Koncertanmeldelse: Køge Blues Festival, Teaterbygningen, Køge

Tekst: Jakob Wandam
Foto: Sven Levandowsky

Den seneste iteration af den halvårlige Køge Blues Festival fandt sted lørdag den 8. marts, som sædvanlig i Teaterbygningen i Køge. Et talstærkt publikum – festivalen kunne melde udsolgt – kunne bevidne fire orkestre, som kom med hver deres udlægning af blues-idiomet.

Køge Blues Festival havde booket tre danske orkestre samt det tyske band The Bluesanovas, og der blev generelt hold et flot niveau i et veltilrettelagt program, hvor intensiteten støt steg hen over eftermiddagen.

Solidt

Fynske The Thrill var først på scenen, og de åbnede festivalen med solidt og temmelig traditionelt sæt, der især var funderet i elektrisk Texas blues. Palle J.T. Hansen på trommer og John Vogt på bas lagde bunden under Bjørn Langkildes faktisk rigtig gode vokal, og med sit glimrende, letflydende guitarspil kunne Ture Reimer Mattesens ikke skjule inspirationen fra Stevie Ray Vaughan, og hvorfor skulle han egentlig også dét?

SRV var da også selv på repertoiret i form af en sejt mosende ”Cold shot”, og inden da havde vi været forbi britiske Jesse Davey (The Hoax) med åbningsnummeret ”Revelator”. Vi fik senere også hans ”Can’t get it together” og en flot, flot version af The Hoax’ ”Don’t shake my hand”, hvor det var fint at høre Bjørn Langkilde i et lidt højere register end ellers, og med en fornem, ubesværet guitarsolo af Reimer Mattesen.

Blandt højdepunkterne var også en fed, energisk version af Howlin’ Wolf-klassikeren ”Killing floor” og en hårdtslående udgave af Lowell Fulsons ”Sinner’s prayer” med tordnende trommespil af Palle Hansen.

The Thrill rundede af med at lægge et fedt groove i ZZ Tops ”La grange”, og publikum var med dem og klappede i takt. Ture Reimer Mattesen kvitterede med en udstrakt guitarsolo, og The Thrill kunne gå fra scenen i forvisning om, at de havde gjort det godt.

Blues og bluesrelateret

Næste navn var David Kampmann Trio, som vendte tilbage til festivalen efter først at have optrådt der i 2020. Frontmand David Kampmann lovede et sæt af ”blues og bluesrelateret musik”, og de lagde ud med en skarp udgave af ”Motherless children” i Eric Claptons arrangement. Dén var fed, ikke mindst takket være David Kampmanns skærende bottleneck-slide-guitarspil.

Eric Clapton er ét af David Kampmanns forbilleder, og senere fik vi også en virkelig god version af ”Pretending”, som Jerry Lynn Williams skrev til Claptons Journeyman-album. I en noget anden boldgade var to heftige bluesrock-numre af den svenske guitarist Clas Yngström, ”Danger in the night” og ”Crazy night”.

I det hele var David Kampmann Trios sæt ganske alsidigt. Jimmy Krogsgaard (bas), Kristian Karottki (trommer) og Kampmann spillede fedt powertrio-spil på New Orleans-bluesmanden Earl Kings ”Come on”. ZZ Top blev igen besøgt, denne gang med ”I wanna drive you home” med en tung basgang af Krogsgaard, mens David Kampmanns bottleneck-spil rev og flåede.

Formidabel

David Kampmann er ikke verdens største vokalist, selv om stemmens skrøbelighed også indimellem resulterede i nogle inderlige Sonny Landreth-vibes, og han pressede vokalen til det yderste af spændvidden på sin egen Daniel Lanois-agtige ”The light of the day”. Men han er en formidabel guitarist, der kender sin besøgstid, og trods en forkærlighed for bluesrock forfalder han ikke til tom lir, men spiller smagfuldt og disciplineret.

Af hans egne sange var ikke alle lige vellykkede. ”The lights are receding” var ikke uden en vis kompositorisk opfindsomhed og ambition, men den endte alligevel med at fremstå som et lidt småkedeligt rocknummer.

Til gengæld var koncertens absolutte højdepunkt den afsluttende, umådelig smukke ballade ”Get onboard, Virginia”. Her var lækkert, jazzet basspil af Jimmy Krogsgaard, og David Kampmanns skarpe guitartone og ekkovædede, Mark Knopfler’ske mellemspil var tæt på at få denne anmelder til at knibe en tåre.

En teknisk begavelse

Herefter blev der mere trangt på scenen, idet det syv mand store Mama’s Blues Joint stod klar til at divertere med en fyldig gang rhythm & blues. I spidsen stod som altid en umådelig velsyngende Lene Strøyer, en teknisk begavelse, hvis pitch aldrig fejlede.

Med sig havde hun André Sørensen på bas og kor, Lars Fabiansen på guitar og kor, Lasse Storgaard på tangenter, Niels Ratzer på trommer, Hendrik Jørgensen på trompet og Mik Neumann på saxofon, og de lagde ud med den godmodigt luntende ”You got me where you want me”.

