Koncertanmeldelse: Blues Alive Festival, Kilden, Horsens

Tekst: Jens Juel
Foto: Frank Nielsen

Opmuntret af sidste års gode oplevelser (læs her) afviklede Blueskartellet igen årets Blues Alive-endagsfestival i Kilden, som Sct. Ibs Skole velvilligt havde stillet til rådighed.

Med husets eminente lydsystem og veteranen Leo Thygesen ved mixerpultens knapper hørtes kun ros om aftenens lydbillede, og igen i år styrede sprechstallmeister Jesper Bjarnesen løjerne med sikker hånd.

The Manic Blues

Det var lagt i hænderne på lokale The Manic Blues at åbne ballet. Eller lokale og lokale – grundstammen og sangskriverne i bandet Jais Kurečko Eriksen (bas og backingvokal) og Martin Skaastrup (guitar) er i alt fald bosiddende i Horsens. Bandet består derudover af Henrik Bruhn (leadvokal og guitar) samt Lars Møllenberg bag trommerne. Endvidere var bandet til lejligheden udvidet med den allestedsnærværende Rasmus Stenholm på Hammondorgel.

The Manic Blues er et yderst ambitiøst projekt, som kun befatter sig med egne, originale numre, og som trods dets korte levetid – de debuterede med albummet med den sigende titel Out of nowhere tidligere på året (læs anmeldelse her) – allerede har formået at blive nomineret til DMA-priserne ”Årets Danske Bluesudgivelse” og ”Ud af det Blå”. De er endvidere udvalgt til at repræsentere Danmark ved European Blues Challenge 2024 i Portugal og har ikke mindst været flittige gæster på den danske livescene siden debuten i foråret.

The Manic Blues lagde overbevisende ud med ”Black eye booze” fra føromtalte album, og efter yderligere en håndfuld numre herfra, bl.a. den fine soul-ballade “I can still feel” samt et enkelt nyt, “Country man”, udvidedes bandet med blæsersektionen Morten Elbæk (sax), Mads Pinholt (sax) og Jesper Blæsberg (trompet), som effektfuldt supplerede på de næste tre numre, heriblandt den Howlin’ Wolf-inspirerede “I’ve got this feeling”. Blæserne blev nu sendt ud igen, hvorefter fulgte en vellykket version af “Roll the dice” fra albummet.

”Man kan ikke spille en blueskoncert uden at spille en slow blues,” proklamerede Henrik Bruhn, hvorefter fulgte den fine ”Running on burning ground”. Til de sidste to numre blev blæsergruppen igen hentet på scenen, og som det obligatoriske ekstranummer fik vi fornøjelsen af “Waste no time” – også hentet fra debutalbummet.

The Manic Blues blev et sympatisk bekendtskab med velfungerende numre og rigtig gode indsatser fra samtlige pladser, men jeg føler alligevel trang til at fremhæve Henrik Bruhns fornemme vokalpræstationer og Martin Skaastrups distinkte og indfølte guitarsoli.

European Blues Union og Møblomania-prisen

Umiddelbart efter The Manic Blues’ sæt kom Bluesforeningen Crossroads’ formand Peter Buhl på scenen og uddybede om EBU og EBC samt foretog den officielle udnævnelse af The Manic Blues til at repræsentere Danmark ved European Blues Challenge i Braga, Portugal i april 2024.

Med æren følger også den såkaldte Møblomania-pris, som i år uddeltes for 16. gang. Prisen materialiseres af kr. 5000 samt en keramikkrukke udført af Henriette Duckert. Ib Kjærgaard fra firmaet Møblomania forestod prisoverrækkelsen.

Efter prisoverrækkelsen fulgte en times pause i programmet, hvor der var mulighed for at forkæle sig selv med en lækker ”blues-buffet”.

Ghalia Volt

And now for something completely different … !

Jeg må beskæmmet tilstå aldrig at have hørt om Ghalia Volt, før hendes navn tonede frem i årets festivalprogram, men det siger formodentlig mere om mig end om Ghalia. 🙂

Lidet anede jeg, at dette one woman-fænomen har indspillet ikke mindre end 5 fuldlængde-album med fortrinsvis egne kompositioner, eller at Ghalia har boet i New Orleans de seneste 10 år.

Bevæbnet med et arsenal af guitarer, heraf 2 af cigarbox-typen, og et trommesæt, som betjentes ved sindrige snoretræk- og pedalanordninger, samt en mere end kompetent sangstemme ejede Ghalia Volt scenen og hele salen den næste times tid.

Startnummeret ”Can’t escape”, en boogieagtig, medrivende ting, satte lynhurtigt gang i festen, og den efterfølgende ”Hoodoo evil man” dæmpede ingenlunde stemningen, som fik en yderligere tak opad med Mississippi Fred McDowells ”You gotta move”.

Vi fik yderligere tre originale og medrivende Ghalia Volt-numre, før den alsidige musiker diverterede med et “Rolling and tumbling”/”Diving duck”-medley, hvorunder en gimmick med en fyldt helflaske whisky som slide-rør naturligvis gjorde lykke.

