Sugaray Rayford – stor mand med høj cigarføring

Af Peter Widmer

Den amerikanske soul blues-sanger og -sangskriver Sugaray Rayford er en stor mand. Med sine 198 centimeters højde rager han godt op i landskabet, og tilmed er han ret kraftig. På en scene bevæger han sig dog ubesværet omkring som en anden James Brown, og når han stamper i gulvet, giver det genlyd i ethvert koncertlokale.

Tilmed er Sugaray Rayford begavet med en kraftfuld stemme med masser af sjæl i, en god portion humoristisk sans og befriende selvironi. Og så er han god for fin publikumskontakt og beundringsværdig opmærksomhed over for sit band. Orkesteret består for tiden af en seks musikere samt en sangerinde, der alle virkelig kan deres kram.

Sugaray Rayford kom til verden den 13. februar 1969 i delstaten Texas, USA. Sangkarrieren startede i kirken, hvor han også spillede trommer. Da var han syv år gammel, og musikken stod på gospel og soul.

Efter moderens alt for tidlige død tog Sugaray Rayfords bedstemor sig af ham, og flyttede til Californien, hvor Sugaray Rayford begyndte at interessere sig for nutidig musik, og endelig var det bluesmusikken, der fik tag i ham. Således kom han med i orkesteret Aunt Kizzy’s Boyz som forsanger. Bandet fik et par album på gaden, men så gik Sugaray Rayford solo.

Første soloalbum

Hans første soloalbum udkom i 2010, og det følgende år rundede han legendariske The Mannish Boys. Senere påtog han sig desuden rollen som skuespiller og indspillede i alt fire album i eget navn. Det seneste udspil udkom 1. september 2017 med titlen The world that we live in.

Med en håndfuld Blues Music Awards-nomineringer bag sig sidder Sugaray Rayford den 7. oktober 2017 i Bygningen, Vejle over for Bluesnews.dk.

Manden har lige leveret en forrygende koncert med sit eget hyperkompetente band samme sted i regi af bluesforeningen Crossroads (læs anmeldelse her).

Sugaray Rayford har en fed cigar mellem fingrene på højre hånd. Den er dog ikke tændt, men fungerer vel nærmest som en fast del af den store mands påklædning.

Røg

Du ses ofte med en stor cigar på diverse billeder, og under koncerten i dag havde du en cigar med på scenen. Hvad er det lige med den cigar?

– Det er bare noget, jeg er meget glad for. Alle har dårlige vaner, og min dårlige vane er tilfældigvis virkelig gode cubanske cigarer.

Sugaray Rayford storgriner og er i det hele taget i godt humør, venlig, imødekommende og snakkevillig og har høj cigarføring – på den gode måde.

I disse tider, der er præget af politisk korrekthed, er du så ikke som ryger et dårligt eksempel for unge mennesker?

– Da jeg voksede op, røg alle omkring mig. Jeg ved ikke rigtigt, om jeg er et dårligt eksempel. Jeg lærte, at man skal være sig selv og ikke nødvendigvis gøre som alle andre. Jeg er elsker cigarer. Jeg gør ikke nogen fortræd ved at ryge dem, så det har jeg tænkt mig at fortsætte med. Sådan er dét.

En udfordring

Hvad synes du om Black Lives Matter-bevægelsen?

– At være sort og bo i Amerika kan være noget af en udfordring. Jeg sympatiserer med, hvad bevægelsen står for og gør, men jeg mener, at alle liv betyder noget. Jeg prøver på ikke at være særlig politisk, og snakker ikke om politik, når jeg er på scenen. Jeg er musiker, og jeg tror ikke på raceskel. Jeg tror på menneskeheden som sådan.

– Menneskeheden er heldigvis ret forskelligartet. Hvis ikke det var sådan, ville vi jo alle sammen gå rundt og ligne kloner. Black Lives Matter-bevægelsen sætter fokus på et problem – hvordan afroamerikanere bliver behandlet – som mange mennesker af én eller anden grund mener, forsvandt efter dr. Martin Luther King og præsident John F. Kennedy.

– Det er dog stadig i høj grad et problem i Amerika, men jeg tror på, at alle liv betyder noget. Alle liv – eller mennesker – er lige, som jeg ser det. Det er lige meget, om du er sort, gul, hvid eller brun; du er et menneske, og alle menneskeliv betyder noget.

