Bjørn Berge Electric Band (Bjørn Berge, Vegard Fossum, Kjetill Ulland)
Tekst og foto: Peter Widmer
Et veritabelt sonisk bombardement ramte øregangene på publikum, da den norske trio Bjørn Berge Electric Band gik i gang med deres koncert på spillestedet Dexter i Odense fredag den 21. februar 2020.
Guitaristen, komponisten og vokalisten Bjørn Berge har gæstet Danmark flere gange. Her har han henrykket flere forsamlinger med sit akustiske guitarspil. På Dexter blev Bjørn Berge suppleret af den ferme bassist og kormand Kjetil Ulland og den opmærksomme og velspillende trommeslager Vegard Fossum.
Rygtet om trioens musiceren var løbet i forvejen, og flere folk mente, at det ”næsten var for meget,” hvad trioen frembragte af musik. Andre var endda gået så vidt som at karakterisere Bjørn Berge Electric Bands musik som ”noget larm.”
Helt så slemt var det dog langt fra, for trioen have meget at byde på i form af varierede toner i både hårde og bløde passager med god vekselvirkning og bluesmusikken som fundament. Desuden supplerede aftenens musikere hinanden på glimrende vis og gav rigeligt med plads til hverandre, samtidig med at de spillede yderst struktureret og tight.
Fin lyd
Bjørn Berge
Bjørn Berge Electric Band havde valgt at medbringe egen lydmand – Torleif Helvik – der selvsagt kendte de numre, der flød fra scenen i en lind strøm. Torleif Helvik løste den væsentlige opgave, det er at lave lyd, på fornem vis, og Bjørn Berge Electric Bands musikalske udladninger blev aldrig øretrættende.
Koncerten var berammet til at starte klokken 20. Klokken 20.02 gik trioen uden at sige et ord i gang og lagde ud med to numre fra det fjortende Bjørn Berge-album Who else (2019), nemlig den langsomme ”Lost pearl” og den hurtige ”Monkey ship”. Der var tryk på fra starten, og Bjørn Berges slide-guitarspil var som resten af aftenen igennem i fokus.
Orkesterlederens vokal var ru, rå og ”growler”-agtig, og det langsomme første nummer gled direkte over i den næste komposition, hvor tempoet blev sat betragteligt i vejret. Som under hele koncerten lagde man mærke til Bjørn Berges højre hånd og hans ”flesh-to-strings”-spilleteknik. Desuden anvendte han ofte fingerplektre af metal, hvilket gav en helt speciel lyd.
Efter de to indledende numre henvendte Bjørn Berge sig endelig til publikum og bød velkommen. Desuden lød det fra kapelmesteren: ”Vi er Bjørn Berge Electric Band, og vi spiller elektrisk musik.” Så var dét på plads, og derefter fik man yderligere 14 numre i løbet af det 90 minutter lange sæt, trioen leverede, plus det løse.
Fællessang
Kjetil Ulland
Blandt andet hørte man ”The sun’s going down” fra Who else, et næsten funky, hårdtslående nummer. Så fulgte den langsomme ”Meanest blues in town” fra 2013-albummet Mad fingers ball. Her kastede Bjørn Berge sig ud i unisont guitar- og vokalarbejde med virkelig god effekt.
I øvrigt viste Bjørn Berge sig at have nogle gevaldigt lange, tynde fingre som instrumentkollegaerne Robert Johnson og Johnny Winter. Dette giver selvsagt nogle spillemæssige muligheder, som ikke alle guitarister har.
Så var der fællessang i løbet af den klassiske ”One meat ball” af Hy Zaret og Louis C. Singer. Publikum skulle inddrages på omkvædet, og det blev de fremmødte. Bassisten Kjetil Ulland ledte kor-slagets gang sammen med Bjørn Berge, og alt kørte, som det skulle i dette langsomme, underfundige nummer.
Bjørn Berge
Åbningsnummeret på Who else – ”Monkey ship”- var som nævnt også på plakaten. I dette mere hårdtslående nummer strakte især de to rytmefolk ud. Både bassist og trommeslager havde de store smil fremme, og Kjetil Ulland smådansede, medens han trakterede sin bas, så det var en ren fornøjelse at være vidne til.
”Bitter sweet” – ligeledes fra Who else – fulgte og manifesterede sig som en hård ballade, der var smuk i al sin råstyrke. Bjørn Berges dybe, halv-rå vokal passede perfekt til det instrumentale, og dertil sang Kjetil Ulland velsiddende kor. Desuden leverede Bjørn Berge atter en gang flot slide-guitararbejde.
Lyrisk
Vegard Fossum
Det blev også til en helt egenartet, meget velsmagende, yderst langsom, intens udgave af Wilie Dixons klassiske ”I can’t quit you baby”. Her excellerede Bjørn Berge i smukt, lyrisk akkordspil, og alle tre musikere udviste gensidig opmærksomhed og årvågenhed over for hinandens spil. Fornemt!
Med næste nummer blev der grebet tilbage til Bjørn Berges album We’re gonna groove fra 2006. Herfra fik man nemlig nummeret ”Had a suspicion”, der undtagen et par stille passager divergerede markant fra ”I can’t quit you baby”. Her var nemlig virkelig drøn på og gang i den, og var man ikke vågen, så blev man det af at blive udsat for ”Had a suspicion”.
Så blev den store delta blues-musiker Son House og hans ”Death letter” eller ”Death letter blues” hevet op af mølposen, og man fik en elektrificeret, frisk version af det oprindeligt akustiske nummer. Her var Bjørn Berge atter fremme med effektfuldt, unisont vokal- og elguitar-syslen med slide-toner for alle pengene.
Ekstranumre
Med ”Death letter” var koncerten reelt forbi, og Bjørn Berge havde da også annonceret Son House-nummeret som aftenens sidste. Imidlertid ville folk have mere, og de tre fortrinlige musikere blev klappet frem til et ekstranummer. Samme blev Erik Schrodys ”Black Jesus” fra Bjørn Berges 2004-album St. Slide.
Bjørn Berge Electric Band (Bjørn Berge, Vegard Fossum, Kjetil Ulland)
Folk blev igen – som i tilfældet ”One meat ball” – involveret i fremførelsen af omkvædet i nummeret ”Black Jesus”, og dét var de med på. Tilmed ville det velopvarmede publikum have mere, og sådan blev det. Bjørn Berge Electric Band spillede nemlig dernæst Mark Sandman-kompositionen ”Thursday”, ligeledes fra St. Slide.
Dette nummer må siges at have været et godt valg som afslutningsnummer på en fin, varieret koncert, der sluttede ved 21.40-tiden. ”Thursday” emmede nemlig af en forrygende slide-guitar-tour de force og ditto bas- og trommespil. Samtidig var der godt gang i den, og det var svært ikke at være tilfreds som publikummer.
Ingen kan haft så meget som et eneste kedeligt øjeblik i selskab med den norske trio Bjørn Berge Electric Band, der med et sonisk sansebombardement gav en fornem opvisning i trioformatets muligheder og leverede en varieret, velkontrolleret, imponerende og aldeles bjergtagende kvalitetskoncert, med glimt i øjet og fin kontakt til publikum.