Samba Touré
Tekst: Jakob Wandam
Foto: Edith Tamayo
Onsdag den 13. marts spillede den maliske guitarist, sanger og sangskriver Samba Touré og hans band den første af fire koncerter på dansk grund i marts. Det foregik på spillestedet Alice på Nørrebro i København, og det var en koncert, som Samba Touré efter eget udsagn havde glædet sig til.
Det er naturligvis et udsagn, man ofte hører, uanset om det er sandt eller ej. Men der var oprigtig glæde at spore hos det band, der gik på scenen få minutter efter den annoncerede koncertstart klokken 20, og glæden var gengældt af publikum.
Intro
Djimbé Sissoko
Første mand på scenen var Djimé Sissoko, som spillede en intro på tamani – en slags tromme – inden resten af bandet sluttede sig til ham: Mamadou Sidibé på elbas, Souleymane Kane på kalabas og Samba Touré på elektrisk guitar.
De startede instrumentalt, og straks blev Samba Tourés fingerspilsguitar sat i centrum. Da endelig hans vokal satte ind, vidste koncertgæsterne, hvorfor de var kommet. Tourés stemme kan fortrylle selv et publikum, der ikke forstår et ord af, hvad han synger.
Samba Tourés sange bygger på songhai-folkets musiktradition, og åbningsnummeret ”Goye kurya” var da også et traditionelt nummer, som Touré har arrangeret. Sædvanligvis skriver han dog selv sine sange, som har et mere moderne blues-præg og sangstrukturer, som er genkendelige for vestlige ører.
Vuggende
Således fik Samba Touré og hans medmusikere hurtigt fanget tilhørerne ind i det vuggende groove, der ligger til grund for ørkenbluesen. Et blik ud over publikum gav mindelser om the summer of love – en storsmilende, vuggende folkemasse, der lod sig synge i kollektiv trance af Samba Tourés messende stemme.
Publikumsbegejstring
Med sang nummer to kom der mere bluesy guitarriffs på banen, og Djimé Sissoko skiftede til elektrisk forstærket ngoni. Denne afrikanske slægtning til banjoen var et pudsigt syn med elektronikken øjensynligt fæstnet til det tydeligvis håndlavede instrument med gaffertape!
Men ngoniens lyd var fabelagtig, og Djimé Sissoko spillede den med imponerende virtuositet og lod wah-wah-forvrængede toner skylle ud over publikum.
Anerkendende smil
Souleymane Kane
Der blev sendt mange brede, anerkendende smil på kryds og tværs over scenen, og publikumskontakten var i top trods et begrænset engelsk ordforråd hos bandlederen. ”How do you feel?” spurgte Samba Touré sit publikum efter de første to numre (som varede i alt 20 minutter!), og jubelbrølet var ikke til at tage fejl af.
Kemien bandmedlemmerne imellem var næsten håndgribelig. Snart spillede guitar og ngoni parallelle forløb, snart skiftedes de til at bøje strenge i bluesy soloer. En energisk Souleymane Kane holdt rytmen dunkende og insisterende på kalabassen, mens Mamadou Sidibés diskrete basspil understøttede sangenes groove.
Hele tiden var der udveksling af blikke og grin, og Samba Touré tog turen rundt til alle sin medmusikere og sørgede for, at ingen blev forbigået af publikums gunst. Der var da også begejstrede bifald, da han præsenterede dem hver især undervejs i ørehængeren ”Al barka”.
Stemningen steg
Stemningen bare steg og steg, og den blev ikke mindre, da Samba Touré opdagede, at én af publikummerne talte hans eget sprog. En kort pause på halvvejen – ikke meget mere end ti minutter – dæmpede heller ikke gemytterne, og da Samba Touré efterfølgende gav en enmands-performance, var salen straks med ham trods det, at hele nummeret foregik i én akkord.
Mamadou Sidibé
Efterhånden blev repertoiret mere og mere bluesorienteret, selv om det aldrig forlod ørkenbluesens idiom. Titelnummeret fra den seneste plade, Wande (2018), havde således berøringsflader med både John Lee Hookers hypnotiske boogie og Willie Dixons ”Hoochie coochie man”.
Samba Tourés soloer fik stadig flere bends og færre fingerspilsrundgange, og hans mimik og gestik havde genskin af B.B. King.
”Wande” bød også på soloer fra alle bandmedlemmer, inklusive en fed bluessolo af Sissoko og en sjælden, blues-jazzet bassolo fra Mamadou Sidibé.
Fællessang
En dansende og smilende Samba Touré kunne lede publikum gennem fællessang på den afsluttende ”Anbafo”, og salen kogte, da først Touré med guitaren og derefter Djimbé Sissoko med tamani kom helt frem på scenekanten i bedste rockstjernestil.
Samba Touré, Souleymane Kane, Mamadou Sidibé
Det udløste naturligvis krav om ekstranummer, og dét efterkom Samba Touré og hans band gerne. Med Mamadou Sidibés bas i en prominent rolle og tilhørerne endnu en gang på ihærdig korsang kunne mesteren fra Mali slutte koncerten på en bølgetop.
De fire afrikaneres optræden og publikumsinteraktion havde skabt en atmosfære, der ikke blot var begejstret, men berusende glædesfyldt. Bluesfans i Aalborg og Aarhus kan godt glæde sig, til Samba Touré og hans band indtager Huset og Atlas henholdsvis fredag og lørdag.