”Mr. 45”

Hvad synes du om den amerikanske præsident Donald Trump?

– ”Mr. 45” har jeg ikke meget til overs for. En person som ham bør bære den respekt, hans embede giver ham, men han har jo ingen respekt for sit embede. Han er vores præsident, men da jeg ikke engang bryder mig om at nævne ham ved navn, kalder jeg ham ”Mr. 45,” da han er vores 45. præsident.

– Med al respekt har jeg været i marinekorpset – US Marines – jeg tror på Amerika og på vores forfatning. Han er jo præsident, men dét kræver, synes jeg, en god karakter og oprigtighed, men jeg mener ikke, at han er i besiddelse af disse egenskaber.

Las Vegas

Hvad siger du til skyderiet under en koncert i Las Vegas for nylig, hvor virkelig mange mennesker blev dræbt og såret? Har det gjort dig bange for at optræde i større sammenhæng?

– Nej, overhovedet ikke. Det er måske mærkeligt, men jeg holder meget af at komme op på scenen selv på store festivaler. Jeg har spillet på flere store festivaler, hvor der ikke har været vagter på, og dét har jeg da haft det helt fint med.

– Jeg har altid ment, at jeg kan dø bare ved at tjekke postkassen om morgenen, men jeg gemmer mig ikke. Jeg skal ud, jeg skal spille og jeg vil se så meget af verden, som jeg kan. Man kan ikke forudsige, om man løber ind i skøre, skydeglade idioter, og så er det lige meget, hvor man befinder sig.

– Jeg nægter simpelthen at isolere mig. Måske lyder det klichéagtigt, men hvis du gør dét, hvis man er bange for at handle i et indkøbscenter på grund af ham, der skød folk i Las Vegas, eller for at gå til en koncert eller i teateret, har sådan én som ham vundet.

– Jeg er ikke sådan én, man lige får ned og ligge, så det, der skete i Las Vegas, har ikke ændret noget ved min holdning. Det er helt klart utroligt sørgeligt. Jeg er ikke så religiøs mere, men jeg vil godt sende min velsignelse og god karma til alle de stakkels mennesker, der blev fanget i dén mands dødsønske, så at sige.

– Samtidig vil jeg godt slå fast, at han ikke har ændret noget ved den måde, jeg lever mit liv på. Dét har han ikke.

Døde rock-kunstnere

Sidste år – og i år for den sags skyld – var der mange rock-kunstnere, der døde. Hvis død har påvirket dig mest?

– Tro det eller ej, men her for nyligt ramte Tom Pettys død mig virkelig hårdt, og førhen naturligvis det, at Prince gik bort. Prince var bare indbegrebet af god musik. Hvad angår Tom Petty, kendte jeg nogle af gutterne i hans band.

– Mit band og jeg var her i Europa, da han døde. Det var et chok, for jeg vidste, at han lige havde spillet sit sidste job på sin verdensturné i Los Angeles, og 72 timer senere var han død. Jeg elsker hans musik!

– Tom Petty og Prince hørte til de virkelig store. Det kom som et lyn fra en klar himmel for begges vedkommende. Mange af de andre rockstjerner, der døde sidste år og i år, var syge og havde forskellige helbredsproblemer, men ikke Prince.

– Prince var sund og på dupperne, havde lige spillet en koncert, og to dage senere var han død. Det samme med Tom Petty. Det var jeg slet ikke forberedt på, og det er godt nok uhyggeligt. Men de døde, mens de lavede det, de var vilde med – musik.

Piger i bikinier

Nu vi snakker om døden, hvad skal der stå på din gravsten?

– Jeg håber, jeg aldrig får en gravsten. Jeg tror ikke på kirkegårde. De er spild af græs. Hver gang jeg ser en kirkegård – især i USA – tænker jeg altid, at her skulle børn spille bold, eller dette burde være en park. Jeg har sagt til min kone Pam, at når jeg dør, vil jeg brændes.

– Så skal hun tage på krydstogt og sprede min aske, så jeg får set hele verden, for sådan holder jeg af at leve. Hvis der er liv efter døden, håber jeg, at jeg får lejlighed til at se alverdens steder og strande med piger i bikinier, så jeg virkelig kan nyde livet! Sådan vil jeg gerne have det, siger Sugaray Rayford og griner med et stort smil.

