Af Jakob Wandam
I hvert fald for ikke-nordjyder syntes Chris Andersen at dukke op ud af ingenting, da han i 2019 udsendte den rigtig fine Hammer blues (læs anmeldelse her) på Peter Nandes pladeselskab Straight Shooter.
Andersens optimistiske tag på førkrigsblues var kærkomment på en dansk bluesscene, hvis akustiske udøvere ofte orienterer sig mere mod den intense delta blues end mod den florlette, ragtime-baserede Piedmont blues, der er Chris Andersens gebet, og han fortsætter i samme spor på Gone fishin’.
Det er tydeligvis den rette hylde for Chris Andersen, som har et behageligt vuggende flow i sit guitarfingerspil og en varm, let hæs vokal, der pakker lytteren ind i vellyd. Samtidig er fremførelsen organisk og rustik, så musikken fremstår både ægte og nærværende. Chris Andersen væver velbehag for øret, men aldrig ligegyldige baggrundstæpper.
Det skyldes dels jordligheden i Chris Andersens spil og sang, dels nogle veldoserede bidrag fra hans medmusikere. Og det er netop kendetegnende for de deltagende musikere, at deres fremførelser hverken skygger for Chris Andersen eller for sangene, men understøtter og tilføjer nuancer.
Olav Poulsen er som altid fremragende, og hans slide-guitar høres i smukt samspil med Chris Andersens fingerspil for eksempel på Andersens egen ”Crazy about that girl” og ikke mindst hans stemningsfulde – og fortrinlige – ”I’m going fishing”.
Johannes Aaen byder ind med subtilt saloon-klaverspil på ”Keep your hands off her” (tilskrevet Leadbelly og også indspillet af H.P. Lange og talrige andre) og mere fremtrædende på Sleepy John Estes’ ”Drop down mama”, mens Jens Varmløses mandolin høres på ”Don’t touch my bike” og ”Going back to Louisiana”.
Amerikanske Jenee Fleenors violin farver ”Someday” på allersmukkeste vis og fremhæver den folkemelodi-agtige karakter i Chris Andersens komposition. Og selv Sahra da Silva, som agerer duetpartner for Chris Andersen på singleforløberen ”Back home again in Indiana” (læs mere om denne her), undlader at stjæle fokus, men bliver en ligeværdig sparringspartner eller måske snarere legekammerat.
Der er nemlig en blid og legende tone i ”Back home again in Indiana”, som understreges af Sahra da Silvas smilende scat-sang og af de Chet Atkins-lignende guitarforløb, der nok må tilskrives Jens Varmløse. Det er helt sikkert en tone, der er bevidst efterstræbt af Chris Andersen, og som kendetegner hele hans oevre: Klagende, selvmedlidende blues er ikke hans stil.
Chris Andersens egne sange, som udgør halvdelen af Gone fishin’, trækker således væsentlig mere på folkeballader og de sydøstlige staters dansable folk blues end på Mississippi-deltaets smerteudladninger og seksuelle pral. Han har godt styr på både blues- og folk-idiomer, og hans sange står sig fint sammen med traditionelle numre som ”Stagolee” og den småfjollede børnesang ”Polly wolly doodle” samt de nævnte sange af Sleepy John Estes og Leadbelly (”Glory of love” tilskrives her Big Bill Broonzy, som dog først indspillede den i 1955 – næsten tyve år efter at Billy Hill skrev den ned).
Andersen flirter med delta blues på sin pågående ”Don’t sell me a dog”, der byder på både slide og mere hårdt plukkende fingerspil, end der ellers kendetegner albummet. Det kan Chris Andersen sagtens finde ud af, men i hovedreglen holder han sig altså i bluesens mere luftige lag.
Resultatet er en virkelig god bluesplade, der fremviser Chris Andersens anselige kvaliteter som skaber og formidler af akustisk blues. Arrangementerne er vellykkede, og instrumentbehandlingen er lige i øjet – en fornøjelse at lytte til, også anden, tredje og fjerde gang.
Gone fishin’ udkom i streamingformat den 16. februar (find den her). En cd-version forventes sidst i marts.