Mama’s Blues Joint spillede fedt og funky på blandt andet ”Give some” med hårdtslående, spændstigt trommespil af Ratzer, punkterende trut fra blæserne og wah-wah-effekt på Lars Fabiansens guitar. Funky var også ”Soul kitchen” med New Orleans-præget trompetspil og herlig vekselvirkning mellem blæserne, og her var det virkelig svært at sidde stille.

Efterhånden kom der da også folk på dansegulvet, navnlig til den caribisk-soul’ede ”Happy dude”, hvor der også blev klappet i takt til André Sørensens bassolo.

Flot ballade

Inden da havde vi hørt ”Missing you”, en flot ballade med jazzet guitarsolo, og den fede, bluesy ”Break it down for me”, der fra en indledning med et tungt, drivende guitar-riff steg i intensitet og kulminerede i en nærmest industriel guitarsolo.

”Let it rain” og den New Orleans-påvirkede ”Dance it out” fulgte, begge fra Lene Strøyers pen. Det meste af repertoiret var i det hele taget Lene Strøyers egne numre (enkelte skrevet sammen med André Sørensen), men der blev også plads til Mama’s Blues Joints dampende og luskede arrangement af The Rolling Stones’ discohit ”Miss you” samt Ann Peebles’ R&B-klassiker ”Breaking up somebody’s home”. Sidstnævnte blev serveret med et lækkert swing og en god solo af Lars Fabiansen.

Som ekstranummer fik vi balladen ”You good thing” med højtsvævende blæser- og orgeltoner og en sej, jazzet guitarsolo med Jeff Beck-reminiscenser, og Mama’s Blues Joints skønne, medrivende sæt blev rundet af med swingende rhythm & blues i form af ”This ain’t love”.

Klimaks

Troede man, at festivalens klimaks var nået med Mama’s Blues Joints dansable R&B, tog man imidlertid fejl, for der blev skruet op på alle knapper med The Bluesanovas. Det tyske orkester har på det seneste været igennem nogle markante ændringer i mandskabet med Jimmy Maxwell som ny mand på kontrabassen og ikke mindst Till Seidel som ny frontfigur på vokal og guitar. Men det forhindrede ikke The Bluesanovas i at levere en ualmindelig tight spillet koncert med en forbilledlig energi.

Nico Dreier på klaver, Philipp Dreier på trommer og Filipe Ribeiro Henrique var den unge alder til trods veteranerne i The Bluesanovas, som blev dannet i 2015. Og de optrådte også med stor autoritet med Henrique i rollen som guitarhelt, der med sin Fender Stratocaster leverede den ene gnistrende solo efter den anden fra scenekanten.

Tvillingerne Nico og Philipp Dreier var naturligt nok mere tilbagetrukne bag deres respektive instrumenter, om end Nico Dreier var mand for flere gode boogie-woogie-soloindsatser.

God frontmand

I Till Seidel har The Bluesanovas fået en endog rigtig god frontmand, som dels sang med en imponerende stemmekraft og flot soul-klang, dels udstrålede spilleglæde med sit kropssprog og sit konstant smilende kontrafej. Nogen ueffen guitarist er han bestemt heller ikke, og Till Seidel holdt sig ikke tilbage fra at dele rampelyset med leadguitaristen med nogle stærke soloindsatser fra sin røde Gibson.

Stilmæssigt spændte The Bluesanovas fra surf og rock & roll over jump blues og New Orleans R&B til Chicago blues og soul. Dét kunne publikum i Køge lide, for der var fyldt godt op på dansegulvet igennem det meste af The Bluesanovas’ seksten numre lange sæt.

Sættet var også godt sat sammen, for The Bluesanovas syntes at bevæge sig fra det ene højdepunkt til det næste. ”I don’t believe” var for eksempel en sej Chicago blues med en fed klaversolo af Nico Dreier og en energisk guitar-ditto fra Filipe Ribeiro Henrique. Og slow bluesen ”All I do is wrong” var en sand tour de force for Henrique, der matchede Seidels flotte sangpræstation med et udstrakt guitarsoloforløb – flot, flot!

Soul-slasker

Filipe Henrique spillede i Guitar Slim-stil på ”Say what you mean”, et stykke New Orleans-R&B a la Fats Domino. Till Seidels spillestil var mere muskuløs og fik for eksempel god plads på Tiny Grimes’ uptempo-shuffle ”Drinkin’ beer” (nok bedst kendt med Jimmy Witherspoon). Seidel var også guitarsolist på soul-slaskeren ”Time to leave” med Jimmy Maxwell på elbas.

The Bluesanovas’ egne numre matchede fint deres covers, men det var nu alligevel et hit, da de sluttede af med et dunkende medley af standarderne ”Smokestack lightning” og ”Catfish blues”. Her sang Till Seidel virkelig igennem og havde nær blæst taget af Teaterbygningen.

The Bluesanovas tog kegler, og man måtte bare bøje sig i støvet for den energi og disciplin, de unge tyskere lagde for dagen.