Ok, men jeg må lige spørge: Hvilken musik vil du gerne have spillet til din begravelse?

– Helt sikkert noget musik af Son House – ”People smile in your face” og ”Can’t hide love” med Earth Wind & Fire, der er en af mine yndlingssange.

Texas- og soul blues

Du er født i Texas, men du spiller ikke just Texas blues.

– Hvis du lytter til mit album Southside (2015), er der et Texas blues-nummer på dén, som jeg i øvrigt skrev til mine brødre. Jeg er vild med Texas blues, og jeg kender for eksempel Bugs Henderson og Anson Funderburgh ret godt.

– Imidlertid stod den kun på gospel-musik, da jeg boede i Texas. Da jeg begyndte at interessere mig for blues, var jeg flyttet til Californien. Så stod den meget på Chicago blues, men jeg er stadig mægtig glad for Texas blues. Albert Collins, Freddie King og Lightning Hopkins sætter jeg for eksempel stor pris på.

I dag spiller du dog hovedsageligt soul blues.

– Ja, det er korrekt. Jeg har spillet rock blues, for eksempel med Aunt Kizzy’s Boyz, traditionel blues med The Mannish Boys, men med mit nuværende band er det soul blues.

– På store bluesfestivaler lagde jeg mærke til, at det, de fleste orkestre spillede, enten var Chicago blues eller swing blues, men der var ikke nogen, der spillede blues i stil med Johnny Taylor, Little Milton eller Tyrone Davis, men det er jo blues. Hvorfor er der ingen, der spiller dén type blues?

– Jeg fik bogstavelig talt at vide, at grunden til, at ingen spillede soul blues, var, at det er for dyrt, for der skal horn med, et Hammond B3-orgel og en korsanger eller korsangere. Altså spillede de fleste bluesbands Chicago blues – bas, guitar og mundharpe og trommer, for dét er billigere.

De unge

– Men når man spiller soul blues på en bluesfestival, og folk hører den dér Memphis-lyd, den dér Stax-lyd, så bliver de altid vilde med den, især de unge, og dem skal vi naturligvis have ind i blues-folden.

– De kommer til mig og siger, at de ikke er sikre på, at de kan lide blues, men soul blues rammer dem.

– Jeg fortæller dem altid, at der er mange forskellige stilarter inden for bluesmusikkens verden, og blues er også andet end Chicago blues. Lytter du for eksempel til Al Green, siger de fleste, at det er soulmusik, men det er bluesbands, der ”backer” ham.

– Al Green synger soul, men det var fundamentalt set bluessange, han havde med at gøre.

Bandet

Hvem sammensatte dit nuværende band?

– Det gjorde jeg. Da jeg for nylig reorganiserede mit band for tredje gang, sagde min hustru Pam: ”Du skal have en ung guitarist. Prøv Gino Matteo.” Jeg ringede så til ham vel vidende, at han havde sit eget band, og spurgte ham, om han ville være med i mit orkester, og det ville han godt.

– Gino Matteo kendte min nye trommeslager – Ramon Michel – fra tidligere. Han spillede så en del jobs med os, blandt andet i Canada. Han er en rock-dreng, og han er stadig ved at lære at spille blues, men han kommer sandelig efter det, og han er vild med blues. Jeg har været meget heldig med mine musikere!

Hvilke kriterier valgte du musikere ud fra?

– De skal alle have et andet gear, og det er der mange musikere, der ikke har. Som du sikkert bemærkede under vores koncert for lidt siden, dykkede jeg dybt ind i musikken. Kan man ikke det, bliver man kørt over, som man siger. De skal også have en vis form for sensibilitet.

– For eksempel hvis jeg lige pludselig vælger at sætte mig ned for at spille et akustisk nummer, skal det være følt og ægte, hvad vi alle leverer. Der skal ikke være rockmusikere bag mig, der ikke mestrer de stilarter, jeg ønsker at bevæge mig inden for.

– Jeg har været så ekstremt heldig, at jeg har fundet nogle unge musikere, der kan det, jeg vil have, at de skal kunne, og som forstår, hvad jeg kræver af dem. Jeg har som sagt været heldig med mine musikere, virkelig heldig!

