Koncertanmeldelse: Walter Trout & friends, Posten, Odense

Tekst: Jakob Wandam
Foto: Frank Nielsen

På papiret virkede det som et lidt besynderligt match: Den i Danmark så populære Walter Trouts guitarfræsende bluesrock og de mere sjælfulde stemmer fra Sahra da Silva, Miriam Mandipira og Thorbjørn Risager.

Ikke desto mindre var det netop konceptet for den lille turné med ”Walter Trout & friends”, som startede på Posten i Odense tirsdag den 28. oktober.

Bestemt en spændende ide, som dog ikke blev foldet mere ud, end at hver af de tre sangere gav et enkelt nummer sammen med Walter Trout, inden alle mødtes til ekstranummeret.

Man kunne godt have ønsket sig, at duet-samarbejderne havde fået mere plads – man undgik ikke fornemmelsen af en forspildt chance – men ikke desto mindre blev det samlet set en rigtig udmærket koncertoplevelse, hvor Walter Trout også uden gæstestjerner gjorde det glimrende med et ganske varieret sæt.

Nyt liv

Walter Trout fik helt bogstaveligt nyt liv, da han gennemgik en levertransplantation i 2014. Det reddede først og fremmest amerikanerens liv, men det indledte også en ny fase i hans karriere med en række personlige, velanmeldte og prisvindende plader. Senest har han udgivet Sign of the times, der udkom i september i år.

Fra den fik vi tre numre. ”Too bad” var en relativt rolig sang – især oven på det indledende bombardement med ”I can tell”, hvor det var vanskeligt at høre gennem al den brølende tråd, hvad Walter Trout sang. Og selv om det var en temmelig generisk bluesrock-sang, var ”Too bad” vellykket, og Trouts grusede stemme kom til sin ret.

”Artificial” var en ganske morsom, men også medrivende undren over AI og den kunstige intelligens’ implikationer. Og ”No strings attached” brugte Walter Trout som en lejlighed til at støje med feedback, men også til at demonstrere god string bending-teknik.

Eftertænksomme

Trout var ikke bange for at larme – det er hans stil, og det er og dét, han har skabt sin karriere på. Men der var bestemt også plads til mere eftertænksomme øjeblikke undervejs i koncerten. Dels gav Walter Trout publikum en behjertet opfordring til at lade sig registrere som organdonorer, dels gav han en flot og bevægende hyldest til sin gamle chef og ven John Mayall, the godfather of British blues, der døde sidste år.

Sangen hed ”Say goodbye to the blues” og stammer tilbage fra Prisoner of a dream-albummet fra 1990, men her havde den altså fået ny relevans. Walter Trouts guitarspil var flot og følsomt, og det var også en fornøjelse at kunne høre John Avilas basspil trænge igennem, ligesom Michael Leasure bidrog med små tromme-finurligheder.

Resten af ensemblet blev udgjort af Roland Bakker på klaver og orgel samt sønnen Jon Trout på rytmeguitar, der sluttede sig til bandet et par numre inde i sættet.

Tærskende

Bakker fik blandt andet en orgelsolo på ”Gonna hurt like hell”, hvor Sahra da Silva som den første gæst kom på scenen. Det var et tærskende bluesrock-nummer, og da Silva havde ærligt talt lidt svært ved at trænge igennem, hvilket ellers ikke normalt er noget problem for sangerinden.

Hun måtte råbe, og det betød, at man ikke fik megen glæde af de mange fine nuancer, Sahra da Silva sædvanligvis har i sin vokal.

Så fungerede næste nummer bedre. På ”Gonna hurt like hell” havde Walter Trout holdt sig til guitaren og ladet Sahra da Silva om at synge, men ”Broken” var en duet mellem Trout og Miriam Mandipira.

De sang tostemmigt i omkvædet, og det lød rigtig flot, og så viste Mandipira ellers klassen (og versatiliteten) i sit vers. Walter Trout replicerede med en flot, ja ligefrem smuk guitarsolo.

Stil og klasse

Der var også stil og klasse over fortolkningen af T-Bone Walker-klassikeren ”Cold cold feeling” (Walter Trout spillede den på Life in the jungle i 1990). Thorbjørn Risager sang den med sit karakteristiske lette growl, og Walter Trout diskede op med lækkert solospil og vridende bends. Superfed blues!

Det var ikke helt slut med parløbene, for ”We’re all in his together” blev sunget som duet med Jon Trout. Denne åbenbarede en mørk og gruset stemme, der bestemt ikke var ulig faderens, og så duellerede de to ellers på guitar.

Veldoseret

Der var i det hele taget forventeligt nok masser af guitar koncerten igennem, men hvor det ved tidligere lejligheder er kammet over i selvsvingende lir, var det faktisk rigtig veldoseret denne aften. Det eneste tidspunkt, hvor koncerten virkede lidt langtrukken, var under nummeret ”Red sun”.

Dels var selve nummeret så larmende rocket, at Walter Trouts stemme igen druknede, dels blev det brugt til at præsentere bandet, og det betød soloer. Mange, lange soloer. Der var ellers intet at udsætte på d’herrer Bakker, Leisure, Avila og Trout jr., men især bas- og trommesoloer trak simpelthen for langt ud.

Så var det sjovere at se ekstranummeret ”I’ve had enough”, hvor Sahra da Silva, Miriam Mandipira og Thorbjørn Risager skiftedes til at synge linjer. Bevares, de måtte kigge ned på teksten temmelig mange gange, men det var festligt!

Og det var da også hovedindtrykket efter denne tirsdag aften med en veloplagt Walter Trout og venner. Vi ville som nævnt gerne have hørt en duet mere med hver af gæsterne, men omvendt må koncerten også roses for et godt flow med meget lidt overflødigt fyld. Og det føltes altså ikke som en time og tre kvarter – man havde stadig lyst til mere, da festen sluttede klokken 21.45. Det må også være et tegn på en vellykket koncert!