Ole Frimer Band er på ”Blålys”-tour og spiller i Vollsmose Kulturhus den 5. februar 2015, kl. 20 – 22. Der er adgang for publikum kl. 19:30. Billetter kan købes på Kulturhusets hjemmeside til 40 kr. eller i døren til 50 kr.
Den århusianske guitarist, sanger, komponist og orkesterleder Ole Frimer er et af de mest velanskrevne og veletablerede navne på den danske blues-musikscene.
Nu er Ole Frimer Band fremme med en ny cd – ”Blålys”. Her er musikken ikke blues som sådan, men er ”bluesy” i sit udtryk, der nærmer sig fusionsmusik. Og hvor Ole Frimer primært har sunget på engelsk gennem sin lange musiker-karriere, er de tankevækkende tekster på ”Blålys” danske.
”Blålys,” der indeholder flere absolut langtidsholdbare numre, har fået fornemme anmeldelser; for eksempel i Fyens Stiftstidende, BT og Aarhus Stiftstidende. ”Blålys” var desuden nomineret til en Danish Music Award, Blues, i 2014.
Ole Frimer Band er i dag en af de mest efterspurgte bands i Danmark, når det gælder det blå univers, med koncerter på Skanderborgfestivalen, Malmø Festivalen, Roskilde Jazz Festival, Nibefestivalen, Copenhagen Blues Festival og mange, mange flere.
Foruden kapelmesteren selv består Ole Frimer Band af organisten og keyboardspilleren Palle Hjorth. En engageret og vidtfavnende topklasse musiker, bl.a. kendt for at løfte arven efter Thomas Koppel i Savage Rose, og for sit medlemskab af andre kendte sammenhænge som for eksempel Povl Dissing, Nice Little Penguins, Hush og Peter Sommer.
Hertil kommer bassisten Jesper Bylling, som tidligere har spillet med blandt andre Johnny Madsen, Rock Nalle og Allan Olsen. Jesper Bylling er en nutidig, bredspektret og virtuos bassist med en egen tone og en ofte lyrisk tilgang til musikken.
Sidst, men ikke mindst, er der den bundsolide trommeslager Claus Daugaard, som er en af Danmarks absolut bedste og mest erfarne trommeslagere, med en fortid i Blue Junction. Claus Daugaard spiller også i det banebrydende blues-orkester Shades of Blue.
Ole Frimer Band er kendt for virkelig at levere varen hver eneste gang, de giver koncert, og med deres nye cd – ”Blålys” – i ryggen er der lagt op til et spændende møde med et garvet band og deres nye musik. Men der bliver også plads til masser af blues-numre fra Ole Frimers store bagkatalog.
Koncerten er støttet af Odense Musikudvalg og Statens Kunstråd.
Læs mere om Vollsmose Kulturhus.
Pingback: Fredericia Blues Festival 2019 – Bluesnews.dk