Blues Music Awards

Du har været nomineret til flere Blues Music Awards. Hvordan føles det at blive nomineret til sådan en pris?

Sugaray Rayford ler, smiler bredt og siger:

– Jeg tror sandelig, at jeg blev nomineret tre år i træk. Blandt andet til B.B. King Entertainer-prisen. Det er en god fornemmelse at blive nomineret, eller rettere: det er virkelig herligt at blive anerkendt for det, man laver, af The Blues Foundation, der står bag Blues Music Awards.

– Jeg følte førhen, at jeg var en slags outsider, for der var ingen, der kendte mig. Det var faktisk først, da jeg kom med i The Mannish Boys, at folk begyndte at lægge mærke til mig. Men for at gøre en lang historie kort, føles det rigtig godt at blive nomineret.

– Jeg tror dog ikke, at jeg nogensinde får en Blues Music Award. I Canada var jeg nomineret til en tilsvarende pris – Maple Leaf Award – og da jeg fik det at vide, spurgte jeg, hvem der ellers var nomineret i den relevante kategori. Det var Buddy Guy, Mavis Staples, Bettye LaVette og Sugaray Rayford. Så vidste jeg, at jeg ikke ville vinde, griner Sugaray Rayford, og fortsætter:

– Men det var rart at være kommet i samme kategori som de tre navne. Selvfølgelig ville jeg gerne vinde en blues-pris, men det er også dejligt bare at være nomineret, og jeg græder i hvert fald ikke, hvis jeg ikke vinder. Jeg vandt dog en pris sammen med de andre i The Mannish Boys, og dét er jeg stolt af.

Ligger stille

Er du stadig med i The Mannish Boys?

– Ja, det er jeg, og faktisk spillede vi et par gange, lige før jeg tog på min igangværende turné.

– Vi skal have ændret besætningen en kende, men faktisk har vi lige indspillet et album. Imidlertid har jeg nu så travlt med mit eget band, at The Mannish Boys ligger lidt stille for tiden, i hvert fald for mit vedkommende.

– Nogle gange er man nødt til at være lidt egoistisk, og jeg vil ikke tabe fokus og involvere mig i for mange andre ting.

– Nu er det primært mit eget band, det gælder, og sådan skal dét være.

Til audition

Du har også optrådt som musicalstjerne.

– Ja, det har jeg. Jeg mødte ham, der stod for musikken til musicalen i San Francisco i en meget hemmelig klub, der hedder ”Bohemian.” Vi snakkede lidt, og han gav mig sit kort.

– Et års tid senere var han i Los Angeles, og så ringede han til mig og spurgte, om jeg havde lyst til at komme til audition. Dét havde jeg aldrig prøvet før, men jeg troppede op.

– Der var ingen, der fortalte mig, hvordan sådan noget foregår, når det drejer sig om teater eller musicals. Jeg troede, det havde med rytme at gøre, men det drejede sig om replikker. Jeg fik en tekst, som jeg skulle lære, og så var det ind og gengive dén.

– Jeg lærte teksten udenad, som jeg lærer en sangtekst, og gik ind til ”dommerne.” De kiggede underligt på mig, og jeg troede, at jeg ikke havde fået rollen.

– Jeg forlod prøverummet og sad og ventede på deres afgørelse, der var positiv. Jeg blev hyret. Faktisk tilbød de mig to roller: Dels skulle jeg spille Leadbelly, dels Harry Belafonte.

– Jeg kan ikke huske, hvad stykket hed, men i hvert fald skulle jeg på min anden Europaturné, da det skulle sættes op, så jeg kunne ikke deltage. Det var så slutningen på min karriere som skuespiller.

Stående ovationer

– To år senere var der et virkelig stort stykke, der kørte på Broadway i New York City, der hed It ain’t nothing but the blues. Imidlertid døde hovedrolleindehaveren.

– De ringede så til mig og spurgte, om jeg ville være med, og om jeg ville have hovedrollen. Stykket skulle sættes op i Portland, Oregon.

– Jeg var ikke meget for det, for jeg skulle spille sammen med flere prisvindende skuespillere med 40 års erfaring, og jeg havde aldrig spillet teater.