Med sin udstråling, sang, indfølte slide-guitar, veloplagte talks og alt det andet blev one woman-bandet Ghalia Volt festivalens højdepunkt for overtegnede, og at dømme efter de omkringsiddendes reaktioner og kropssprog tror jeg, de fleste var enige i den betragtning. Efter denne aldeles forrygende koncert skal Ghalia såmænd være tilgivet, at hun forfaldt til at spille ”Whole lotta shakin’ goin’ on” og ”Blue suede shoes” som ekstranumre.

Thorbjørn Risager & the Black Tornado

Thorbjørn Risager har i løbet af de sidste 20 år udgivet ikke mindre end 12 album, og han har med sine bands spillet mere end tusind  koncerter i ind- og udland samt modtaget et utal af priser, så det var med en vis ærefrygt, jeg så frem til mit første live-møde med Thorbjørn Risager & co.

Det store band, som foruden kapelmesteren talte Emil Balsgaard (keys), Joachim Svensmark (guitars m.v.), Søren Bøjgaard (bas m.v.), Martin Seidelin (trommer), Hans Nybo (sax) og Peter Kehl (trompet), startede sættet med den energiske “Fire inside” hentet fra det seneste album Navigation blues, hvorefter fulgte “Come on in”, titelnummeret fra det forrige album. Så var det blevet tid til den lidt lettere genre med “Insomniac boogie”, hvorefter bl.a. fulgte endnu et par numre fra Navigation blues.

Endnu et par numre fremme fulgte en lang og effektfuld intro til ”Never giving in”, særdeles fantasi- og talentfuldt udført af Joachim Svensmark med bue på guitarstrengene. Risager & co. sluttede sættet med en forrygende ”All I want is you”, i hvilket Svensmark atter brillerede som adskillige gange under hele sættet, som hovedsageligt bestod af iørefaldende og gedigne bluesrocknumre.

At Thorbjørn Risager er en formidabel sanger og dertil en særdeles talentfuld og produktiv sangskriver, er helt evident, og at han råder over et enestående tight og driftsikkert band, vil ingen vist heller sætte spørgsmålstegn ved. Men spiller de blues? Mnjaah – efter min ringe mening i meget beskedent omfang, og jeg tror såmænd også, at Risager selv for længst har frasagt sig bluesetiketten.

I aftenens sæt var højdepunkterne for mig ubetinget, når den mere end talentfulde Joachim Svensmark med sine distinkte og sylespidse guitarsoli prikkede huller i det ellers glatte, bløde og stramtknyttede lydtæppe.

Blueskartellets Ærespris

Umiddelbart efter Thorbjørn Risagers sæt var det blevet tid til overrækkelsen af Blueskartellets traditionsrige ærespris, som tilfalder en person, der har gjort en ekstraordinær indsats for bevarelse og udbredelse af bluesmusikken. Prisen gik i år til Blueskartellets egen formand gennem 20 år, Carsten Mellson, for hans store og utrættelige arbejde med bookings og bluesfestivaler og ikke mindst hans kæmpeindsats for at bringe European Blues Challenge 2017 til Horsens.

Herfra skal lyde et rungende TILLYKKE til Carsten!

Texas Blues Guitar Summit

Tre ældre, alvorstungt udseende mænd med hver sin hvide Stratocaster luntede festivalens sidste sæt i gang med en lidt træt udgave af Funderburghs instrumentale ”Meanstreak”, men da de først var kommet godt i gang, var både alvor og træthed pist borte hos Mike Morgan, Anson Funderburgh og Shawn Pittman, som blev solidt og kompetent backet op af bassisten Drew Allain og Levent Özdemir bag trommerne.

Vi fik fornøjelsen af veloplagte nedslag i d’herrers respektive karrierer og numre, vistnok med overvægt til Morgan og Pittman, som tog vokaltjansen på skift.

Det vil føre for vidt at gennemgå sætlisten minutiøst, men highlights for mig var dog Shawn Pitmanns fine ”That’s the thing” og ”Sugar”.

Misforstå mig dog ikke – der var perlepræstationer fra alle pladser, og denne guitarseance havde ingen som helst karakter af konkurrence, men fremstod nærmere som et kærligt og respektfuldt samarbejde mellem ligemænd.

Yngstemanden Shawn Pittman lod dog ingen i tvivl om sine inspirationskilder: ”Without them, there would be no me,” sagt med henvisning til de to medspillere.

Da de først var kommet i gang, kunne de dårligt stoppe igen, og de tre guitarister spillede festivalens absolut længste sæt, hvor alle fremmødte guitar-aficionados fik fuld valuta for pengene. En mere end værdig afslutning på Blues Alive 2023.

Godt besøgt

Uden at kunne sætte helt præcist antal besøgende på gav Blueskartellets forperson Lene Højbjerg Holm udtryk for stor tilfredshed med tilslutningen til årets festival og kunne uden videre love, at der også kommer en Blues Alive 2024 i Horsens.

Datoen er allerede fastsat til 26. oktober 2024. Sæt straks kryds i kalenderen!