Tekst: Jakob Wandam
Foto: Frank Nielsen
Sidste gang Bluesnews.dk så Ghalia Volt, optrådte hun i ensom majestæt. Den belgiske kunstner turnerede som solist i Danmark i 2023, hvor hun blandt andet spillede på Blues Alive Festival i Horsens (læs her) og på Godset i Kolding (læs her).
I februar 2025 var Ghalia Volt tilbage på dansk jord, og Bluesnews.dk fangede hende på Musikhuset Dexter i Odense onsdag den 26. februar. Der var lagt op til en anderledes oplevelse, for denne gang var guitaristen og sangerinden Volt ledsaget af Jay Stiles på keyboard og Daniel Perez på trommer.
En varieret vifte
Det blev anderledes, for ud over den minimalistiske hill country blues og delta blues, vi er kommet til at kende hende for, foldede Ghalia Volt sit musikalske udtryk ud i en varieret vifte af rock & roll, rockabilly, surf og syrerock.
Og Ghalia Volt blev rigtig godt sekunderet af de to medmusikere. Især trommeslager Perez imponerede kontinuerligt med sit energifyldte og kreative spil, men der var også masser af fornemme, indimellem helt progressive orgelindsatser fra Jay Stiles.
Og de to herrer fulgte uden tøven kapelmesteren rundt i et sæt, der var uden sætliste og, oplyser pålidelig kilde til Bluesnews.dk, væsensforskelligt fra for eksempel trioens koncert i Horsens ugen forinden.
Ghalia Volt havde tildraget sig en forkølelse, og det satte sit præg på hendes stemme, der især ved koncertens begyndelse indimellem blev til en spag kvækken. Efterhånden fik hun dog sunget sig varm, lige som hun og bandet også lige skulle spille sig i gang.
Noget godt i vente
Det første par numre løftede sig heller ikke rigtig, selv om Ghalia Volts rå guitarlyd og Daniel Perez’ spændstige hill country-trommer fra åbningsnummeret ”Can’t have it all” signalerede, at der var noget godt i vente. ”He is not gonna deal with you” havde surf-elementer, især i Ghalia Volts guitarsolo, og næste nummer var rockabilly, men man skulle frem til ”Shout sister shout”, titelnummeret fra Volts 2023-album, for at finde koncertens første højdepunkt.
Her fandt trioen et dybt groove, og Ghalia Volt diverterede med en rå, flænsende guitarsolo, der både bød på wah-wah-pedal og bottleneck-slide.
Ghalia Volt er en herlig slide-guitarist, og da hun fandt sin Framus-guitar fra 1957 frem, blev der virkelig disket op med lækkerier. Déns fede lyd var med til at gøre spiritualen ”Wade in the water” ekstra god, men Daniel Perez’ langsomt fremaddrivende trommespil var bestemt heller ikke at foragte.
Det fortsatte direkte over i en udgave af Elmore James’ ”I can’t hold out”. James er et åbenlyst forbillede for Ghalia Volts bottleneck-spil, og hendes fortolkning var stærk med en glimrende orgelsolo af Jay Stiles.
Eksperimenterende
Efter en kort pause fortsatte de gode takter med boogie-bluesen ”She’s holding you back”. Daniel Perez og Jay Stiles udvekslede store grin, og så gik koncerten over en ny fase med længere, mere eksperimenterende passager. ”Meet me in my dreams” blev afviklet med et tungt, mosende hill country-groove og fik virkelig lov til at folde sig langsomt ud med Daniel Perez’ fede trommespil som anker, inden den blev afsluttet med en kort, intens bottleneck-solo.
Efter den Johnny Cash-smagende ”No happy home” – en slags højoktan-rockabilly – blev der igen eksperimenteret med udtrykket på ”Dog ya around”, en tung, langstrakt sag, hvor Nirvana mødte syret prog og blues med wah-wah-effekt på Ghalia Volts guitar og en ret fed orgelsolo.
Så blev blikket atter vendt mod Elmore James-stilen, denne gang med Ghalia Volts egen ”Reap what you sow” med slide-opvisning af Volt og eksplosivt orgelspil af Jay Stiles. Den gled direkte ind i en version af Muddy Waters’ ”Rollin’ and tumblin’” med mere fedt trommespil af Daniel Perez og en heftig omgang slide.
Slidt ned
På ekstranummeret, Ghalia Volts egen ”Po’ boy John”, kunne man godt høre, at sangerindens stemme var ved at være slidt ned for denne gang. Men nu havde hun og bandet også gjort det godt med en uventet varieret bluesforestilling.
Ghalia Volt er måske nok mest kendt for sin udgave af Mississippi hill country blues, og det er også dér, hun er allerbedst. Men koncerten på Dexter viste, at hun har overraskende mange andre strenge at spille på.