– Men det gik godt. Der var stående ovationer hver eneste aften, og der var udsolgt hver aften, så dem, der bestemte, ville forlænge spilletiden, men jeg havde mit band at tage vare på, og vi skulle på turné.

Hårdt arbejde

– Senere ringede de igen, og jeg kom så med i et mindre teaterstykke, og det viste sig at være endnu hårdere end det andet stykke. Der var tre skuespillere og en pianist. Stykket hed The low down dirty blues. Jeg spillede blandt andet sammen med Felicia Fields, der har vundet et par Tony Awards. Hun var den oprindelige Miss Ophelia og var med i filmen The color purple (dansk: Farven lilla, red.).

– Lige nu vil de have mig med i endnu et stykke, men det kan jeg desværre ikke. Jeg skal ud og spille musik.

– Jeg er også blevet tilbudt en rolle i Dreamgirls, men lad os nu se, om jeg får tid. I øvrigt er det at spille teater meget hårdere end at spille musik! Otte forestillinger om ugen, én dag fri og så på den igen. Ofte har vi ingen dubleant, men jeg giver den altid alt, hvad jeg har i mig.

– I teatersammenhæng måtte jeg lære ikke at være mig selv. Du skal være i stand til at spille en rolle. Jeg kan godt lide at spille teater, men det er godt nok hårdt arbejde!

– Det har også ført mange andre ting med sig. Jeg har for eksempel lavet masser af reklamearbejde og tv-shows og ”voiceovers,” så jeg har været virkelig heldig.

Arizona

Hvor bor du egentlig for tiden, og hvordan ser den lokale bluesscene ud?

– Min hustru Pam og jeg bor dels i Los Angeles, dels i Arizona. Vores hovedhjem er i Arizona, men vi har også et hjem i Los Angeles, for Pam arbejder dér.

– Bluesscenen i Los Angeles var forsvundet i længere tid, men nu er den ved at røre på sig igen. Der er kommet en del unge musikere til, og nu da hiphop og lignende er ved at uddø, vælter det frem med fine unge jazz-, blues- og soul-folk.

– De er alle omkring 30–35 år gamle. I Phoenix, Arizona, er der en stor bluesscene. Min gode ven, mundharpespilleren Bob Corritore har virkelig gjort en masse for at holde gang i bluesscenen, og dét gør han godt. Der er en del gode blues-spillesteder og ditto -festivaler.

– Når jeg er hjemme i Arizona, er jeg som regel ret udmattet efter masser af spillejobs, men Bob Corritore og jeg tager tit ud på de små lokale spillesteder og spiller, fordi vi tror på det, de små spillesteder sætter i værk.

– På den anden side prøver jeg på ikke at spille noget, når jeg er hjemme, men jeg brænder jo for musikken, så lidt bliver det da til. Jeg prøver dog på at forsvinde, eller gemme mig en smule, men der er virkelig en god bluesscene i Phoenix, Arizona.

Los Angeles

– Los Angeles er noget helt andet. Los Angeles er mærkelig på mange måder, men der er rigtig mange unge, der gerne vil dertil. Jeg var heldig, da jeg kom til Los Angeles, sikkert fordi jeg er sanger. Havde jeg været guitarist, trompetist eller trommeslager, havde det nok set anderledes ud.

– Der er så mange talentfulde musikere i Los Angeles, at det næsten er umuligt at gøre sig bemærket som musiker. Mange kommer næsten til at sulte til døde. Det er sådan her: Vi har brug for en trommeslager. Jeg kender dén og dén og dén, og hvem er for resten du? De spørger dig ikke engang.

– Det er hårdt, men bluesscenen er langsomt ved at vende tilbage, men musikscenen i Los Angeles er virkelig hård at have med at gøre.

Menneskelige forbindelser

Hvilken musiker beundrer du mest?

– Oh man! Wow! Dén er hård! Jeg har altid forsøgt at rette mig ind efter B.B. King, og dét gælder ikke kun hans musik. Lige meget hvor træt jeg er, har jeg altid lyst til at møde nye mennesker. Dét var B.B. King også altid god til.

– Personligt vil jeg gerne have, at folk husker mig for at være sådan en, der altid havde tid til folk, altid gav hånd, altid var høflig, ærlig, imødekommende og venlig – ligesom B.B. King vil blive husket sådan. Blues er nemlig ikke rock ’n’ roll. Blues drejer sig om menneskelige forbindelser.

