Chris Copen
Tekst og foto: Jakob Wandam
Vi har sagt det før, og efter koncerten på Charlie Scott’s Bar fredag den 2. maj kunne vi konstatere det igen: Chris Copen bliver bare bedre og bedre.
I et sæt, der hovedsageligt bestod af New Orleans-standarder, viste Chris Copen, hvordan man gør kendt stof og gamle numre sprællevende gennem fri improvisation og naturligvis nærvær. Og netop Chris Copens improvisationsevner har udviklet sig med syvmileskridt i de senere år. Han spiller simpelthen mere frigjort og opfindsomt, hver gang vi hører ham.
Det bunder naturligvis i en stadig større teknisk kunnen og et voksende kendskab til genrerne, men også i en øget bevidsthed hos Chris Copen om, hvem han er som kunstner, og hvad han vil med sin musik. Han tager flere chancer og leger mere med konventionerne end nogensinde.
Velkendte ansigter
Chris Copen Trio
På Charlie Scott’s optrådte Chris Copen med to velkendte ansigter i de københavnske cirkler for New Orleans rhythm & blues, nemlig bassist Jonas Starcke og trommeslager Stefan Andersen.
Begge er medlemmer af Jazz Five og spiller i diverse andre sammenstillinger, og begge har spillet sammen med Chris Copen masser af gange. Så de tre musikere vidste, hvor de havde hinanden.
Stefan Andersen
Repertoiret var som nævnt også ét, som de alle tre tydeligvis var godt hjemme i, med mange af New Orleans-koryfæerne repræsenteret. Fra Allen Toussaint-sangbogen kom for eksempel ”Get out of my life woman” og ”Who’s gonna help brother get further”. Dave Bartholonew stod bag ”Blue Monday”, et hit for både Smiley Lewis og Fats Domino, og Bartholomew/Domino-klassikeren ”I’m walkin’” var også på programmet.
James ”Sugar Boy” Crawfords ”Iko iko” var der selvfølgelig, og fra Professor Longhairs repertoire ”Tipitina”, ”Mardi Gras in New Orleans” og ”Big chief”. The Meters var repræsenteret ved ”Hey pocky a-way”, og ingen Chris Copen-koncert uden et par af de numre, som Dr. John gjorde populære, her Wee Willie Waynes ”Travelin’ mood” og doktorens egen ”Such a night”.
Heftig klaverblues
Jonas Starcke
Men Chris Copen agerer ikke bare hjemmevant i New Orleans R&B. Åbningsnummeret var en heftig klaverblues, et arrangement af ”So long” alias ”Reconsider baby”. Herefter gik der skøn funk i den med ”Get out of my life woman” med en fed, udstrakt bassolo, afløst af en mindst lige så god klaver-ditto.
”Travelin’ mood” fulgte, og Jonas Starcke sang den lystigt rullende ”Blue Monday”, inden tempoet blev sat ned med bluesstandarden ”Ain’t nobody’s business”. Chris Copen demonstrerede her herligt bluesspil med legende trioler, og Starckes bas var dyb og groovy.
Chris Copen
”I’m walkin’” var et af flere numre, hvor Copen & co. eksperimenterede med rytmen, hvilket ofte tog sangene uventede steder hen. ”Iko iko” bød for eksempel på en decideret cubansklydende klaversolo, og det caribiske (som Jelly Roll Morton kaldte the Spanish tinge) dukkede op flere gange – intetsteds så tydeligt og så overraskende som i et højst originalt mambo-arrangement i mol af Little Walters ”My babe”!
Jazzstandarden ”St. James Infirmary” var i mere velkendte klæder med blide begravelses-trommehvirvler af Stefan Andersen. Men Chris Copens pragtfulde, jazzede improvisationer – og en dyb, næsten growlende vokal – løftede den gamle klassiker til svævende højder.
En overraskelse
Jonas Starcke
En overraskelse i sætlisten var Freddy Coles ”Muddy water blues”, et jazzet uptempo-nummer med dansende trommespil af Stefan Andersen. Freddy Cole var Nat King Coles mindre kendte bror, som også var jazzpianist og -sanger og bestemt også kunne spille blues.
Jonas Starcke var vokalist igen på ”Hey pocky a-way”, der rundede første sæt af på svært funky vis, og som igen bød på solospil fra bassisten. ”Tipitina”, der indledte sæt nummer to, var til gengæld en tour de force for Chris Copen på klaveret.
Stefan Andersen
Herefter blev det Stefan Andersens tur til at synge ”Iko iko”, inden Chris Copen tog over igen med vokal og barrelhouse-klaver på ”Junko partner”, en gammel New Orleans-standard af James ”Wee Willie” Wayne, men i Chris Copens hænder nok ikke mindst inspireret af James Bookers fortolkning.
”Mardi Gras in New Orleans” blev fulgt af den mest dybt funky version af St. Louis Jimmy Odens ”Goin’ down slow”, som denne skribent har hørt. Arrangementet var sejt og tjæret som Dr. John i hans psykedeliske velmagtsdage, og det fungerede virkelig godt.
Let til bens
Jonas Starcke og Chris Copen
Stadig funky, men mere let til bens var ”Who’s gonna help brother get further”, igen med klar caribisk påvirkning på Chris Copens improvisationer. Stefan Andersen sang – og fløjtede – ”Big chief”, hvor han også fik lejlighed til at spille en trommesolo.
Publikumsfavoritten ”Such a night” rundede det ordinære sæt af, og det fede swing blev videreført i Ray Charles’ ”What’d I say”, der blev givet som ekstranummer.
Chris Copen har varslet snarligt nyt på udgivelsesfronten, og vi ser frem til en opfølger til den stærke I got hipped fra 2022 (læs anmeldelse her). Det er en fornøjelse at følge hans musikalske udvikling. Hvad kan det ikke ende med?