Smooth Hound Smith
Tekst: Jakob Wandam
Foto: Frank Nielsen
En ”blanding af folk, blues, roots rock og country” havde foromtalen lovet, og bandet havde spillet på Mojo Blues Bar aftenen før, så det virkede som en sag for Bluesnews.dk, da amerikanske Smooth Hound Smith skulle spille på Dexter i Odense torsdag den 6. februar.
De lagde da også ud med et nummer, der nemt kunne have været et outtake fra Fleetwood Mac, nemlig ”One in the morning” fra det seneste album, Dog in a manger (2019). Men det var ikke Peter Greens Fleetwood Mac, 1960’ernes britiske bluesband. Derimod lød Smooth Hound Smith ganske meget som Fleetwood Mac anno 1975, hvor Lindsey Buckingham og Stevie Nicks havde indtaget de ledende roller og gjort ”The Mac” til et californisk rockband, der lå meget langt fra bluesrødderne.
Private og musikalsk makkerskab
Caitlin Doyle-Smith
Smooth Hound Smith er så at sige en udløber af det alsidige californiske americana-band The Dustbowl Revival (som tidligere har besøgt Danmark), hvor Caitlin Doyle var sangerinde, og multiinstrumentalisten Zack Smith, der har rødder i bluegrass, var gæst. Det førte til det private og musikalske makkerskab, som er Smooth Hound Smith.
Doyle og Smith blev gift, og de residerer nu i Nashville, Tennessee. Derfor kunne det måske ikke overraske, at country var en markant del af deres lyd denne aften på Dexter. Til gengæld skulle man altså lede længe for at finde en blå tone i Smooth Hound Smiths musik.
Vestkyst-rock, country, rock & roll og folk trak Smooth Hound Smith på, og ægteparret havde denne gang valgt at tage en trommeslager og en bassist med til at supplere Catlin Doyle-Smiths sang og percussion og Zack Smiths vokal, guitar og mundharpe.
Generisk
Zack Smith
Det var ikke nødvendigvis nogen god ide, for ingen af de to akkompagnatører formåede på nogen måde at komme ud over scenekanten. Og hvor Smith-parrets vokalharmonier måske kunne have haft en rå, folk’et charme i et mere nedbarberet duo-arrangement, blev resultatet her en gang temmelig generisk roots-poprock.
De to hovedpersoner fremstod sympatiske, men det musikalske udbyttede hævede sig aldrig for alvor over gennemsnittet. Hverken vokalt eller instrumentalt var der decideret noget at udsætte på deres performance, men rigtig medrivende blev det aldrig.
De bedste øjeblikke kom, når Zack Smith fandt sin bottleneck frem, som på ”California sway”, der afsluttede det første sæt. Her spillede han først fin hawaiiansk slide, inden han slap tøjlerne med nogle vilde, blues’ede licks.
På det jævne
Indtil da havde det hele været en lidt for tam affære. En let hill country blues-påvirket åbning på andet sæt med ”Get low” og en efterfølgende J.J. Cale-agtig boogie i form af ”I got my eyes on you” forhindrede dog ikke koncerten i hurtigt at komme ned på det jævne igen.
Smooth Hound Smith
Og problemet var vel at mærke ikke, at der ikke var mere blues at komme efter. Problemet var, at niveauet var for gennemsnitligt, uanset om det var country, rockabilly, folk, boogie eller solskinsrock, der blev spillet.
Man ville så gerne imponeres af dette elskværdige par, men forløsningen kom aldrig. Et forsøg på at engagere tilhørerne i fællessang på ”Steal your crown” var tæt på at blive pinligt, og det sagde noget om Smooth Hound Smiths evne til at bevæge et høfligt, men tydeligt uimponeret Odenseansk publikum.
Det var ikke en dårlig koncert på Dexter denne torsdag aften. Men det var heller ikke en, man kommer til at huske.