– Hvis du som blues-kunstner bliver så stor, at du ikke har tid til andre mennesker, ikke har tid til at få et foto taget, ikke har tid til at signere en cd eller give hånd, når nu folk har betalt for at høre dig og måske har rejst langt for at komme til din koncert, ja så skulle du nok overveje at spille en anden form for musik.

– Så jeg vil sige, at for mit vedkommende – i dén henseende – må det være B.B. King, som jeg beundrer mest som musiker – og som musikmenneske. Efter hvad jeg kender til ham, var han en gentleman, og det tror jeg, folk respekterede ham for.

– Folk kørte ofte i timevis for at komme frem til en B.B. King-koncert, selv da han var en ældre herre, for han var virkelig en gentleman, i hvert fald så vidt jeg ved, og dét satte folk pris på.

Queen

Hvad eller hvem er du mest påvirket af musikmæssigt?

– Wow! Gospelmusik, naturligvis. Desuden for eksempel Earth Wind & Fire. Jeg er vild med Maurice White (forsanger, komponist og idémand, Earth Wind & Fire, red.).

– Så er der James Brown og Otis Redding, og da jeg virkelig begyndte at lytte til sangere, var det Luther Vandross, Teddy Pendergrass og – og så er det ikke engang løgn – Freddie Mercury!

– Queen var – eller er – selvsagt et rockband, men lytter man til Freddie Mercurys stemme, er han efter min mening en af de bedste sangere, verden har set. Han er meget undervurderet, men prøv at lytte til ham. Det var helt fantastisk, hvad han kunne.

– Desuden er jeg glad for Simply Red og deres sanger Mick Hucknall. Jeg har ikke den form for stemme, som de to har. Jeg er mere old school – Wilson Pickett-agtig, men Freddie Mercury og Mick Hucknall er jeg ret så påvirket af, og dem har jeg stor respekt for.

Store stjerner

Hvad har været højdepunktet i din karriere indtil nu?

– Der har sandelig være op- og nedture hen ad vejen, men noget, jeg er meget glad for, er, at jeg har fået store stjerner både i Italien og i Frankrig, og så at komme i Rolling stone magazine.

– Noget andet var første gang, jeg hørte min egen stemme i et tv-show. Det var bestemt et højdepunkt.

– Jeg er ret så meget nede på jorden, men de nævnte ting husker jeg. Så er der lige første gang, jeg spillede for mere end 100.000 mennesker.

– Det var på Waterfront Blues Festival i Portland, Oregon, USA. Der var 134.000 publikummer. Dét var stort!

Heldig

Hvad er din karrieres absolutte nulpunkt?

– Faktisk har der ikke rigtig været noget nulpunkt. Jeg har været heldig. På et tidspunkt var jeg bange for at jeg ville blive pebet ud, men det er heldigvis aldrig sket. Folk er heller ikke udvandret fra mine koncerter.

– De eneste lavpunkter, jeg kan komme på, er de to gange, jeg måtte spille med høj feber.

– Jeg har altid betragtet mit liv og min karriere som en rejse, men indtil videre er jeg ikke løbet ind i noget direkte dårligt, og det håber jeg heller ikke, at jeg gør.

– Jeg har været heldig – 7-9-13!

Original musik

Hvad er dine fremtidsplaner?

– At vedblive med at forsøge at lave original musik, uden at nogen prøver på at sætte mig og min musik i bås. Jeg synes, at musik er noget stort at have med at gøre, og jeg er ydmyg.

– Jeg elsker bluesmusikken, og jeg vil altid være en bluesmand, men jeg er ikke bange for at eksperimentere med jazz eller soul, for eksempel. Jeg har desuden sange i hovedet, der blandt andet involverer violiner og andet godt.

– B.B. King eksperimenterede med violiner i sin musik, så hvorfor ikke, hvis jeg synes, at det er det, der skal til? Jeg vil i hvert fald blive ved med at lave musik, så længe den er ærlig, ren og sand, slutter Sugaray Rayford.

Sugaray Rayford med band kan opleves på Blues Heaven-festivalen i Frederikshavn lørdag den 4. november 2017 kl. 22.