skyld erhvervede Bluesnews.dk sig en af hans medbragte plader …
Hollændere
Med sig på scenen havde Boo Boo Davis sit faste ensemble, som bestod af hollænderne Jan Mittendorp, guitarist og ejer af Davis’ pladeselskab Black & Tan Records, og John Gerritse, trommeslager.
Siden 2008 har Boo Boo Davis spillet uden bassist i sit band, og det giver hans musik en helt særlig lyd og stemning. Den kan være lidt svær at rubricere: Guitar/tromme-kombinationen giver den et præg af hill country blues, der understøttes af de tunge boogie-rytmer. Men Davis’ mundharpespil trækker mere i retning af den urbane Chicago-stil.
Selv stammer Boo Boo Davis fra Drew, Mississippi, men har siden engang i 1960’erne haft base i St. Louis, Missouri.
Boogie-blues
Uanset hvad man måtte kalde det, spillede Boo Boo Davis og hans band en dunkende, elektrisk boogie-blues. Alle tre spillede uden de store dikkedarer, men uhyre effektivt. Jan Mittendorps første guitarsolo – i koncertens første nummer, ”Tryin to get ahead” fra albummet Name of the game – illustrerede det ganske godt. Den var kort, rytmisk og fuldstændig blottet for lir, men virkningsfuld.
Især koncertens første sæt led desværre under, at Boo Boo Davis var mikset for lavt i forhold til backing-duoen. Hans prunkløse mundharpespil havde lidt svært ved at trænge igennem, og hans i forvejen svært dechifrerbare sang druknede i det samlede lydbillede. Det hjalp dog lidt efter pausen, hvor der lod til at være blevet justeret på lyden.
Sætlisten trak på det meste af hans diskografi hos Black & Tan, som Boo Boo Davis har indspillet trofast for siden 1999. Især var der bud efter Name of the game (2008) og Ain’t gotta dime (2009), som hver var repræsenteret med fem sange.
Inderlig
Sangskrivningen står Boo Boo Davis selv for – i samarbejde med Mittendorp og Gerritse – og alt, hvad han synger om, har han selv oplevet, siger han. Det gør en Boo Boo Davis-koncert til en personlig og inderlig oplevelse, og der er ingen tvivl om, at han føler sig drevet til at gøre, hvad han gør. ”Thank you Dave,” råbte han til manges forundring efter hvert nummer, og Dave er, hvad Davis kalder sin personlige skytsengel, eller Gud, om man vil.
Boo Boo Davis optrådte siddende på en skammel med et specialkonstrueret lille bord foran sig med mundharper i forskellige tonearter. Skammel og bord var beklædt med glimmerpapir, og sammen med Davis’ uhøjtidelige påklædning gav det et småtarveligt visuelt indtryk – som en nedslidt diner eller en mom and pop-store. Det passede ganske godt til musikken, som altså ikke var tarvelig, men rå, uprætentiøs og ægte.
Der var en nærmest håndgribelig fællesskabsfølelse mellem Davis og hans to medmusikanter. ”De hér gutter er min familie,” erklærede han og priste Jan Mittendorp og John Gerritse: ”Name it, and they can do it!”
Veloplagt
Og de spillede da også upåklageligt og uhyre veloplagt. Det var en fornøjelse at se de store smil, der hele tiden strålede fra John Gerritse, mens han tordnede af sted på stortromme, koklokke og træblok. Jan Mittendorp skabte insisterende boogie-rundgange og pyntede indimellem med bottleneck-slide – altid effektivt, aldrig prangende.
Af og til skiftede stilen til et mere funky udtryk, og også her kunne Mittendorp sætte tonen med økonomisk og effektfuld brug af wah-wah-pedalen.
Boo Boo Davis selv var smilende, grinende og småsludrende, og det virkede simpelthen, som om de hyggede sig med at spille. Det smittede også af på publikum, og det var vanskeligt, for ikke at sige umuligt, at undgå at blive revet med af stemningen og af de næsten trance-inducerende rytmer.
Personlighed
Davis’ vokal havde som nævnt lidt vanskelige kår, men selv om ordene ofte glippede, demonstrerede han en stærk og udtryksfuld stemme med begejstring og masser af personlighed. Hans mundharpespil fulgte i det store hele samme fremgangsmåde som Mittendorps guitar-ditto; det understøttede sangenes groove og trak lytterne ind i Davis’ personlige Mississippi-univers, uden at man faldt bagover i benovelse over hans ekvilibrisme.
Særligt i andet sæt tog Boo Boo Davis ganske vist nogle gevaldige soloture på mundharpen, og vist lød det rigtig godt og udløste behørig applaus. Men koncerten var i høj grad en band-foreteelse, hvor musikkens boogie-groove, rytmen og stemningen var hovedpersonen.
Derfor gjorde det faktisk heller ikke så meget, at der var ubalance i mikset, og at pausen blev fremskyndet, da Jan Mittendorps Fender-forstærker røg sig en tur. Man blev opslugt og henført af musikken og den positive atmosfære, og meget mere kan man vel ikke forlange af en koncert.
Da Boo Boo Davis tilmed gav den som messende blues-prædikant under ekstranummeret ”Lucky man”, gik det hele op i en højere enhed. Rejsen til Mississippi var fuldendt.