Tekst: Jakob Wandam
Foto: Frank Nielsen
Da sangerinden Birgitte Laugesen pludselig gik bort i januar sidste år, efterlod hun et dansk jazz- og bluesmiljø i chok og et orkester, Laugesen All Stars, uden forsanger.
Enter Margrete Grarup og et nyt navn, Grarup Allstars. Margrete Grarup udgav i 2016 år albummet Walk with me i eget navn og har tidligere stået i front for Mahalia Jackson Tribute og Blues and Beyond (sammen med bl.a. Olav Poulsen). Desuden har hun medvirket på en lang række plader som korsanger.
Og lad det være sagt med det samme: Margrete Grarup synger virkelig, virkelig godt! Det er simpelthen en fornøjelse at høre en vokalist, der så tydeligt er skolet – Grarup er fuldstændig blottet for de manierede overfraseringer, krukkede knæk og hjemmelavede engelske dialekter, der præger så mange danske sangerinder i dag. Hertil kommer en mørk, varm glød, der igen står i kontrast til den skingerhed, som mange af vore lyse, skandinaviske stemmer (ganske uforskyldt) har tendens til. Margrete Grarups fraseringer er stilfulde, kontrollerede, med respekt for materialet og naturligvis i perfekt pitch.
Gruppens navn er meget rammende. Guitarist Uffe Steen er en af landets fremmeste blues- og jazzguitarister, som ved siden af soloproduktionen blandt meget andet har spillet sammen med Allstars’ trommeslager Esben Bach i Blue Junction og Shades of Blue. Saxofonist Niels Mathiasen har spillet med snart sagt alle i det aarhusianske musikmiljø og kendes i blueskredse for plader med Mike Andersen, Frimer Band og Birgitte Laugesen. Bassist Niels Nello Mogensen har mange års samarbejde med Johnny Madsen bag sig og har også lavet plader med Kent Thomsen. Og Palle Hjorth spiller Hammondorgel for gud og hver mand, heriblandt Savage Rose, Ole Frimer Band og The Pocket Players.
Sammen frembringer Grarup Allstars en jazzet soul blues af en anden verden. Hvis disse seks musikere ikke nyder at spille sammen, ja, så har de i hvert fald narret denne anmelder! Albummet består af otte cover-numre, hvor navne som Little Milton, J.B. Lenoir og George Gershwin står for originalerne. Det er indspillet ved koncerter i Aarhus og Næstved, og det er en typisk live-plade, hvor de gode arrangementer giver rigelig plads til solistpræstationer. Med kapaciteter som Mathiasen, Steen og Hjorth bliver dét aldrig kedeligt.
Uffe Steens jazzbaggrund giver hans guitarspil et personligt twist, der skiller ham ud fra den store mængde af gode bluesguitarister, og Palle Hjorth er simpelthen en af de mest originale og spændende instrumentalister på hele den danske musikscene. Niels Mathiasen må også krediteres for at have trukket saxofonen ud af dens overeksponering i 1980’erne og tilbage i en rolle, hvor den ikke bare er standard-inventar, når der skal spilles svedig rhythm & blues, men også en udtryksfuld eksponent for selveste the blues. Der bliver ganske enkelt spillet blændende veloplagt, hvilket bestemt også gør sig gældende hos Bach og Nello, som må være en af landets bedste rytmesektioner.
Bandet har nu udsendt to plader med koncertindspilninger af andre kunstneres numre. Det vidner om, at ambitionen først og fremmest er at fungere som turnerende live-konstellation, og som sådan er de en gave til den danske bluesscene. Bluesmusikkens historie giver dem et uudtømmeligt reservoir af sange at tage af, men det kunne nu også være spændende at se, hvad kreative kræfter af denne kaliber kunne frembringe, hvis de satte sig for at gå i studiet med selvkomponerede numre. Det kunne også berettige fremtidige cd-udgivelser, som vi kun kan håbe, at der kommer mange af.
Indtil videre bør vi dog glæde os over That’s what love can do – live, som er bluesmusik af høj, høj klasse.
Fra venstre mod højre: Uffe Steen, Niels Mathiasen, Margrete Grarup, Esben Bach, Niels Nello Mogensen, Palle Hjorth