Af Jakob Wandam
”Det er jo ikke rigtig blues,” sagde en ven engang til mig, da vi hørte H.P. Lange Big Gumbo spille live. Og bevares, hvis ”rigtig blues” begrænser sig til musikken fra Mississippideltaets akustiske enspændere, Chicagos tætspillede ensembler og Texas’ elektrificerede guitarhelte, ja, så falder H.P. Lange Big Gumbo uden for kategorien.
Men H.P. Lange og co. ser anderledes på det. ”The band is playing zydeco … Cajun music, country blues, everything’s alright,” synger H.P. Lange i titelnummeret på Everything’s alright, og det beskriver sådan set ganske godt, hvad han, violinist og banjospiller Niels Bonefaas, kontrabassist Dave Stevens, trommeslager Jens Kristian Dam Pedersen og bonusmedlemmet, mundharpespiller og guitarist Jarno Varsted frembringer på deres seneste album.
I dag er det måske usædvanligt at have violin og banjo i et bluesband, men H.P. Lange Big Gumbo skriver sig ind i samme tradition som 1930’ernes string bands, hvoraf The Mississippi Sheiks var det mest populære. Mere samtidige navne som Rhiannon Giddens, Dom Flemons og Otis Taylor bærer faklen videre, og i Danmark er det altså først og fremmest H.P. Lange Big Gumbo, der viderefører traditionen, og gudskelov for det.
For Everything’s alright er en skøn blanding af alt det, som gør H.P. Lange så gode. Hvirvlende toner af zydeco og bluegrass, fine Piedmont blues-ballader og rå delta blues fremført af et stærkt sammenspillet hold musikere, som mere end kan deres kram. Og ja, det lyder såmænd som folkemusik, for dét er, hvad bluesen i sin essens er – måske den mest amerikanske form for folkemusik, idet den er opstået i sammensmeltningen af afrikanske og europæiske musiktraditioner med ingredienser fra Caribien og Hawaii.
Everything’s alright har også adskillige traditionelle numre på tracklisten. ”John Henry” er for eksempel fortællingen om den amerikanske folkehelt, en jernbanearbejder, der konkurrerede mod et dampdrevet bor – menneske mod maskine – og vandt, blot for at dø af anstrengelserne. Hos H.P. Lange er det Dave Stevens’ gyngende kontrabas, der driver sangen fremad sammen med det energiske trommespil fra Jens Kristian Dam. Hen over dem boltrer banjo og fiol sig, så sveden springer, som den må have gjort fra John Henrys pande.
Endnu mere ilter er den ligeledes traditionelle ”Ruben’s train” (oftere kendt som ”Reuben’s train” og indspillet af blandt andre Doc Watson og Fiddlin’ John Carson). Ideen med at lade musikkens rytme eftergøre togets rastløse fremdrift er veletableret i bluesen, og det gør H.P. Lange Big Gumbo også fornemt her.
Omtrent halvdelen af pladens skæringer kommer fra H.P. Langes egen pen. Her viser han blandt andet en tæft for Piedmont blues, som med den fine ragtime-ballade ”Love song”, hvor H.P.’s guitarfingerspil akkompagneres smukt af Jarno Varsteds stemningsfulde mundharpe. Også Langes ”She always loves me back” falder inden for denne kategori. Her er hele bandet med, men stadig underspillet og elegant.
At H.P. Lange har solide rødder i delta bluesen, hører man på for eksempel ”Hometown blues” med et slæbende tromme-beat, der lægger bunden for Jarno Varsteds fede blues-mundharpe og lækkert bottleneck-spil af kapelmesteren.
H.P. Lange er ingen Big Creek Slim eller Thorbjørn Risager; dén slags stemmekraft besidder han ikke. Men det betyder ikke, at han ikke synger godt, og hvad han ikke har i ren slagkraft, kompenserer han for med personlighed og patina. Det knirker, knager og skratter, når H.P. Lange synger, og det fungerer virkelig godt til den oldtime-bluesmusik, han spiller. Spagfærdig er sangeren H.P. Lange da bestemt heller ikke; hør ham blot på ”Cluck ol hen”, hvor han nærmest i trods mod stemmebåndets begrænsninger synger igennem og står helt centralt og stærkt i lydbilledet.
Vi kommer vidt omkring i roots-landskabet på Everything’s alright, og gu’ er det rigtig blues! Det er også rigtig god blues, H.P. Lange Big Gumbo spiller forrygende, og pladen står ikke tilbage for sin Danish Music Award-vindende forgænger I feel fine (læs anmeldelse her) fra 2019.